30.08.00
Mobning - et fælles ansvar!
Aktuelt bragte den 4/8 en artikel af Leo Grøndal, som er af
den opfattelse at folkeskolen er forældet og burde afskaffes, eftersom hans
erfaring med sine børn siger ham, at lærerne er for lidt opmærksomme på, at
mobning i skolen er et voldsomt stort problem. Grøndal mener endvidere, at
mobning er en direkte følge af lærernes manglende kompetence, og at en heldagsskole bestående af et team
af diverse lærere, håndværkere og pædagoger kan være løsningen på problemet.
Desværre er mobning en realitet i folkeskolen, men hvad kan
vi gøre ved det? Det nemmeste ville selvfølgelig være at skyde skylden på
lærerne og politikerne, som Grøndal der mener, at de ikke er deres opgave
voksen. Men Grøndal har løsningen på
mobningsproblemet, som de professionelle har ignoreret. Han vil indføre nytænkning i form af et bredt under-visningsteam, der skal være
ansvarlige og som prioriterer både det
faglige såvel som det praktiske. En
skoleform med plads til at eleverne søger grænser, fagligt og socialt og med
nærværende voksne, der sætter grænser, når børnene går for vidt. Men
spørgsmålet er om disse ansvarlige
lægfolk vil give større ballast og kompetence til at løse konflikter, end
lærerne er i stand til?
Heldagsskolen
Som udgangspunkt ville det være en stor hjælp for lærerne at
samarbejde med diverse andre pædagogisk ansvarlige omkring børnene i deres
dagligdag. Dette kunne være en af fordelene
ved en heldagsskole, hvor et tværfagligt samarbejde ville have bedre
rammer for at kunne fungere. Og samme skoleform, med flere voksne, ville også give større mulighed for at løse
de konflikter, som helt naturligt opstår. I praksis er det sådan, at
pædagoger i f.eks. SFO samarbejder med lærerne om børn, der
har problemer.
Åbenhed og
fælles ansvar
I det hypermoderne og selvcentrerede samfund, som vi lever
i, er individet sat i fokus, og selvstændighed og selvværd er blot to evner,
som er en nødvendighed for at kunne klare sig.
Skolen har derfor også et ansvar for at forme barnet, og give det en
ballast, så det bliver socialiseret i vores samfund, og det være sig både
socialt og fagligt. Samtidig må
målet være at give barnet et godt
selvværd, så det bliver i stand til at tage imod de udfordringer, som kommer i
livet. Det drejer sig derfor om at være med til at åbne muligheder således,
at barnet kan udvikle sig til et helt
menneske ud fra en pædagogisk og
psykologisk baggrund. Der skal skabes et bedre samarbejde mellem skolen og
hjemmet, og det er i ligeså høj grad forældrene, som må tage del i ansvaret for
børnenes trivsel i skolen. Hvis vi skal
mobning til livs, skal der en åben dialog i gang, og problemet skal anerkendes.
Måske en holdningsændring hos nogle forældre ville løse op for problemet?
Af:
lærerstuderende
Lone Lüchow Petersson,
Henrik Jeppesen
Marianne Nielsen
Betina Jørgensen