Imellem mennesker/2.05/13-09-00/bu

Konklusioner fra 1. modul

Fortællere

Umiddelbart indgår fortællerne i et kassesystem, så Sverre er den eksplicitte fortæller, Tøger og Ikona fortalt af ham, Jann/Jaina af dem og alle de øvrige af Sverre, Tøger og Ikona og Jann/Jaina:

Hvorvidt det er en model, der passer fra start til slut er tvivlsomt. Måske fortæller de alle hinanden - så Sverres fortælling er en af de mulige fortællinger om at fortælle menneskene. Måske kunne Jann/Jaina have fortalt den samme historie - bare fra et andet synspunkt.

Fortælling

Som det fremgår af ovenstående er fortælling et centralt tema i At fortælle menneskene. En af pointerne er, at alle fortæller alle - og ført ud på vores verden: At vi fortæller hinanden, at det betyder noget, hvad vi fortæller om hinanden. Og at når først en historie er fortalt lever den videre i lytteren og i hans eller hendes viderefortælling. Således fortæller Ikona videre på Tøgers historier - hun skaber sammenhæng i hans løsrevne historier.

Modernisme, postmodernisme - og Svend Åge Madsen

Efterhånden som gud døde (slagordet 'Gud er død' (fra omkring 1880) skyldes den tyske filosof Friedrich Nietzsche - og betyder, at stadig flere sår tvivl om guds eksistens - hvorved han betyder stadig mindre i vores verden - han dør) begyndte forfatterne at beskæftige sig med spørgsmålet om hvad meningen så var. Hvorfor er vi her - er der nogen grund til det - og hvis der ikke er - hvad er så meningen med livet - kan vi finde den. Sådanne forfattere kaldes modernister og perioden de skriver i for modernismen.

Modernismen har sin storhedstid fra omkring 1930'erne (måske før, måske senere alt efter hvem man spøger) til engang i 60'erne eller 70'erne.

Nogle modernister (Hans Jørgen Nielsen - og en overgang Svend Åge Madsen) finder løsningen i den såkaldte attituderelativisme - vi er den rolle - attitude - vi spiller/har nu og her - når vi er i skole kan vi spille en person - når vi er hjemme kan vi spille en anden.

Ud af modernismen vokser i 80'erne og 90'erne en filosofisk og litterær retning (også i andre kunstarter findes en sådan retning), der kaldes postmodernisme. Den har meget til fælles med attituderelativismen. Det er vores vilkår, at der ikke er nogen mening - de store fortællinger er døde, så du må vi selv fortælle vores historier, som vi finder for godt, forfølge vores egne projekter, realisere os selv, spille vores roller. Den postmodernistiske litteratur tematiserer ofte at den er litteratur: "Vera winkelvir. Hun er her når hun taler. Hun er her ikke når hun ikke taler." skriver Kirsten Hammann - og det handler en stor del af bogen så om, at Vera er opfundet - skrift, død når ikke hun siger noget.

Er Svend Åge Madsen postmodernist? Nej, ikke helt igennem, siger jeg. Hans eksperimenter med formen - at fortælleren hele tiden skifter, at han selv indgår i sin fiktion osv. kan tages til indtægt for det synspunkt at han er postmodernist - men:

- Der er en del holdning til verden, moral om man vil i At fortælle menneskene - jf. teknologikritikken.

- Der er omtale af meningsløsheden - og det almindelige svar: at råbe højere, drikke og feste mere larmende, overdøve meningsløsheden - mens bogens svar er en igangsættelse af en evighedsmaskine der er en miniudgave af et økosystem, hvori kærlighedsfrugterne Benjamin og Anica rejser sig - og måske skaber den nye verden?

Ikona - "de tomme pladser"

Ikona er et ikon på læseren. Hun hører en historie og fylder ud, så den får mening og sammenhæng for hende. Med hendes forudsætninger.

Denne opfattelse af læseren falder godt i tråd med receptionsteoriens (fx Bo Steffensen) beskrivelser. De taler om at der i teksten er 'tomme pladser', som læseren fylder ud med sine erfaringer og forestillinger.

Tid

Her er mine antydninger af betydningen af Tøgers nevø Tobias' forudsigelse: Når jordemoren og bedemandens forhold bærer frugt, så hænger tiden igen sammen.

- Jaina gentager det samme igen og igen - tiden står stille, hendes liv udvikler sig ikke

- Da Jaina får fortalt om Janns gamle skoleforelskelse, der gjorde at han blev kvinde, begynder tiden igen at bevæge sig - men i spring. - Bemærk at Janns ur kun gik når han tænkte på Viveca.

- Jaina har nu afklaret sit forhold til sin fortid - men mangler stadig fremtiden.

- Det er denne fremtid, der afklares, når Jaina finder kærligheden. Så går tiden ikke bare planløst hen (i spring) - men stille og roligt og afklaret. Så kan Jaina læse bogen om fremtiden...