Vores samfund i dag er i høj grad anderledes
fra tidligere tider, ikke mindst hvad skolen angår.
Før i tiden var skolen en institution, som
alene stod for at indgyde eleverne faglig viden.
( Jvf. Pædagogik- Teori i praksis s. 28-29 Hans Jørgen Kristensen ) I dag er dette ikke længere
tilfældet.
Debatten om folkeskolen som dannelses og
opdragende institution er præget af et væld af synspunkter. De fleste har jo en
mening om uddannelse og opdragelse. Men hvem vil påtage sig ansvaret for
opdragelsen af fremtidens børn?
I folkeskolen kommer eleverne med vidt
forskellige forudsætninger, og de har ikke alle de samme muligheder. Det er
ikke ligegyldigt, om man er dreng eller pige, det er ikke ligegyldigt, hvor man
bor, hvilket erhverv, hvilken uddannelse eller indtægt forældrene har.
Eleven møder med forventninger, og skal leve
op til forventninger i omgivelserne. Eleverne har forskellige interesser og
evner, de har forskellige kundskaber og færdigheder og forskellige
livserfaringer, og alene af disse grunde, mener vi, at det er vigtigt at
opfatte eleverne som enkeltindivider og ikke som en flok, der blot kan udsættes
for de samme påvirkninger. Men for at undervisningen kan fungere optimalt ved
skolestart, er det nødvendigt, at barnet besidder visse færdigheder på en måde,
så det er alderssvarende med sine kammerater. Det være sig evnen til at høre
efter, til at fordybe sig i ting og til på harmonisk vis at kunne indgå i et
fællesskab med klassekammeraterne. Disse er færdigheder som, vi mener, barnet
ikke kan besidde, hvis ikke forældrene har hjulpet det dertil.
Men hvad er folkeskolens opgaver, når det
gælder opdragelsen af fremtidens børn?
Ser man rent juridisk på opgaven, kan man
læse i folkeskoleloven:
”Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene, at give eleverne
mulighed for at tilegne sig kundskaber, færdigheder, arbejdsformer og
udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs alsidige udvikling.”
( Pædagogik- Teori i praksis s. 34 Hans Jørgen Kristensen)
Men hvad er folkeskolens opdragelsessyn? Et
væsentligt problem for folkeskolen, vurderer vi, er en nøjere præcisering af ”lærerens
funktion” inden for rammerne af opdragelse. Skal læreren i så vid udstrækning
som overhovedet muligt lade barnet være i fred, og lade det selv opdage og
styre sin egen verden? Mange pædagogiske ideer går på, at barnet har ret til at
udvikle sig efter egen natur. Det skal ikke presses ind i og formes efter de
livsmønstre, som gælder i de voksnes verden.
I dagens Danmark, hvor opdragelsens vigtigste
mål er, at barnet i sit eget liv lærer at tage et medansvar, bør folkeskolen og
forældrene da ikke også?
Samfundets ændringer
Hvis man sammenligner tidligere tiders skole
med skolen i dag, vil man utvivlsomt se, at en radikal ændring har fundet sted.
For at forstå dette, må man se på den historiske udvikling både i hjemmet og i
samfundet. Før i tiden var skoledagene ikke så lange som i dag. Skoletiden
strakte sig heller ikke over så mange år som nu. Selve indholdet i
undervisningen har også ændret sig væsentligt.
Ser vi tilbage på skolen i 50´erne, synes vi,
at skolen og dermed lærerens vigtigste opgave var, at indgyde eleverne faglig
viden. Dengang havde begreber som moral og etik ikke deres plads i lærerens
undervisning på samme måde, som de har i dag. Det var forældrenes opgave at
opdrage i disse retninger.
Men tiderne ændrer sig. Kvindernes plads på
arbejdsmarkedet medfører, at børnene må opholde sig i institutioner gennem en
stor del af deres dag. Allerede fra spæd oplever individet i dagens Danmark at
blive anbragt i vuggestue. Herefter venter børnehave og børnehaveklasse og
dernæst skolen, samt videregående uddannelse.
Folkeskolens opdragelsessyn.
Egentlig mener vi, at en præcisering af
folkeskolens opdragelsessyn forståeligt nok er vanskelig at sætte i rammer, da
samfundet i disse tider ændrer sig hurtigere og hurtigere. Derved ændres også
vilkårene for de mennesker, som lever i samfundet, ikke mindst børnene.
I dagens Danmark er skoledagene blevet
længere og netop derfor, er det ikke længere tilstrækkeligt, for folkeskolen,
kun at lære barnet at læse og regne. Andre aspekter, som ligger langt fra den
faglige lærdom, skal drages ind i en skolesammenhæng, og dermed i folkeskolens
opdragelsessyn. Det være sig aspekter som social kompetence. Altså at kunne
indgå i et fællesskab og en sammenhæng med andre mennesker, og at respektere
disse mennesker trods forskelligheder i meninger, holdninger, baggrunde mv.
Børn skal derudover lære at blive selvstændige individer med egne meninger og
holdninger. Ansvarlighed overfor sig selv og andre er også yderst vigtigt.
Naturligvis skal det faglige ikke glemmes, ej
heller sættes til side som en mindre vigtig del af skoledagen. Når alt kommer
til alt er det jo det faglige, der falder os på sinde, når vi hører begrebet
skole. Men der hvor vi synes, at folkeskolens opdragelsessyn bør / tør gøre sig
gældende, er i den daglige undervisningssituation. Man kan jo vanskeligt
forestille sig en undervisning, der ikke indeholder en vis opdragende
indflydelse over for eleven, hvad enten en sådan virkning er tilsigtet eller
ej.
Er opdragelsens vigtigste mål medansvar?
Som nævnt tidligere er opdragelsens vigtigste
mål, at barnet i sit eget liv lærer at tage et medansvar. Vores spørgsmål
lyder; Bør folkeskole og forældre da ikke også? Man kan spørge sig selv, om det
er blevet lettere at være forældre, når skolen i dag påtager sig så stor en del
i dannelsen og opdragelsen af børnene? Umiddelbart mener vi, at dette ikke gør
sig gældende. Forældrene bør have lige så stor, ja endda større pligt til, at
opdrage deres børn end skolen. Vi mener, at det skal være en balancegang og et
samarbejde mellem forældre, skole og andre institutionelle opdragere, såsom børnehaver,
fritidsklubber mv. Børn i dag har hårdt brug for voksne, som kan lære dem,
hvordan man tager vare på sig selv i samspil med andre. Børn har brug for at
lære, at ansvaret består i, at tilliden ikke må svigtes, eller misbruges over
for den magtesløse.
(Jvf. Poul Breindahl: “ Hvad skal vi opdrage til?” s. 102 - 103 “ Hvem bærer
ansvaret?”)
Hvis størstedelen af ansvaret for opdragelsen
af nutidens børn bliver lagt på institutioner, frygter vi frembringelsen af et,
om man så må sige, “masseprodukt”. En generation opdraget til at have ens
holdninger, ens moralbegreber, ja så at sige ens personligheder, uden at dette
resultat var, hvad samfundet ønskede. For naturligvis skal skolen så vidt
muligt søge at give den enkelte elev, hvad han / hun har behov for. Men dette
er en uoverskuelig opgave uden forældrenes hjælp. Her ser vi vigtigheden af et
professionelt samarbejde mellem skole og forældre. Et samarbejde mellem skolen
og hjemmene er en af forudsætningerne for, at skolen kan leve op til sit formål. (Se Folkeskoleloven)
Der hvor vi helt klart mener, at folkeskolen
lever op til sit medansvar i opdragelsen af fremtidens børn, er i det
samarbejde med forældrene, som folkeskoleloven ligger op til.
I dagens folkeskole finder
samarbejdet mellem skolerne og forældrene sted på tre niveauer:
- Om den enkelte elevs skolegang
- Om livet i den enkelte klasse
- Om det sociale samvær
·
Lærerne skal oplyse forældrene om, hvordan deres
barn klarer sig skolemæssigt, gennem ”skole-hjem-samtalen”
·
Derudover er der mulighed for et hjemmebesøg, hvor
lærerne kan tale med forældrene på forældrenes hjemmebane.
·
Der skal ydermere foretages et klasseforældremøde,
hvor de deltagende er alle forældre og lærere, der i fællesskab drøfter
opdragelse og undervisning.
”Kravene til
samarbejdet må være, at det er gensidigt forpligtende, at de to parter
definerer og fordeler eventuelle arbejdsopgaver. Med hensyn til forpligtelsen
så er det helt klart en reel forpligtelse for skolens personale, mens det for
forældrene er en formel forpligtelse, idet de har ret til at forvente et
samarbejde, men ikke har pligt til at deltage i det.” (Jvf. Opslagsbog om
opdragelse. Ole Varming, Poul Thomsen, Søs Bayer og Anna Poulsen s. 157 – 160).
Skal barnet selv have lov til at opdrage og
styre sin verden?
Når vi nu er kommet
frem til, at opdragelsen af nutidens børn skal ske i et samarbejde mellem
forældrene på den ene side og skolen på den anden, kan man spørge sig selv,
hvordan opdragelsen skal se ud? Skal det være en fri opdragelse, hvor barnet så
at sige opdager sig selv og verden uden indgriben fra hverken forældre eller
lærere? Eller skal det være en opdragelse, som fast styrer børnene i den
retning, opdragerne ønsker det skal gå?
Mange forældre har
svært ved, at sætte sig igennem overfor deres børn. Børn bliver taget med på
råd, hvor det før i tiden var alene forældrenes beslutning. Som også artiklen
af Louise Stigsgaard (“Al magt til de uartige”) beretter om, bliver
nutidens børn serviceret af deres frustrerede forældre. Børnene bliver spurgt:
“Hvad har du lyst til i denne situation?” Det fremgår på den ene side, som
værende en god ting, fordi børnene herigennem lærer, at deres meninger har
relevans, og at de ikke blot skal rette sig blindt efter andre. Men på den
anden side er problematikken sådan, at børnene meget vel kan gå hen at udvikle
sig til små egocentrikere, der alene tænker på, hvad de selv har lyst til i den
givne situation.
Katrine har i sin
tid som medhjælper i en børnehave oplevet forældre i afhentningssituationen
spørge deres barn: “Vil du med hjem nu?” hvorefter barnet svarede: ”Nej”, fordi
det var midt i en god leg. Forældrene stod tilbage og vidste ikke rigtigt, hvad
de nu skulle stille op. Situationen endte som regel med, at forældrene efter
længere diskussion med deres barn skar igennem og sagde: “Nu skal vi hjem”.
Hvorefter barnet skreg op i protest. Dette, mener vi, er en meget forvirrende
og urimelig situation at blive sat i for et barn. Først at have et valg og
dernæst at blive det frataget. Det havde været nemmere, hvis forældrene fra
starten havde meddelt deres barn, at nu var dagen i børnehaven til ende.
Med dette mener vi
ikke, at en fast og styret opdragelse er bedre end en fri, hvor børnene bliver
stillet overfor egne valg. Også her skal en kompromisløsning findes. Det er
sundt, at få lov til at udvikle sin selvstændighed gennem egne individuelle
valg, men det er også sundt, at have en voksen, som er stærk og fast i sin
opdragelse bag sig. En opdrager, som tør tage konfrontationer op, uden blot at
vælge den nemme løsning, at lade barnet få sin vilje. Det mener vi kan nås ved
en form for disciplin og ved faste rammer, som må være det bedste for et
barn. (”Her er jeg! Hvem er du?” Jesper Juul).
Så, er det ansvar eller service børnene skal
lære?
Da vores forældre
var børn, var det ofte sådan, at børn forventedes at udfylde en række pligter i
hjemmet, som en slags tak for forældrenes kærlighed og opdragelse. ”Dette er
ikke et pensionat”, var forældres typiske bemærkning til de utaknemmelige børn,
der ikke ville påtage sig de praktiske pligter og gøremål, som deres forældre
anså for passende.
I dag griber
forældre sagen modsat an, idet de i vid udstrækning ”varter” deres børn op.
Frustrationen stiger i takt med børnenes urimelige og ofte absurde krav.
Forældrene er frustrerede og udmattede, og børnene blev mere og mere asociale
og ulidelige at være sammen med. Kort fortalt små tyranner! Forældrene kommer
derfor naturligt nok til den konklusion, at “husfreden” klares ved, at børnene
får, hvad de har mest lyst til, når dette overhovedet er muligt. Det er en måde
at give kærlighed og omsorg til børnene på. Vi mener, det hverken virker
kærligt eller omsorgsfuldt. Det er, som så meget andet i børneopdragelsens
historie, blot “kærligt ment” fra forældrenes side.
Vi synes, at
dialogen i høj grad mangler mellem børn og forældre i dag, hvis børnenes ”lyst”
bliver forældrenes eneste rettesnor. Børnene bliver forsømte, og udvekslingen i
forældrenes ”lyst-service” bliver bevidst optrappet i takt med børnenes umættede
krav om kærlighed og omsorg. Det har de jo lært af deres forældre! Denne
”lyst-service”, som ses i visse familiers opdragelsesform, har efter vores
overbevisning ingen plads hverken i skolen eller i samfundet generelt.
Tør / Bør folkeskolen tage ansvar for
opdragelsen af fremtidens børn?
Ser vi nærmere på
folkeskolens opgave i forhold til opdragelsen af fremtidens børn, mener
vi, folkeskolen måske i lige så høj
grad, bør anvende begrebet dannelse.
Ordet “dannelse”
kan umiddelbart virke lidt gammeldags, og måske give nogle forkerte
associationer i retning af regler for god opførsel, eller i retning af
tidligere tiders klassiske dannelse.
Dannelsesbegrebet,
i folkeskolens sammenhæng i dag, kan forstås meget bredt. Med det mener vi, at
der dels er tale om indsigt i en række forhold, som vedrører børns individuelle
opvækst, og dels om holdninger til disse forhold, og et ansvar for anvendelse
af den opnåede indsigt. Dette betyder, at dannelse kan afgrænses i forhold til
undervisning, idet vi forstår undervisning som formidling af bestemte
kundskaber og færdigheder. Igennem en uddannelse lærer man, at udføre bestemte
handlinger, men der kræves ikke, at man behøver at forholde sig til disse. Vi
mener, det dannede menneske skal besidde kriterier for, hvad der er rigtigt og
forkert. Folkeskolen bør give fremtidens børn en uddannelse, som giver mulighed
for tilpasning i vores demokratiske samfund, hvor dannelse indgår som et
naturligt samspil heri.
Dannelsesbegrebet
angiver også, hvad opdrageren er ansvarlig overfor. Da dannelsesbegrebet
angiver den pædagogiske relation mellem menneske og samfund, indbefatter
begrebet både individualitet og social kompetence. Herved bliver opdragerens
ansvar dobbelt, opdrageren er ansvarlig både i forhold til eleven og til
samfundet. Vi påvirkes gennem hele livet, og dannelse er derfor en proces. En
uddannelse kan gøres færdig, men man bliver aldrig færdig med dannelse.
Hvori består den ”rigtige” opdragelse?
Vi fødes alle med et
utal af muligheder og begrænsninger. Dette er vores arv. Hvorledes disse
muligheder udnyttes, og hvorledes der kompenseres for vores begrænsninger,
bestemmes af påvirkninger i miljøet. Dette kalder vi til daglig opdragelse, og
opdrageren må, hvad enten det er forældre eller skole, forholde sig til, hvad
resultatet af denne påvirkning skal være.
Vi mener, at
forældrene altid har hovedansvaret for deres børns opdragelse, og derfor er en
af forældrenes vigtigste opgaver, at ruste deres børn til en god skolestart.
Efter barnets skolestart konkluderer vi, at målet for opdragelse af fremtidens
børn bør ligge i tæt samarbejde mellem forældre og folkeskole. Barnet bør
indføres i en social sammenhæng i skolen og samfundet. Det vil betyde, at
barnet får tilegnet sig bestemte kundskaber, færdigheder og holdninger, og
derved bliver de rustet til at fungere i et globalt samfund. Selvfølgelig kan
man fungere socialt på mange forskellige måder, og forskellige individer har
brug for forskellige kundskaber og færdigheder. Derfor har vi fundet frem til,
at målet for opdragelsen aldrig vil være entydigt bestemt, og i ethvert samfund
vil der til stadighed foregå en debat om, hvori den rigtige opdragelse består.
Endnu vanskeligere
mener vi, at det bliver, når vi skal opdrage børnene til en fremtid, som ingen
kender. Jo hurtigere samfundet udvikler sig, des stærkere føles dette problem.
Imidlertid må vi ikke glemme, at vi også selv er med til, at forberede denne
fremtid gennem opdragelsen af vor tids børn og unge.
Vi synes, at der
altid bør være en nær sammenhæng mellem skole og samfund, og opdragelsen vil
almindeligvis tjene til bevarelse af fundamentale træk ved samfundet. Vi kan
derfor se en afspejling af samfundet i skolen. F.eks. kræver det postmoderne
samfund en række kundskaber og færdigheder på højt niveau, og dette afspejles i
de unges lange uddannelsesforløb.
Opdragelse sigter
ikke som tidligere alene mod arbejde og erhvervsliv. Den kommende generation må
også forberedes til, at leve som borgere i et demokratisk samfund. De skal være
i stand til at udfylde deres fritid på en positiv måde, de skal kunne fungere i
en familiestruktur. Kort sagt, kunne få det bedst mulige ud af deres liv, hvad
det så vil sige.