BØRNS TRIVSEL I FOLKESKOLEN
Danmark er midt i en økonomisk kulmination, hvilket
vil sige at vi er rigere end vi har været på noget tidspunkt i vores historie.
De officielle tal viser også at langt de fleste unge uddannelsesmæssigt klarer
sig godt. Men hvad er det så der gør, at tal også viser at hver femte barn ikke
bryder sig om at gå i skole? 40 procent er indenfor et vis omfang ensomme, idet
de ingen nære kammerater har. Hver tredje barn har ikke muligheden for at tale
fortroligt med en voksen, da hverken forældre eller lærere har mulighed for at
være der for dem[1]. Samtidigt
er det trist at kunne konstatere, at mange lærere sagtens kan se hvem der
skiller sig ud, men det bliver kun ved en konstatering i alt for mange
situationer.
For os ser det ud som om at størstedelen af
lærergrupperne på forhånd opgiver
adfærdsvanskelige børn, fordi der simpelthen hverken er tid eller overskud til
at tage hånd om problemerne i den almindelige folkeskole. Det er nemmere at
lukke øjnene og koncentrere sig om undervisningen, og springe over hvor gærdet
er lavest. Med det mener vi, at alt for mange børn bliver sendt på
specialskoler, fordi at det er det letteste. Men som undervisningsminister
Marianne Vestager udtaler sig: Jeg ser
en fare i tendensen til tidligt at sætte etiketter på barnet og satse på at
løse problemet ved at slå op i lægeleksikonet og finde standardbehandlingen
frem.[2]
Folkeskolen benytter sig alt for meget af nemme
løsninger. Vi bliver nødt til at tage problematikken op til overvejelse, i
stedet for at blive ved med at stemple 10 % af skolebørnene som problembørn.
For i sidste ende stempler vi for mange af dem rent psykisk, så de vil gå med
en opfattelse af at være dummere end gennemsnittet, hvilket kan resultere i en
uforståenhed samt bitterhed overfor det samfund de er en del af.
Det vi vil frem til er, om det ikke snart er på tide,
at man lader vær med at se på barnet som det enkeltstående problem, og i stedet
vender næsen mod forældrene og deres engagement i deres børn. Det er vigtigt
for et barn at have kontakt til voksne, og mærke en interesse samt en opbakning
fra hjemmet. Bekræftelse er et af nøgleordene, men desværre glemmer mor og far
det, når de kommer hjem fra en 9 timers lang arbejdsdag. Derfor er der som
tidligere nævnt også mange ensomme børn i den danske folkeskole. Vi mener
derfor, at det er vigtigt at lærerne samler op omkring problemet, og jævnligt
tager en personlig snak med den enkelte elev. Ofte er det nemmere at nå ind til
selve kernen, når man er på tomandshånd.
Derfor er det væsentligt at få inddraget forældrene i
børnenes hverdag på skolen, enten ved hjælp af arrangementer, eller ved i
samarbejde mellem skole og hjemmet at få lavet en handleplan for barnet, uden
at barnet gøres til et problem. Altså en slags skjult dagsorden.
I stedet for at sende børn til specialundervisning,
kunne det også være en mulighed, at læreren prøvede at udnytte de ressourcer
der forefindes i klassens boglige begavede børn. Her kunne det være godt at få
inddraget dem, som en slags hjælper overfor dem der halter bagefter. Det giver
noget andet, når man sidder med en kammerat på sin egen alder, som samtidigt
også bedre kan komme ned på ens niveau. Lærerens rolle er så at gå rundt mere
eller mindre passivt og følge op, og sørge for at alle parter får glæde af det:
De bogligt svage får mulighed for at lære mere under afslappede forhold, og
uden at skille sig ud fra resten af klassen, og de bogligt stærke får en
udfordring i og med at de nu skal prøve at lære stoffet fra sig. Dog er det
også vigtigt at rollerne vendes, så de børn der er knap så stærke til det
boglige, får lov til at prøve rollen som hjælper i fx de kreative fag. Det er
vigtigt med ligevægt. Samlet vil det ikke mindst give en bredere forståelse for
hinanden blandt eleverne, men også en ansvarsfølelse for andre mennesker.
Konklusionen er kort sagt et tættere samarbejde mellem elever, lærer og forældre.
Tony,
Britta, Kenneth & Mette; hold 1.05