De muslimske friskole bliver mere og mere eftertragtet. Men forhindrer de ikke integrationsprocessen. Tre lærerstuderende, som netop er startet på Odense Lærerseminarium har givet deres mening.
Integration – en svær proces
Mangel på arbejdskraft i den danske industri var årsagen til, at man i tresserne inviterede gæstearbejdere til landet. Krige rundt om i verden har siden bevirket, at tilstrømningen af indvandre og flygtninge har forandret det danske ansigt udadtil såvel som indadtil. Antallet af udlændinge er i dag oppe på 180.000, og heri er ikke iberegnet danske statsborgere med anden etnisk baggrund[1]. De udgør altså en væsentlig del af det danske samfund, hvilket har medført, at vi i dag står med en vigtig debat. Hvordan får man integreret disse mennesker på en måde, der vil være gavnlig for alle parter - samfundsmæssigt, kulturelt og menneskeligt.
Dette problem bliver ofte diskuteret under heftig debat i medierne og blandt i de enkelte borger i samfundet. Det danske samfund har ikke været i stand til at tackle disse vanskeligheder, der følger i kølvandet af integrationen.
Speciel andengenerationsinvandrerne føler en form for rodløshed. De er født og opvokset i Danmark, men opdraget med deres forældres kultur og livssyn, hvilket mange gange er modstridende med de danske værdier og normer. Denne mangel på identitet har medført, at udlændingene bosætter sig i samme områder i byerne, og for de unges vedkommende samler de sig i bander.
Disse tydelige grupperinger kan ligeledes ses i de muslimske friskoler, som skyder op flere steder i Danmark. Men vil de gavne integrationen?
Friskoler for eller imod
På Odense seminarium blev tre nystartede lærerstuderende – Vibeke Hüttmann, Michael Robert Vridstoft og Marlene Mosegaard - spurgt om, hvilke holdninger de har til denne aktuelle debat, da de allerede nu må tage stilling til, hvorledes man skal løse dem.
Michael blev spurgt om, hvad hans holdning er til de muslimske friskoler, og om han mener, de er til skade eller gavn. ”De muslimske friskoler er kommet for at blive” var hans første kommentar. ”Vi må acceptere, at invandrerforældrene skal have noget medindflydelse på undervisningen og derved også, hvordan de vil integreres[2]. Desuden har Danmark underskrevet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1952, hvor der står skrevet, at staten skal respektere forældrenes ret til at sikre sig, at uddannelse og undervisning sker i overensstemmelse med deres egen religiøse eller filosofiske overbevisning[3]”. Basen for integrationen bør være en styrkelse af deres identitet som dansk/muslimer, og det gøres bedst blandt ligestillede med hjælp fra undervisere, der kender deres baggrund, og forstår de problemer, de møder i deres dagligdag. Det handler ikke om, at integrationen skal fungere her og nu på samfundets præmisser, men de skal have en chance for at tilpasse sig på deres måde og finde deres plads i fremtidens samfund. Selvtillid er kodeordet, og det har folkeskolerne ikke kunne give dem, p.g.a. den manglende indsigt. Vores værdier som fællesskab kan jo ikke bruges til noget, når ingen af partnerne føler det.
Friskolernes undervisning bygger på en blanding af vores to kulturer. Det giver indvandrerne et andet syn på samfundet og nogle andre ideer, som kan gøre gavn for udviklingen.
Marlene lader til ikke at være enig med Michael og har op til flere gange rystet benægtende med hovedet.
Hun derimod har den holdning, at de muslimske friskoler ikke hjælper spor på integrationen af indvandrerne.
Friskolerne er medvirkende til, at børnene får en ensidig tankegang, fordi de kun omgås andre børn med samme kulturelle baggrund. Med disse grupperinger mener Marlene, at de ikke er rustet til at komme videre senere i livet blandt andet i gymnasiet og på arbejdsmarkedet. Desuden bør integrationen ikke kun være gavnlig for indvandrerne, men ligeledes for danske børn. Da dette måske vil være med til forebygge den stigende racisme og mobning i skolerne.
Defor håber hun, at flere og flere muslimer med tiden selv ønsker at gå på de danske folkeskoler. ”Jeg har dog ligeledes den holdning at, hvis dette skal opnås er det også nødvendigt, at folkeskolerne bliver ved med at følge med i samfundsudvikling og på denne måde nå et kompromis, der er til gavn for alle parter.
F.eks. er det vigtigt, at folkeskolen tager hensyn til de forskellige baggrunde, der er på en skole - da ikke alle kan begå sig under samme vilkår. Blandt andet badning efter idrætsundervisning er et problem for de muslimske børn, og dette er en debat, som har været meget oppe i medierne. De danske folkeskoler har nemlig det princip, at alle børn skal gå i bad efter idræt, men muslimer må i følge Koranens hellige skrifter ikke blotte deres kroppe i andres tilstedeværelse – er man så ikke for snæversynet i de danske folkeskoler? Dette er noget, som jeg synes burde løses snarest. Så megen debat over et problem der kan løses ved enten et badeforhæng eller separat bad”.
På visse punkter er Vibeke og Marlene enige, men Vibeke mener, at udviklingen går i den rigtige retning. I de områder i Danmark, hvor koncentrationen af indvandre er størst er skolerne i gang med at løse nogle af problemerne. ”Jeg tror, at det største problem for indvandrebørn er den rodløshed,