Jeppe Bundsgaard

Danmarks Pædagogiske Universitet

17-03-02

Kommentarer til Paradokser, påstande og problemer

Jeg vil kommentere tre punkter

1. Informationsteknologi og globalisering

2. Kroppen & sindet – subjektet & demokratiet

3. Læring og arbejdsformer

Informationsteknologi og globalisering

I arbejdsgruppens kommisorium optræder informationsteknologi og globalisering som to grunde til at man skal nytænke danskfaget. Sjovt nok optræder der ingen overvejelser over informationsteknologi og dansk – og primært overvejelser over tosprogethed ifht. globaliseringen.

Verden bliver på en måde stadig mindre – vi får gennem medierne kendskab til stadig flere afkroge af verden, indsigt i stadig flere måder at leve og tænke på. Men den bliver også stadig større. Det er de færreste i Danmark som lever hele deres liv på et sted og med det samme arbejde. Vi tvinges ud i den store verden og vi tvinges til løbende at tage stilling til komplicerede problemstillinger. Men samtidig med at vi bevæger os hele tiden, samler vi os stadig i grupper hvor deltagerne ligner hinanden, har samme interesser og måske faldende forståelse for andre grupper. Der sker en segregering. Globaliseringen har medvirket til at mange længes mod de gode gamle dage, hvor alt var enklere og ingen fremmede menneker og tanker kom til vores land eller ind i vores verden på andre måder. Selv om den forestilling er en fiktion, er den kraftfuld.

Aktive inden for danskfaget har i mindst et århundrede medvirket til at forøge og kvalificere de lærendes udsyn gennem arbejde med skønlitteratur og anden fiktion. Det arbejde skal fortsætte, men måske i en form der mere reflekteret tager udgangspunkt i den verden elever og studerende oplever og skal lære at håndtere. Der er behov for at komme til en forståelse af hvad det er arbejdet med fiktion kan bidrage med, hvordan elever og studerende faktisk oplever deres liv og verden. Dvs. praktiske og teoretiske overvejelser over hvordan arbejdet med fiktion kan bidrage til at elever og studerende mere følsomt og indlevende kan møde den verden der kan virke overvældende, truende og kompliceret.

Den anden side af globaliseringen er informationsteknologiens udbredelse. Computere skal integreres i undervisningen fordi eleverne forventes at lære mere effektivt ad den vej og fordi eleverne skal være rustede til den verden der møder dem uden for og efter skolen. Men her har udøverne af danskfaget også en anden forpligtelse. Danskfagets metoder og tilgange til sprog og kommunikation giver nemlig mulighed for at komme bag om alle de nye fænomener. Hvad sker der når vi kommunikerer med SMS? Hvad er internettet for en størrelse? Hvordan finder vi vej til det relevante og pålidelige materiale? Osv. Også disse spørgsmål må hvile på praktiske og teoretiske afklaringer. Hvilke problemer løber børn og voksne ind i? Hvordan håndterer og omgås de redskaber og tekster? Og hvilke organiseringer virker hvordan?

Informationsteknologi er bl.a.:

• Opløsning af eller forandring i opgaver og magt for gatekeeperautoriteterne (lærerne, læremiddelproducenterne, avisredaktørerne osv.).

• Adgang til og uprovokeret pådutning af tekster der for størstedelens vedkommende skal frasorteres løbende.

• Forandrede kommunikationsformer (synkron og asynkron, med eller fra en eller flere, anonym, med fremhævelse af forskellige kropslige træk ved de kommunikerende) – der medskaber forandrede praksis- og samværsformer.

Børnene skal derfor bl.a. lære

• at sortere fra og til ud fra egne mål

• at vurdere kvalitet, kommunikationssituation, producenter og andre deltageres kontekster, interesser, mål og baggrunde

• at kommunikere med redskaber der svarer til deres mål og på måder der tager hensyn til redskabets betydning for relationer mellem de deltagende

Globalisering er bl.a.:

• Kapitalistisk kulturproduktion – produktion af fiktion mhp. at sælge den og tilhørende merchandise – ikke, som det ellers har været en central bevæggrund, at komme overens med livet alene og i fællesskab med andre.

• Kendskab (gennem medier) til andre kulturer, andre tankeformer, mål og baggrunde – men i en form der kan være mystificerende eller sort-hvid (fx billedet af muslimer)

• Mulighed for gensidig kontakt til børn i andre lande og regioner (jf. KidLink).

Børnene skal derfor bl.a. lære:

• at analysere fiktion og fakta i lyset af producenternes interesser, mål og baggrunde

• at opsøge forskellige beskrivelser af fænomener, kulturer og personer

• at formulere egen og leve sig ind i andres verden af mål, baggrunde, værdier, interesser, bevægelser osv. og at tage stilling respektfuldt og kærligt.

Kroppen & sindet – subjektet & demokratiet

Spundet sammen med de nyere kommunikationsformer og globaliseringen er forandringer i selvopfattelse, sociale identiteter og sociale relationer.

Erfaringer

Et træk ved mennesket er at vi gennem vores kommunikation kan videreformidle erfaringer så vi kan kende til erfaringer vi ikke selv har erfaret. Med fortællinger og eventyr fortalt om aftenen omkring tællelyset videregav vores ikke særlig fjerne forfædre erfaringer med livet som menneske og som bonde som de unge medlemmer uddragede erfaringer og læring af, som de kunne gøre brug af når de selv oplevede lignende situationer. Vi får erfaringer som ikke er vores. Man kan sige at allerede disse erfaringer er virtuelle – erfaringerne er i en forstand akropslige – selv om vi naturligvis anvender alle de kropslige erfaringer vi har til at forstå de sproglige og billedlige fortællinger. Det er denne evne til at uddrage erfaringer af andres erfaringer som skønlitteraturen er så fremragende til at bistå.

Genialiteten i vores evne til at overføre erfaringer går videre end til at vi skal have erfaringer af samme art. Et grundlæggende træk ved vores kropslige og mentale erfaringer er at vi er i stand til at se ligheder og forskelle mellem tilsyneladende uforbundne erfaringer – vi er i stand til at danne metaforer (meta=over, fora=føre – at overføre erfaringer fra et område til et andet). Et andet grundlæggende træk som er i tråd med det første er vores evne til at udtrække ligheder mellem erfaringer (at gribe) og formulere dem som be-greber. At danne begreber er en art metaforisk evne.

Når vi lærer sker der det at vi bliver i stand til at gribe træk ved vores verden gennem anvendelse af begreber. Undervisningen kan facilitere denne proces gennem at læreren tilrettelægger situationer, hvor de lærende kan gribe eller erfare træk der kan begribes med et enkelt ord. Undervisning kan også bygge på tidligere erfaringer gjort af de lærerende – og derved blot minde om erfaringerne og vise hvordan disse kan gribes med forskellige begreber. Denne abstraktionsproces kan gå for vidt, hvis begreberne præsenteres uden at de lærerende har tilstrækkelige (egen-)erfaringer at tage udgangspunkt i.

Jo mere vi kommunikerer om forskellige emner, des flere erfaringer kan vi få kendskab til. På den ene side kan vi forvente at vi får større viden og kan håndtere flere nye situationer end vores forfædre, mens vi på den anden også kan forvente at vi får stadig færre kropslige egenerfaringer at basere vores virtuelle erfaringer på. Når vi i fjernsynet ser sultende børn i Afrika er det begrænset hvad de fleste af os har af erfaringer at relatere deres situation til. Måske vi som forældre kan se nogle ligheder mellem det lille sultne barn og vores egne børn og derigennem aktivere de erfaringer vi har med vores egne børns smerte. Men ellers er der risiko for at vi sidder tilbage uden med-følelse.

En fortælling fortæller ikke blot en historie, men fortæller også hvordan fortælleren forholder sig til den – og dermed hvordan lytteren skal forholde sig til den. Denne modalitet eller dette verdensbillede er et træk ved al kommunikation. I et mere hierarkisk samfund som bondesamfundet er det målet at lytteren gør fortællerens modaliteter til sine egne. Men i vores informationssamfund, hvor vi fortælles mange eventyr af mennesker der ikke direkte har forbindelse med vores liv og verden, bliver det centralt at vi kan afklare og forholde os til den modalitet en fortælling repræsenterer.

Globaliseringen og informationsteknologien medvirker begge til at forøge mængden af vores virtuelle erfaringer – og vel i høj grad til at det bliver erfaringer der er uforbundne med vores egenerfaringer. Derfor må det være en af danskfagets mål at tematisere dette træk ved vores fælles verden og at danne grobund for at vi kan få grundfæstet vores virtuelle erfaringer i egenerfaringer.

Subjekt, individ, demokrati

Folkeskolen er demokratiets skole og skolen til demokratiet. Men også resten af uddannelsessystemet har en forpligtelse over for demokatiet. Et demokratis institutioner skal også være demokratiske. Derfor må en overvejelse over fremtidens danskfag bygge på overvejelser over datidens, nutidens og fremtidens demokrati – sådan som det har været, er og som vi ønsker det skal blive. Her vil jeg fokusere på de to sidste.

Forbrug betyder meget for moderne mennesker. Vi definerer os selv og hinanden ved vores forbrug. Og vi nyder at forbruge. I en forstand opfatter vi os selv og hinanden som subjekter med hver vores personlige præferencer og hver vores behov – som subjekter mere end som individer (jf. Wlad Godzich: præmoderne person, moderne individ og postmoderne subjekt). Et individ er karakteriseret ved at tilhøre en klasse og ved at have interesser til fælles med segmenter af denne klasse. Et subjekt er karakteriseret ved at mene at klassetilhørsforholdet er underordnet, og at tilhørsforholdet til en given subkultur er det centrale. Derved bliver det mindre indlysende hvordan regional, national og global politik er betydningsfuldt for subjektet. Mens det nære, lokale skal fungere som man forventer – og ellers må man klage til de overordnede eller beklage sig til sine medunderordnede.

Hvis vi mener det alvorligt at vi vil opdrage til demokrati må en af de centrale opgaver blive at vi viser de lærende hvordan deres verden ikke blot er givet med deres forbrug, men at de medskaber den verden de lever i og kommer til at leve i – gennem deres forbrug og gennem deres deltagelse i de fælles diskussioner af hvordan vi skal organisere os. De skal opleve at verden kan forandres gennem demokratisk dialog (som adskiller sig fra andre dialogformer bl.a. derved at den drejer sig om at diskutere praksis med henblik på at forandre den gennem eksperimenter med nye handleformer).

Et eksempel på hvornår demokratisk dialog kan tages i anvendelse er mobning. Et barn mobbes af nogle klassekammerater. Det er en klasselærers opgave at gøre den situation til genstand for fælles overvejelse i klassen. Målet er at klassen lærer at kommunikere om hvad de gør ved hinanden og sig selv. Og så behøver vi ikke længere at opfatte det som et problem at dansklæreren ofte er den der har klasselæreropgaven – det falder jo helt i tråd med hvad dansklæreren skal arbejde med: Kommunikation om praksis og udviklinger af praksis.

Et centralt mål i danskundervisningen er at lærere og lærende tager konflikter om praksis alvorligt og igennem udviklinger af disse erfarer hvordan et demokratisk samfund fungerer og forandrer sig.

I rapporten om fremtidens danskfag står:

Dansk er det fag hvor den demokratiske samtale indøves, det fag hvor dannelsen grundlægges og befæstes, og det er alt sammen sandt eller bør i hvert fald blive det, men kan også bortlede lærer og elevers opmærksomhed fra hvad der er det for faget særlige stof, eller med andre ord: hvori fagets kerne består.

En sådan opfattelse af at demokrati er væsenforskellig fra fagets kerne er udtryk for en binær tænkning hvor evner, færdigheder og stofområder er noget der kan bestemmes uafhængigt af den praksis de skal indgå i. Det handler jo fx netop om at kunne læse og forstå de videre konsekvenser og årsager af ytringer og handlinger, om at orientere sig og udbrede sig. Altså at kunne analysere og kommunikere, hvor kommunikere er at producere og konsumere på måder så den konkrete situation udvikles til det bedre og sundere.

Den demokratiske dialog tager ikke opmærksomhed fra det væsentlige. Den er det væsentlige. Gennem den demokratiske dialog arbejdes der nemlig konkret, praktisk og nærværende med centrale danskfaglige kompetencer – som at kommunikere og analysere.

Identitet og kultur

Det er en central erkendelse i såvel nyere identitetsforskning (fx Polkinghorne, Bruner, Salling Olesen) som i skønlitteratur (fx Svend Åge Madsen, Paul Auster) at identitet hænger snævert sammen med fortælling eller narrativitet med et latinsk/engelsk låneord.

Dansk er et dannelsesfag, og dannelse er dannelse af identitet i et samfund af individer der i en vis udstrækning deler kulturer, historier og sprog – eller skal kunne dele geografisk område på en måde så alle individer oplever at de kan bevare deres værdighed og identitet, deres kulturer og historier.

Derfor er dansk et fag hvor der arbejdes med identiteter, hvor lærer og elever forsøger at komme til forståelse af hvad deres egen og andres identitet er, hvordan identitet skabes og hvordan de kan bidrage til at udvikle egne og andres identiteter sundt og godt.

Læring og arbejdsformer

Rapporten beskæftiger sig ikke med læring og arbejdsformer. Måske ud fra en forestilling om at læring er et pædagogisk eller kognitivt fænomen, som det ikke er op til en faglig rapport at beskæftige sig med og ud fra en forestilling om at arbejdsformer er pædagogiske fremgangsmåder der klistres på fagets kerne når den er formuleret.

Som det gerne skulle fremgå af denne tekst er det ikke en hensigtsmæssig måde at tænke fag på. Elevers og læreres arbejdsformer medbestemmer det faglige indhold og elevers og læreres læring.

Hvis danskfaget for elever og lærere drejer sig om at komme til forståelse af kultur, sprog og samfund – altså forståelse af egen og andres praksis, så må arbejdsformerne svare til disse mål. Arbejdet må bestå i en åben spørgende tilgang til egen og andres praksis, til kommunikationens indhold og form, til dens betydning for sociale relationer og identiteter og videns- og overbevisningssystemer. En tilgang som må resultere i problematisering og overvejelser over relevante nyorienteringer. I disse tilgange kan færdigheds- og videnstilegnelse integreres og begrundes.

At have eller kunne et fag vil sige at kunne løse nogle faglige problemer som andre ikke er så gode til. At kunne gøre det man skal kunne. Dansk er således også et fag som sætter personer i stand til at udføre opgaver – jo længere man kommer op i uddannelsessystemet des bedre skulle man gerne blive til at løse danskfaglige opgaver (der indebærer stadig mere sofistikerede former for skrive, tale, læse, lytte, analysere fx).

Uden at gå tilstrækkelig dybt ned i de nærmere omstændigheder lægger jeg altså op til problembaseret og projektorienteret arbejde som om ikke den eneste så en væsentlig arbejdsform.

Danskfagets kerne – fremtidens danskfag

Der tales meget om danskfagets kerne i denne tid. I disse samtaler underforstås gerne at danskfagets kerne er et eller flere faglige felter (sprog og litteratur fx), et sagområde (danske forhold) og/eller nogle tekster (danske skønlitteratære værker, film, offentlige sagtekster fx). Det er for mig at se en kontekstløs forståelse af hvad et fag er.

Dansk i uddannelsessystemet er personer af forskellig alder, køn og socialstatus der er mere eller mindre tvunget sammen under institutionelle forhold i en partikulær situation for at kvalificere sig kvalitativt til at kommunikere og til sundere liv gennem aktiviteter og inden for områder de ikke selv har det fulde herredømme over.

Fag kan ikke forstås uafhængigt af personer. Personer der deltager med baggrund i forskellige magtpositioner og autoritetsrelationer, med forskellige interesser og motivationer, personer der mere eller mindre legitimt og legalt har indflydelse på hvilke aktiviteter de pågældende kan bedrive og personer der mere eller mindre indsigtsfuldt og på mere eller mindre oplyst basis vurderer og bedømmer resultater af disse aktiviteter i forhold til mere eller mindre ekspliciterede og relevante kriterier.

På den ene side er et fag en historisk bestemt konstruktion skabt af udøvere gennem deres praksis og overenskomster. På den anden side er et fag en begrebsmæssig ramme om nogle personers individuelle og fælles aktiviteter. Disse aktiviteter medbestemmes af traditioner og personer med demokratisk bestemte magtpositioner. Men enhver aktivitet skal for at opleves som rimelig, relevant og personligt udviklende indeholde elementer af selvbestemmelse. Glade og motiverede mennesker arbejder bedre og med større udbytte. Derfor foreslår jeg at vi inden for danskfagets rammer arbejder for at kun 50% må beslaglægges af obligatorisk pensum – det fælles forpligtende. Resten skal tilrettelægges og gennemføres efter de deltagendes overenskomst.

Fag har en tradition – emner, sager, metoder som gennem historien har været foretrukne af personer der har repræsenteret og praktiseret faget på særlig de højere niveauer. Sådanne områder er derfor ikke altid lige (ekspliciteret) velbegrundede, og hvad de omfatter er da også (omend trægt) foranderligt. Jeg vil ikke her påbegynde en mere detaljeret diskussion af disse – men give mit bud på hvordan vi både kan omfatte og fokusere opmærksomheden på traditionens bud på metoder og sagområder.

Jeg vil foreslå at vi betragter kommunikation her & der & nu & da som danskfagets faglige kerne.

Kommunikation er:

• Deltagere

  • Producent

  • Konsument

  • Påvirkere og påvirkede

• Tekster, der kan generaliseres i

  • Genrer

  • Diskurser

• Sprog og omgangsformer (teknikker)

• Kommunikationsmedier og kommunikationsredskaber

• Omverdensopfattelse

  • Modalitet, metafor, deixis

• Kontekst

  • Institution(-er) (sociologikker)

  • Miljø(-er) (biologikker)

  • Ideologi(-er) (ideologikker)

Alle fag handler om at de mere erfarne udøvere bidrager til at fagets nytilkommere eller nyere tilkomne kan danne sig gennem mødet med de mere erfarnes og med de medtilkomnes aktiviteter og initiativer i relation til tekster. Jeg vil foreslå at vi betragter demokrati, identitet og socialitet som danskfagets dannelsesmæssige kerne.

Demokati er:

• Demokratisk dialog

• Forandringer i praksis

• Klarhed over autoritetsforhold og ansvar

Identitet og socialitet er:

• Relationer til andre

  • Særheder (køn, alder, klassetilhør, race, ideologi, opvækst mm.)

  • Ligheder (fælles praksis, fælles mål, fælles kultur mm.)

  • Forskelle

• Skabelse af identitet gennem egne og andres fortællinger

Fag bedrives gennem arbejdsformer. Jeg foreslår at vi betragter spørgen, problematisering, problemformulering, erfaringer, begribelse, analyse, produktion, konsumtion der foregår alene, i grupper og i fællesskabet som danskfagets arbejdsmæssige kerne.