Medier 1/1.05/bu/08-02-2001

Mål

- At skitsere den borgerlige offentligheds fremvækst og forfald

- At indlede en samtale om nutidens mediers placering i denne histoie

Struktur

1. Præsentation af semesterplanen
2. Foredrag om borgerlig offentlighed
3. Forsøg med indplacering af forskellige institutioner osv. i modellerne
4. Inddeling af studerende i grupper

Husk deltagelsespligt

Foredrag om borgerlig offentlighed

Feudale samfund Repræsentativ offentlighed Legitimitet? Gudgiven magt hos konge, adel, husherre Handel med varer - laugstyret 13. årh.: Norditalien: Forøget vareudveksling. Handels- og finanskapitalisme (banker og papirpenge) spredes mod vest- og nordeuropa Vare og nyhedssamkvem - fjernhandel. Første børser (1531) og fast inst. post og presse Sideløbende med feudalstyre. Øget handel => Statsligt bureaukrati (skatteopkrævning og -forvaltning. = Sfæren for den offentlige myndighed. (Tegn i diagram). Permanent forvaltning og stående hær ~ permanent vare- og nyhedssamkvem. Nu har vi to sfærer: En privat, hvor familien og vareudvekslingen finder sted. Og en offentlig myndighedsfære, hvor lovene fastsættes og magten udøves. Legitimiteten af love og magtudøvelse ligger i kongens gudgivne ret. Det er sådan fordi han siger det. Staten bestemmer stadig mere – fordi stadig flere beslutninger ligger uden for det private område. - Det bliver interessantere for borgerne at deltage i beslutningerne. Hvordan kommer de til det? Pressen! Midt-1600: Politiske aviser: Handel – men det var mest i håndskrevne private aviser. Ellers udenlandsnyheder, hofnyheder, skybrud, mord osv. Staten kan bruge aviserne til at offentliggøre forordninger osv. => "Publikum". Borgere? Embedsmænd, ingeniører, læger, præster - og ejendomsbesiddere. Fælles interesse: At staten disponerer ret. Det betyder, at de begynder at diskutere kritisk. I kaffehuse – og snart i pressen. Borgere=Læsere. Først var diskussionerne litterære (livsfilosofi mm.) – men snart blev de politiske. 1700: Censur. Her udvikler den borgerlige selvforståelse sig: Vi er en legitim og legitimerende offentlighed (Tegn i model): Vi diskuterer fordomsfrit og rationelt - mellem ligemænd. => Den off. myndighed må finde sin legitimitet hos os!

Borgerlig offentlighed I det feudale Europa var magten koncentreret hierarkisk omkring kongen (som var staten), adelen, herremanden osv. Habermas kalder de feudale magthavere for repræsentativ offentlighed; kongen og hoffet repræsenterede landet og magten, ikke i en stedfortræderbetydning – de var landet og magten. Således kan de store fester og parader, som altid foregik i fuld offentlighed, ses som forestillinger ikke for folket, men foran folket, som udstillinger af magthavernes herredømme.1 Under den feudale samfundsformation eksisterede der naturligvis handel med varer, men der var ikke tale om kapitalisme i moderne forstand, idet laugene udøvede streng kontrol med handelen. Det var først fra og med det 13. århundrede, at der fra de norditalienske byer bredte sig en egentlig handels- og finanskapitalisme over Vest- og Nordeuropa. Denne kapitalisme indeholdt elementer til en ny samfundsordning, men integreredes i begyndelsen uden de store vanskeligheder i det feudale magthierarki. Men i denne tidlige kapitalisme finder vi allerede de elementer, som danner grundlag for opløsningen af det feudale samfund og for fremvæksten af det borgerlige kapitalistiske samfund: vare- og nyhedssamkvemmet, som skyldes den tidligkapitalistiske fjernhandel.2 Omtrent samtidig med at de første børser opstod (den første var Amsterdam, 1531) etableredes fast kontakt og kommunikation i form af institutionaliseret post og presse. I begyndelsen var pressen ikke offentlig, men fungerede som et informationssystem internt mellem købmændene; det var først i slutningen af 1600-talet, at der blev tale om offentlig presse – og dermed i streng forstand om presse. Indtil da kunne det nye kapitalistiske system fungere sideløbende med det feudale system.3 Som konsekvens af den stadigt øgende internationale handel voksede et statsligt bureaukrati frem, som bygger på finansforvaltning (forvaltning af skatter). Denne statslige myndighed kalder Habermas sfæren for den offentlige myndighed. Den offentlige myndighed, der gav sig udtryk i en permanent forvaltning og en stående hær, fungerede derigennem som et modstykke til den permanente kontakt i vare- og nyhedssamkvemmet.4 De privatfolk, som ikke besad embede i det statslige bureaukrati, var udelukkede fra deltagelse i den offentlige myndighedsudøvelse. Det offentlige blev derfor synonymt med staten, som også kan kaldes 'politi' efter det græske politia: statsforvaltning. Privatfolk, som altså var underordnet statens politi, kaldtes publikum, hvilket er latin for offentlig. Der var altså tale om en statslig offentlig myndighed og en privat offentlighed. I den private offentlighed udskilte sig efterhånden en gruppe af selvstændige ejendomsbesiddende borgere, den borgerlige offentlighed, som gjorde krav på at besidde en 'offentlig mening'. Den borgerlige offentlighed voksede frem, fordi de økonomiske betingelser for virksomheden lå uden for den enkelte husholdnings [økonomi kommer af det græske oikos, hus. Økonomi betyder husholdning] grænser. Den private sfære fik med andre ord for første gang almen interesse. Og derfor fik de ejendomsbesiddende borgere stadig større interesse i at få indflydelse på den offentlige myndighed.5 Udviklingen af den anden side af den tidlige kapitalistiske samkvemsorden, pressen, tog fart omkring midten af 1600-tallet, hvor de såkaldte politiske aviser begyndte at udkomme først ugentligt og snart dagligt. Aviserne havde til dels nyheder om handel, men de fleste af disse blev stadig udvekslet i de håndskrevne aviser internt mellem købmændene. Ellers bestod de af udenlandsnyheder, hofnyheder og historier om mirakelkure, skybrud, mord osv. Snart fik den offentlige myndighed øje for muligheden for at bekendtgøre befaliger og forordninger, og det var først da, at den offentlige myndigheds adressater egentlig blev til "publikum". Indenfor dette publikum var de 'dannede stender' de egentlige adressater. De udgjordes af det lag af 'borgerlige', som bestod af embedsmænd, især jurister, og af læger, præster, officerer og lærde.6 Desuden var kapitalisterne, i form af handelsfolk, bankejere, forlæggere og manufakturejere en del af den borgerlige gruppe7. Det er disse mennesker, der begyndte at betragte sig selv og hinanden som publikum i den borgerlige offentlighed. De havde fælles interesse i, at den offentlige myndighed foretog dispositioner, der skabte bedst mulige betingelser for at markedet kunne udfolde sig frit, samtidig med at samfundet hævede det, der angik reproduktion af livet, op til et spørgsmål af offentlig interesse. Var der mangel på mad, var det den offentlige myndigheds opgave at finde en løsning. Overfor en sådan offentlig myndighed opstod nu en ræsonnerende kritisk offentlighed, den borgerlige offentlighed. Denne offentlighed udspandt sig i to fora. For det første i diskussioner i de fremspirende kaffehuse og i de borgerlige hjems saloner og stuer og for det andet i pressen. Den borgerlige gruppe var fra begyndelsen et læsepublikum, som diskuterede livets problemstillinger i saloner og offentliggjorde litterær kritik i tidsskrifter. Efterhånden som diskussionerne antog politisk karakter, gjorde artikler i aviser og tidsskrifter det også. For at have kontrol med, hvad der foregik, indførte kongerne rundt omkring i Europa censur fra starten af 1700-tallet. I dette spændingsfelt udviklede den borgerlige offentligheds selvforståelse som den rationelle offentlige mening sig. Den borgerlige offentlighed udgjorde i den borgerlige offentligheds selvforståelse et forum, hvor rigets interne og eksterne problemstillinger diskuteredes fordomsfrit og rationelt af ligemænd uden særinteresser, hvor meninger blev brudt for til sidst at udkrystallisere sig som rationelle løsninger på problemerne, løsninger der havde opnået konsensus i offentligheden. De rationelle løsninger betød, i den borgerlige offentligheds selvforståelse, at den offentlige myndighed var tvunget til at finde sin legitimering i den offentlige mening.8 Habermas opstiller en idealiseret model af den borgerlige offentligheds forestillinger om de sociale områder. Den ser således ud9:

Privatbereich		Sphäre d. öffentlichen Gewalt
Bürgerliche Gesellschaft (Bereich d. Warenverkehrs u. d. gesellsch. Arbeit)	politische Öffentlichkeit literariche Öffentlichkeit (Clubs, Presse)	Staat (Bereich d. »Polizei«)
Kleinfam. Binnenraum (bürgerlichen Intelligenz)	(Kultur-gütermarkt) »Stadt«	Hof (adlig-höf. Gesellschaft)
Dele	Legitimere	Legalisere

Habermas' model af det 18. århundredes borgerlige offentlighed

Den litt. off var som sagt først. Udv. af (den nye) kernefam. intimsfære. Kunst antager varekarakter. Derfor skal det anmeldes, vurderes og diskuteres. Det sker i kaffehuse. Idealerne: Argumentets autoritet hersker. Alle kan udtale sig med lige god ret. Autoritet skal falde bort (som grundlag for at argument) Alt står til rationel debat. Publikum er uafsluttet Den borgerlige off. bliver et alternativ til den enevældige magt – den kan legitimere off. myndigheds beslutninger Hvem er med? Alle mennesker! Og det vil 'naturligvis' ikke sige kvinder, arbejdere, tyende, børn osv. Pressen var central. Her kunne diskussionerne komme til off. kendskab. I England: Parlamentet fandt langsomt og uden væbnet kamp sin officielle diskussionspartner i den borgerlige off. Frankrig og Tyskland: Revolutioner. Herefter: Parlamentarisme med offentligheden spiller cenral rolle. Borgerlig off. er legitimering for magtudøvelse (legalitet). Samfundet forfalder! Arbejderklassens indtog. Staten bevæger sig ind på stadig flere af det private områdes felter. Og korporationer overtager statsopgaver. Refeudalisering 1900: Massemedier & reklamer Kulturræssonerende=>Kulturkonsumerende Kommercielle interesser får stadig større indflydelse. Diskussion => Manipulation.

Habermas kalder modellen et grundrids af det 18. århundredes borgerlige offentlighed. Strengt taget er det den miderste kolonne, der repræsenterer den borgerlige offentlighed, mens skemaet som helhed udgør den borgerlige offentligheds idealbillede af et samfund. Den borgerlige offentligheds form og indhold Den borgerlige offentlighed udviklede først i anden omgang en politisk offentlighed. Først voksede en litterær offentlighed frem, der kan betragtes som en udvidelse af den nye kernefamilies10 intimsfære, hvor privatfolk (mænd og siden også kvinder) i en art selvoplysningsproces behandlede erfaringer fra kernefamiliens privathed litterært og diskuterede dem. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at den anden nye specifikt borgerlige videnskab, som opstod i 1700-tallet, udover den politiske økonomi, var psykologien. Den litterære (kulturelle) offentlighed byggede på, at kunsten antog varekarakter, blev til salg for et alment publikum. Den fandt sted i de læsesale, teatre, museer og koncertsale, som blev offentligt tilgængelige, og i de 'salons', 'Tischgesellschaften' og 'coffee-houses' som i løbet af 1600-tallet skød op i de engelske, franske og tyske byer. I disse offentlige rum udviklede de borgerlige intellektuelle hoffets traditionelle selskabelige konversation til offentlig kritik, hvor idealet var, at argumentets autoritet hersker.11 I de litterære offentligheder udvikledes tre af de principper, som blev så centrale for den politiske offentlighed og som den dag i dag ofte betragtes som ideale principper for en rationel debat. For det første: Alle mennesker kan udtale sig med lige god ret om det 'blot menneskelige'. Derfor fører kravet om argumentets autoritet til, at al status skal falde bort. Folk skal ikke være lige, men i diskussionen skal de se bort fra rangforskelle, ligesom økonomiske afhængighedsforhold bør være uvirksomme. For det andet kravet om, at alt principielt står til rationel debat. Og for det tredie at publikum principielt er uafsluttet. Der er altid andre i andre dele (andre kaffehuse) af det store borgerlige publikum, som muligvis kan bidrage med mere rationelle argumenter.12 Den politiske offentlighed udviklede sig på baggrund af den selvforståelse, det borgerlige publikum havde udviklet i den litterære offentlighed. Der havde længe i Europa været kritik af de enevældige kongers magt, men med den politiske offentlighed voksede et alternativ til kongens herredømme over det umyndige folk frem. Det rationelle ræsonnement: "ihrer Idee nach verlangt eine aus der Kraft des besseren Arguments geborene öffentliche Meinung jene moralisch prätentiöse Rationalität, die das Rechte und das Richtige in einem zu treffen sucht."13 På baggrund af dette retfærdige og rigtige resultat af argumenternes kamp kan legitime beslutninger om, hvad der er legalt, træffes. I den borgerlige offentligheds selvforståelse var den litterære offentlighed, hvor deltagerne var mennesker slet og ret, "homme", og den politiske, hvor deltagerne var ejendomsbesiddere, "bourgeois", én og samme offentlighed. Men i virkeligheden var det ikke helt sandt. Kvinder og uselvstændige var både faktisk og juridisk udelukket fra at deltage i den politiske offentlighed, mens de udgjorde den største gruppe i den litterære.14 I den politiske kamp, der efterhånden tog fart i de store europæiske lande, for at den borgerlige offentligheds offentlige mening skulle komme til fungere som legitimeringsgrundlag for den offentlige myndigheds beslutninger, spillede pressen en væsentlig rolle. I England etablerede pressen sig som kritisk organ for den politiske offentlighed med tidskriftet Craftsman (1735). Fra da af blev kravet om offentlighed i myndighedsudøvelsen et stadig stærkere krav: Parlamentsforhandlinger og -debat, politiske intriger, statens forvaltning osv. blev efterhånden beskrevet og kritiseret i pressen. England oplevede aldrig en borgerlig revolution som Frankrig og Tyskland, men gennemgik en langsom bevægelse mod at parlamentet blev hjemsted for den politiske offentligheds diskussioner. Ved overgangen til det 19. århundrede var det politiske ræsonnement organiseret i så udstrakt grad, at den politiske offentlighed var parlamentets delegeredes officielle diskussionspartner. Både i Frankrig og Tyskland skulle man igennem en periode med streng censur af pressen og voldelige revolutioner, før en lignende status var opnået. Efter disse udviklinger og revolutioner står vi tilbage med et samfund med parlamentarisk regeringsform, hvor offentligheden spiller en central rolle. Franskmanden G. Guizot formulerer i 1851 den ideale offentlige menings herredømme: "C'est le plus le caractère du système qui n'admet nulle part la légitimité du pouvoir absolu d'obliger tous les citoyens à chercher sans cesse, et dans chaque occasion, la vérité, la raison, la justice, qui doivent régler le pouvoir de fait. C'est ce que fait le système représentatif: 1. par la discussion qui oblige les pouvoirs à chercher en commun la vérité; 2. par la publicité qui met les pouvoirs occupés de cette recherche sous les yeux des citoyens; 3. par la liberté de la presse qui provoque les citoyens euxmêmes à chercher la vérité et à la dire au pouvoir."15 Den borgerlige offentlighed hentede altså sin legitimering i, at de, der var medlem af borgerskabet og derfor havde position og evner til at deltage i den offentlige diskussion, også havde reel adgang til det. Den offentlige mening var en mening, der var konsensus om, og som var rationel. Den borgerlige offentlighed kunne altså fungere som legitimering af, hvad og hvordan det var legalt at dele. Anden del af Strukturwandel der Öffentlickeit helliger Habermas en analyse af forvandlingen (eller forfaldet) af den borgerlige offentlighed og det borgerlige samfund. I forordet til 1990-udgaven modificerer han flere af analyserne, men fastholder grundtrækkene i analysen. I korte træk handler forvandlingen om, at stadig flere grupper i befolkningen får stemmeret og dermed principielt adgang til den borgerlige offentlighed. Det betyder bl.a., at arbejderklassen gør sit indtog i offentligheden, hvorved det bliver tydeligere, at idealet om den interessefrie diskussion ikke kan realiseres. Sideløbende bevæger staten sig ind på stadig flere af det private områdes felter, ligesom private organisationer og korporationer overtager stadig flere af statens opgaver. Denne proces kalder Habermas refeudalisering.16 Jeg har symboliseret dette ved at lade området for den offentlige myndighed omfatte en del af det tidligere privatområde i nedenstående figur. Omkring århundredeskiftet vokser massemedierne og reklameinstitutionen frem; det kulturræssonerende bliver til kulturkonsumerende publikum, hvorved kommercielle interesser får stadig større betydning for den offentlige diskurs. Derved trænges diskussionen tilbage til fordel for manipulationen. Habermas slår fast, at mediemagten, "[…] manipulativ eingesetzt, dem Prinzip der Publizität seine Unschuld raubte."17 Der er med andre ord sket det, at den borgerlige offentlighed har fået stadig mindre plads i det moderne samfund. Nedenfor har jeg skitseret en model for det moderne danske (eller vestlige) samfund på tærsklen til det 21. århundrede. Det væsentligste i denne sammenhæng er den midterste kolonne, hvor jeg har antydet, hvordan de politiske offentligheder må deles om legitimeringsfunktionen med organisationer (herunder interesseorganisationer og politiske partier), lobbyister, videnskab og massemedier.

Privatområdet		Området for den offentlige myndighed
Marked (bureaukratisk liberalisme)	Videnskab/Eksperter/ Økonomi		Stat (forvaltning)
Intimsfære (kontrolleret af velfærdsstat)	Massemedier		Magtens tredeling
Foreninger/Organisationer	Organisationer/Lobbyister
Natur/miljø (økonomi vs. økologi)	Politiske offentligheder
Dele	Legitimere		Legalisere

Jbs Model over det danske (vestlige) samfund på tærsklen til det 21. århundrede

Foreninger og organisationer Natur Evt. diskussion af demokratiideal?

Jeg har tilføjet to 'interessenter' i deleområdet. Foreninger og organisationer spiller en stor rolle i det moderne menneskes liv. Her deles fritidsinteresser, fælles økonomiske interesser osv. Det 18. århundredes borgerlige offentlighed havde ikke indsigt i, hvorledes intimsfæren, markedet og offentligheden var dialektisk domineret af produktionsbetingelser og naturforhold (Marx' basis). Men i løbet af dette århundrede (symboliseret ved oliekrisen i 1973) er der vokset en almen bevidsthed (social sense) frem om naturens afhængighed af menneskene og vores afhængighed af den. Derfor har jeg indføjet naturen i området for det, vi deler. I forordet til 1990-udgaven af Strukturwandel der Öffentlichkeit overtager Habermas fra B. Manin et modificeret ideal af dialogen i den politiske offentlighed i form af det såkaldte 'deliberative democracy' (rådslående/forhandlende demokrati): "A legitimate descision does not represent the will of all, but is one that results from the deliberation of all."18 Legitimeringen af en sådan forståelse af demokratiet kræver en diskurs- eller dialogteori (eller en teori for 'kommunikativ handlen'), som kan underbygge, at dialog kan føre til velfunderede og ikke gennemtvungne løsninger. Etisk diskurs eller demokratisk-økologisk dialog? Habermas accepterer troen på "Argumentationen als das geeignete Verfahren für die Lösung moralisch-praktischer Fragen"19; hvor argumentationen foregår som en herredømmefri dialog, hvori kun det gode argument udøver 'tvangsløs tvang'. Habermas opfatter den herredømmefri dialog som en idealtilstand, hvis principper vi i den praktiske dialog har som (uudtalt) pragmatisk forudsætning20, og som vi i moralske dialoger stræber efter at opfylde. De to principper kalder Habermas hhv. universaliseringsgrundsætningen21 (U) og den diskursetiske grundsætning22 (D). Hvor den første er målet, moralprincippet, er den anden proceduren til at nå dertil i et heterogent kommunikationsfællesskab som det menneskelige. (D) har altså, ifølge Habermas, ikke i sig selv noget moralsk indhold, men beskriver blot, hvad enhver specifik moralsk norm må kunne leve op til. Habermas opstiller i sin diskursetik, som også er en etik for diskursen – på trods af at han eksplicit forsøger at undgå det23 – alligevel en række indholdskrav til idealsituationens dialogdeltagere24. Disse krav er mere subtile end de krav, det 18. og det 19. århundredes borgerlige offentlighed stillede, men alligevel i overensstemmelse med flere af dem. For Habermas er grundlaget for en ideel dialogsituation, at der er "Kommunikationsbedingungen, unter denen sowohl das Recht auf universellen Zugang zum, wie das Recht auf chanchengleiche Teilnahme am Diskurs ohne eine noch so subtile und verschleierte Repression (und daher gleichmäßig) wahrgenommen werden können."25 Den herredømmefri kommunikation (uden nok så subtil eller tilsløret repression) forudsætter altså lighed, at "die Intention, jene allgemeinen Symmetriebedingungen zu rekonstruieren, die jeder kompetente Sprecher, sofern er überhaupt in eine Argumentation einzutreten meint, als hinreichend erfüllt voraussetzen muß"26, også virkelig er opfyldt. Man kan som Habermas argumentere for, at disse krav ikke er indholdskrav, ikke har moralsk indhold, men blot skaber en ramme for den moralske diskurs. Men det bliver nødvendigt et eller andet sted at trække grænsen for, hvem der kan deltage som ligeværdig dialogpartner. I den politiske borgerlige offentlighed blev den grænse trukket ved kvinder og besiddelsesløse, hvilket for os i dag er indlysende undertrykkelse af værdige deltagere i den moralske diskurs. Derfor trækker Habermas grænsen, hvor den for ham forekommer rimelig, dvs. hvor den tilsyneladende er uden moralsk indhold. Han bestemmer "den Kreis der potentiellen Teilnehmer im Sinne einer Inklusion ausnahmslos aller Subjekte, die über die Fähigkeit verfügen, an Argumentationen teilzunehmen."27 Hvis disse også skal være rationelle i Habermas' forstand, udelukkes i hvert fald børn, åndssvage og senile. Og i hvilken grad er u-dannede, analfabeter osv. egentlig i stand til at deltage i kommunikationen? Som disse problematiseringer antyder, kan det ikke lade sig gøre at trække en grænse for, hvem der bør deltage i den moralske diskurs, som ikke i en eller anden grad selv har et moralsk indhold. Hele vanskeligheden for Habermas, mener jeg, opstår i og med, at han tager udgangspunkt i en idealtilstand, der reducerer konstituerende træk ved en dialog bort. Det er netop konstituerende for dialoger, at deltagerne er forskellige og har deres særheder. Derfor er en ideal dialog snarere én, hvor dialogens deltagere accepterer forskelle og særheder – og tager hensyn til dem. En etisk diskurs forudsætter altså ikke ens eller ligestillede subjekter med lige muligheder. "Dialogen er brugen af sproget til at forstå, forklare og kritisere vores praxis"28, siger Jørgen Døør, der har opstillet en dialogetik, der tager udgangspunkt i, at mennesker er forskellige. Det sker i artiklen "Økologi & Moral. Tre principper for en demokratisk-økologisk kommunikationsform". Døørs mål med artiklen er at formulere tre diskursprincipper, som han "hævder er betingelser for enhver rationel diskurs". En sådan rationel diskurs handler om en praksis, som er fælles eller har betydning for dialogens deltagere. At diskursen er rationel, betyder, at den er fornuftig i den forstand, at den fører til en bedre praksis. Der er megen kommunikation, der ikke fører til en bedre praksis, ikke er rationel – og det kan ikke undgås, men vi har behov for også at føre rationelle dialoger, der kan føre til en bedre praksis. Derved får også de ikke-rationelle dialoger sundere kår – de bliver mindre stressende29. Døørs tre diskursprincipper forudsætter et nulte princip30, som pålægger dialogens parter at klarlægge, hvem der deltager (S1 og S2), og hvem der påvirkes (S3) af dialogen. Døørs første princip pålægger dialogparterne at få klarhed over, hvad de deler med med-modparten. Hvad er de fælles forudsætninger, hvad er de fælles mål og hvilke (biologiske, sociale og ideologiske) betingelser deler de, hvadenten de vil det eller ej. Det andet princip er modsat det første, idet det pålægger at finde frem til forskelle (der gør en forskel) i de forudsætninger og mål, som situationen aktualiserer. Forskellene skal gøre en forskel: Det skal være muligt at gøre noget ved dem i de handlinger, der følger efter for-handlingerne om det fælles og det forskellige. Her indfører jeg31 et supplement til det andet princip, som pålægger dialogens parter at komme til klarhed over særheder. Særhederne er de usammenlignelige (kvalititativt forskellige), som f.eks. køns- og alderskernemodsætningerne. Disse særheder handler det om at eksplicitere – men ikke om at ophæve (som nogle af forskellene skal i den moralske dialog). Som redskab til at komme til klarhed over væsentlige særheder fungerer den model over den sociale praksis' kernemodsætninger, Bang og Døør har udarbejdet, udmærket. Den sociale praksis' kernemodsætninger (som Bang og Døør også kalder de kulturelle kernemodsætninger) gør sig gældende ved menneskeligt samvær i vores kultur og tid. Disse kernemodsætninger kan forstås som en spørgeramme, der giver et praj om, hvor i en kommunikationssituation, der kan være betydende modsætninger mellem de implicerede. Kernemodsætningerne omfatter: race, alder, køn, klasse, autoritet, ideologi, by-land, kultur-natur.32 Men Bang og Døør har også opfattet privat-offentlig33 som kernemodsætning og Døør desuden indre-ydre og fjern-nærkommunikation.34 At disse tre kernemodsætninger er kommet til i senere formuleringer af Bang og Døørs teori, er næppe noget tilfælde. Det er til en vis grad alle tre (og specielt naturligvis den sidste) kernemodsætninger, som aktualiseres af IKT. Bang og Døør opstiller kernemodsætningerne i et tredimensionelt system af biologik, sociologik og ideologik, for at understrege, at alle kernemodsætninger determineres dialektisk af logikkerne og derfor også er indbyrdes dialektisk forbundne.35

Den sociale praksis' kernemodsætninger

I mit samliv med min kone og vores søn Rasmus deler vi mange basale livsbetingelser, som skal reproduceres på forskellig vis. Vi skal have mad på bordet, der skal gøres rent og vores søn skal have al den omsorg, et 3 måneder gammelt menneske har behov for. I den første tid lever min kone i et meget tæt, nærmest symbiotisk forhold med Rasmus, hvor jeg ikke kan overtage hendes plads. Jeg er en uerstattelig, men undværlig tredie. I vores fælles virke med det fælles mål, at Rasmus får en god start på livet (det deler vi, og det er vi forpligtet på i vores autoritetsforhold til Rasmus – hvis ikke vi tager vores autoritet alvorligt, dør han36), har vi altså meget forskellige roller, som primært skyldes vores særheder, som kvinde og mand, vores kønskernemodsætning. Vores kultur er patriarkalsk, og mænd har traditionelt kunnet (og kan stadig) unddrage sig et deltagende ansvar for børn, hvilket bl.a. kommer til udtryk i ideologikernemodsætningens udpegning af, at mænd naturligvis skal forsørge familien materielt, men ikke emotionelt-opdragende37. Når der opstår konflikter i min kones og mit forhold, f.eks. om hvor meget jeg kan leve et liv uden for hjemmet, med sport, studier og fest, skal vi, for at føre en rationel dialog om problemerne, være klar over, at vores dialoger får betydning for vores søn (hvorved vi har opfyldt nulte princip), og dernæst tage udgangspunkt i vores ligheder, forskelle og særheder. Det handler bl.a. om at vi skal komme til klarhed over vores dybt internaliserede patriarkalske ideologi, at vi skal formulere hvilke ansvar og opgaver, vi hver især bedst løser med de særheder, vores biologiske køn og de øvrige kernemodsætninger giver os osv. Med det formål at komme overens om en bedre praksis opstiller Døør et tredie princip, som han kalder eksperimentprincippet. For at følge det pålægger dialogens parter sig at forsøge at formulere de dybest mulige forandringer i parternes praksis, som er forenelige med en udvikling af situationen, som gør en forskel, og som parterne vil forpligte sig på. Når vi har formuleret vores patriarkalske ideologi, skal vi altså opstille eksperimenter, som kan føre til en praksis, der er mindre bestemt af en (for os at se irrationel) patriarkalsk ideologi. Her skal vi bl.a. tage udgangspunkt i, at det er min kone, som i den første tid lever i et symbiotisk forhold med vores søn. Derfor er det hendes grænser for, hvornår hun kan undvære mig, der bestemmer, hvorvidt jeg er borte. Ikke, som jeg ellers har været vant til, mine egne lyster. Der er altså på ingen måde tale om, at en herredømmefri diskurs ville være det ideelle i vores dialoger om Rasmus' gode liv. Men det ideelle er, at vi kan komme til klarhed over, hvordan herredømmeforholdene er og hvorfor, så vi kan få eksperimenteret os frem til en sundere praksis.

Lad os indplacere forskellige institutioner mv. i modellen.

Regeringen

Folketinget

Politi & Dømmende magt

Lego

Os nu, os hjemme, os i DSR eller i den lokale partiforening.

DSIO - og OB.

Hjerteforeningen

Greenpeace

Lars Bille

Kogalskab, Global opvarmning, Grundvandet

DR

TV2

Politiken

Berlusconi

Nationalbankdirektøren

Forskerne har fundet ud af, at...

CNN, Robert Murdoch.

-----

TV2:

Lotte Mejlhede, studievært

Om skattelettelser eller ej:

Pia Gjellerup - Statsrepr.

Kaare Skou - journalist (og politisk ekspert)

Ældre øldrikkere, ældre bowlere (borgere)

Gennemsnitsdanskeren (privatforbrug) do.

Skiløber (do.)

Hans Engel - politisk ekspert.

Hvad gør borgerne? De fornøjer sig. Men deltager ikke i debatten.

Lia Damen, stripper - en sag med iøjnefaldende fordele

Ejerlejligheder

Rige forældre (driver priserne i vejret)

Poul Erik Bech, statsaut. Ejendomsmægler, formand EDC - ekspert

Realkreditrådet

Jens Chr. Nielsen, Cheføkonom i BRF-kredit. - ekspert

Motorveje

Regeringen og de borgere - lovgiverne og politikere

Margrethe Auken, politiker

Kaj Ikast og Svend Heiselberg

Søren Kolstrup

Trafikministeren

Axel Jensen, gammel

Christiansborg vs. kommunen.

Gunver Jensen, socialudv.formand

Henrik Dam Kristensen, soc.minister

Willy Søvndal, Pia Kjæsgård

Borgmesteren.

Sociale nævn

Tre palæstinensere

Forsvarer

Udenrigsministeriet.

Opgave i grupper: Indsæt aktanter fra indslag om stress i modellen.

Inddeling i grupper

Der skal være 5 grupper. Opgaven er op til den enkelte gruppe. Rammen er et klassetrin.

² Se Habermas, 1996a, s. 70.

³ Se Habermas, 1996a, s. 70f.

⁴ Se Habermas, 1996a, s. 74.

⁵ Se Habermas, 1996a, s. 76.

⁶ Se Habermas, 1996a, s. 79ff.

⁷ Begrebet borgerlig er i denne betydning defineret negativt som dem, der ikke var adelige, bønder eller af lavere bystand (det, der siden blev til arbejderklassen). Også præsten på landet og forvalteren på det fyrstelige slot var borgere i denne betydning. Se Habermas, 1996a, s. 81, n. 54.

⁸ Se Habermas, 1996a, s. 81ff.

⁹ Habermas, 1996a, s. 89

¹⁰ Kernefamilien opstod sammen med den kapitalistiske samfundsformation. "Dieser [kernefamilien] ist der Ort einer psychologischen Emanzipation, die der politisch-ökonomischen entspricht. Obschon die Sphäre des Familienkreises sich selbst als unabhängig, als von allen gesellschaftlichen Bezügen losgelöst, als Bereich der reinen Menschlichkeit wahrhaben möchte, steht sie mit der Sphäre der Arbeit und des Wahrenverkehrs in einem Verhältnis der Abhängigkeit – noch das Bewußtsein der Unabhängigkeit läßt sich aus der tatsächlichen Abhängigkeit jenes intimen Bereichs von dem privaten des Marktes begreifen." Habermas, 1996a, s. 110.

¹¹ Se Habermas, 1996a, s. 86ff.

¹² Se Habermas, 1996a, s. 95ff.

¹³ Habermas, 1996a, s. 119f.

¹⁴ Se Habermas, 1996a, s. 121.

¹⁵ G. Guizot: Histoire des origines du gouvernement representatif en Europe. Bruxelles, 1851, II, s. 10f. Citeret efter Habermas, 1996a, s. 176.

¹⁶ Se Habermas, 1996a, 225f.

¹⁷ Habermas, 1996b, s. 28.

¹⁸ B. Manin, On Legitimacy and Political Deliberation. Political Theory, vol. 15. U.s., 1987, s. 351f. Citeret fra Habermas, 1996b, s. 38.

¹⁹ Habermas, 1996b, s. 39.

²⁰ For en argumentation for, at alle deltagere i dialoger forudsætter idealtilstandens dialogprincipper, det Habermas kalder universaliseringsgrundsætningen og den diskursetiske grundsætning, se Habermas, 1983, s. 93ff.

²¹ "– daß die Folgen und Nebenwirkungen, die sich jeweils aus ihrer allgemeinen Befolgung für die Befriedigung der Interessen eines jeden Einzelnen (voraussichtlich) ergeben, von allen Betroffenen akzeptiert (und den Auswirkugen der bekannten alternativen Regelungsmöglichkeiten vorgezogen) werden können." Habermas, 1983, s. 75f.

²² "– daß nur die Normen Geltung beanspruchen dürfen, die die Zustimmung aller Betroffenen als Teilnehmer eines praktischen Diskurses finden (oder finden könnten)." Habermas, 1983, s. 103.

²³ Se f.eks. Habermas, 1983, s. 113: "Sie [diskursetikken] gibt keine inhaltlichen Orientierungen an […]"

²⁴ Habermas mener ikke, at der i den virkelige verden kan være eller blive tale om en sådan idealsituation, blot at den fungerer som (stiltiende) forudsætning for alle praktiske diskursers deltagere: "Praktische Diskurse müssen sich ihre Inhalte geben lassen. Ohne den Horizont der Lebenswelt einer bestimmten sozialen Gruppe, und ohne Handlungskonflikte in einer bestimmten Situation, in der die Beteiligten die konsensuelle Regelung einer strittigen gesellschaftlichen Materie als ihre Aufgabe betrachteten, wäre es witzlos, einen praktischen Diskurs führen zu wollen." Habermas, 1983, s. 113.

²⁵ Habermas, 1983, s. 99.

²⁶ Habermas, 1983, s. 99.

²⁷ Habermas, 1983, s. 99.

²⁸ Døør, 1994b, s. 69.

²⁹ Døør anvender begrebet økologisk stress om "en tilstand, som fænomenologisk fremtræder som en sindsstemning, mood", og fortsætter: "En stresset tilværelse […] er udtryk for usunde forhold (reflekser) og en usund måde at forholde sig til forholdene på (refleksioner)." Døør, 1994b, s. 78.

³⁰ Tak til Sune Steffensen for at gøre mig opmærksom på dette princip, som han, Bang og Døør har udviklet i fællesskab.

³¹ Efter inspiration fra Jørgen Chr. Bang.

³² Se Bang og Døør: Sprogteori VII, 1995, s. 24. En grundig gennemgang af kernemodsætningerne findes i Døør, 1998, s. 65ff.

³³ Se Bang og Døør: Sprogteori VIII, 1995, s. 19.

³⁴ Se Døør, 1994a, s. 14.

³⁵ Kernemodsætningernes placering i koordinatsystemet har ingen betydning. Koordinatsystemet er alene medtegnet for at markere kernemodsætningernes dialektiske forbundethed med miljøet/konteksten.

³⁶ Se Døør, 1998, s. 86.

³⁷ Se Døør, 1998, s. 75f.