Kan lærere og forældre samarbejde?!

Man kan næsten ikke åbne en avis i disse dage, uden at der er et indlæg omkring folkeskolen og særligt omkring forholdet mellem lærere og forældre. Det er nok en naturlig følge af, at forældrene i forbindelse med den ændrede skolelov har fået mere indflydelse på skolerne. I de forskellige aviser finder man både lærere, som kritiserer forældre for at ville blande sig for meget i undervisningen, og forældre, som kritiserer lærere for ikke at ville indrage dem omkring planlægningen af undervisningsforløbet. Men hvad er det rigtige? Hvis man da kan tale om, at der er en løsning, der er det den rigtige?

For at forsøge at forstå de forskellige synspunkter kan man prøve at tage parternes ’briller’ på. Det giver selvfølgelig et sort og hvidt billede, men kan være med til at anskueliggøre situationen.

Man kunne prøve først at tage lærerens ”briller” på. Læreruddannelsen har gjort ham kompetent, både fagligt og pædagogisk, til at kunne undervise børnene. Han mener måske ikke, at forældrene har den samme baggrund som han for at kunne vurdere undervisningsformen og indholdet. Han forventer vel nok, at forældrene har tillid til ham som lærer og tror på, at de beslutninger, han tager, er de mest rigtige. Han kommer derved til at opfatte forældrenes forslag og kommentarer som et udtryk for mistillid eller måske ligefrem et direkte fjendtligt angreb på ham som underviser.

Det kan se helt anderledes ud gennem forældres ’briller’. Nogle forældre vil måske opfatte ovennævnte lærer som en overlegen person, der ikke er åben over for forslag. Han virker måske som én, der ikke er meget for at afgive den magt, hans lærerrolle giver ham. Forældrene føler derved, at de ikke bliver hørt og bliver sikkert endnu mere kritiske, end de var. Forældrene vil helt naturligt føle sig magtesløse og netop derfor fremstå fjendtlige i deres forsøg på dialog med læreren.

Nu er disse synspunkter sat ekstremt op, men er der ikke en tendens til, at nogle indlæg i aviserne afspejler ekstreme holdninger? Som f.eks. i Jylland Posten tirsdag den 3. august 1999, hvor Per Schultz skriver i sit indlæg ”Forældrekrav knækker folkeskolen”: ”Nogle har nærmest lagt hele barnets karriereforløbtil til rette allerede ved skolestart.”. I samme udgave af Jyllands Posten i artiklen ”Det nødvendige fælles ansvar” bliver Hanne Hansen citeret for, at hun er… ”så glad for skolebørnenes bagland, at hun gerne ville se noget mere til det. Også i klasseværelset. Ifølge læreren burde flere skoler give plads til, at forældrene kunne deltage i undervisningen”.

Glemmer man ikke børnene i disse indlæg, for det er jo børnenes liv og fremtid, det drejer sig om?

Nogle gange kan man få det indtryk, at det mest er lærernes og forældrenes behov, der bliver dækket, og man glemmer børnenes behov for selvudvikling. Forældrene bliver så optaget af deres egne ambitioner på barnets vegne, at de glemmer at tage hensyn til barnets ønsker.

Er det ikke også folkeskolens opgave at gøre børnene til individuelle mennesker, som kan fungere i et fælleskab. Og kan det lade sig gøre med forældrene som tilskuere? Vil man ikke som barn føle sig hæmmet af forældrenes ’beskyttelse’ i klasseværelset. Er det ikke at svække på tilliden til det enkelte barns evne til selv at tage en beslutning? Man skal naturligvis ikke overse vigtigheden af lærer-forældresamarbejdet. Som det sidste af forældreorganisationen ”Skole og samfunds” fem bud siger: ”Husk at det handler om børnene. Hvis du ikke selv er 100 procent tilfreds med noget, gør det ikke så meget, hvis bare børnene er glade”.

Men hvordan er denne problematik om forældreindflydelse opstået? Før i tiden havde man ikke de samme problemer. Man havde respekt for læreren og skolen. Læreren var i høj grad en autoritet lige som f.eks. lægen og præsten var det. I dag kan læreren og skolen ikke uden videre regne med at forældrene på forhånd har respekt. Borgerne har ikke den samme respekt for en samfundsinstitution bare på grund af dens status. Selvfølgelig har langt de fleste forældre respekt for de enkelte lærere, men de har det dog ikke på forhånd. Man kan sige, at lærerne skal gøre sig fortjent til den respekt. De har den ikke bare i kraft af deres stilling, men opnår den, hvis forældrene mærker, at de gør et godt og engageret stykke arbejde både fagligt og pædagogisk.

Spørgsmålet er så, om man kan opnå den samme respekt, selvom man ikke lader forældrene få indflydelse? Om man vil det eller ej, så tror jeg det ikke. Mange af nutidens forældre er veluddannede og er vant til at have medbestemmelse. De er jo fra den samme folkeskole, hvor man gang på gang er blevet opfordret til at være selvstændige, tage stilling, vurdere og være kritiske. Det er på den måde naturligt for forældrene at forholde sig kritisk til folkeskolen.

Desuden prioriterer nutidens forældre deres børn meget højt. De vil gerne ruste børnene bedst muligt til de enorme krav, der stilles i nutidens samfund, og samtidig give dem en god og tryg barndom med udfordringer i hverdagen. Man kan mene, at nutidens forældre har en tendens til at fokusere for meget på deres eget barns behov, så barnet får en opfattelse af, at man kan tillade sig altid kun at tænke på sig selv og glemmer, at man i folkeskolen er en del af et fælleskab. Får man ikke på den måde en samling små egoister i sit klasseværelse?

Måske skal man som lærer prøve at erkende, at man ikke kan nå igennem til børnene udelukkende ved at være fagligt dygtig eller være særligt socialt eller pædagogisk begavet. Forældrene har en helt anden indgangsvinkel til deres barn, som man ikke kan konkurrere med ligegyldigt, hvor dygtig man er. Forældrene er jo dem, der kender deres børn allerbedst. De kender deres personlighed og deres behov bedre end nogen anden. Så derfor skulle det jo være naturligt at samarbejde med forældrene, så man kan vurdere det enkelte barn, som der jo også lægges op til i den nye skolelov.

Målet må være at finde den berømte ’gyldne middelvej’. Jeg tror dog heller ikke, at der er mange lærere, som konsekvent nægter at tage imod forslag fra børnenes forældre, som beskrevet ovenfor. Derfor er der nok heller ikke mange forældre, der opfører sig direkte fjendtlig over for skolen. Men jeg tror dog, at der er en lille smule modvilje blandt mange lærere mod at lade forældre få alt for megen indflydelse, og jeg tror, at det i bund og grund er et udtryk for en frygt for måske at føle sig mindre værd som lærer. Og måske også en frygt for at føle sig overvåget. Det ville da også virke unødvendigt at have forældrene med i klassen, mens der undervises, som Lone Ryg Olsen efterlyser i sin artikel i ”Jyllands Posten”, tirsdag den 3. august 1999. Andre mener, at forældrene ligefrem skulle kunne ”knække” folkeskolen med deres evige krav og det pres, de lægger på skolerne.

Hvis man skulle kunne finde en middelvej, kommer man ikke udenom begrebet ’dialog’. Man er nødt til at komme overens forældre og lærere imellem, så man kan finde en ordning, alle kan leve med. Dette kan vel sagtens være forskelligt fra skole til skole, endda fra klasse til klasse. Det gælder om at være fleksible for begge parter, og det gælder om at skabe tryghed.

Tryghed og gensidig tillid bliver derfor nøgleordene i denne sammenhæng, for begge parter kan nemt komme til at opfatte forslag til ændringer som en kritik af den måde, tingene hidtil har kørt på.

Læreren er, som nævnt tidligere, uddannet til at undervise børnene. Forældrene har ganske enkelt ikke det samme grundlag, men de har så et andet, som måske kan vægtes lige så højt som lærerens. Derfor skal forældrene ikke blande sig i tilrettelæggelsen af selve undervisningen, men kan komme med deres synspunkter og deres forslag til emner, der kan tages op eller tilgodeses.

Man kan sige, at lærerne er lige så afhængige af forældrene, som forældrene er afhængige af lærerne.