Weblog

Hej Camilla

Tak for dit svar - det glæder mig at du deler interessen for dette utroligt interessante emne.

Jeg mener ikke at man ikke skal have fokus på stavning og undervise i det. Jeg mener at man skal undervise i det som led i andre relevante spørgsmål. Problemet med kontekstfri staveundervisning er, blandt andet, at man forestiller sig at man kan fylde små korrekt stavede ord eller regler for hvordan ord staves, ind i hovedet på børn, og så ligger de ellers klar der til senere brug. Sådan fungerer hjernen bare ikke, den økonomiserer med kræfterne, så hvis noget er svært og der ikke er umiddelbar gevinst ved det, så glemmes det hurtigt.

Jeg har et par studerende - Mette Bak Bjerregaard og Dorthe Mølgaard Mathiasen hedder de - som har skrevet en rigtig spændende opgave om stavning, Dorthe arbejder videre i sit speciale på samme spørgsmål. De påpeger en række væsentlige faktorer som forudsætning for god stavning.

For det første skal man have hvad de kalder stavefornemmelse. Dvs. at man skal kunne opdage når et ord er stavet forkert, eller når man er ved at stave et ord man ikke er sikker på stavningen af. Så første opgave ifht. nutids-r-fejl er, at eleverne overhovedet ved at der kan være et problem med den slags ord. Hvordan udvikler arbejde med grammatik og løsrevet stavning denne fornemmelse? Det tror jeg ikke den gør, men det gør erfaringer med egen stavning - dvs. skrivning hvor man på et tidspunkt har fokus på om man har stavet korrekt. (Og igen: Lad denne proces være en integreret, men velafgrænset del af skrivning - altså sig: Først skriver I jeres tekst, og derefter læser I og vi korrektur - sådan foregår skrivning "ude i virkeligheden" - og sådan får eleverne erfaring med at skrive noget uden hele tiden at blive bremset af korrekthedsspørgsmålet).

Det næste er så at finde ud af at stave et ord korrekt. Her er der flere måder. En af dem er at huske tommelfingerregler. I tilfældet med nutids-r er der ikke brug for at kende til grammatik eller ordklasser (som jeg nu nok vil mene at man kan have glæde af at kende i andre sammenhænge, men det er et andet spørgsmål). En tommelfingerregel for nutids-r - eller rettere: "For de ord som jeg ikke kan huske skal være med eller uden -r", er: Prøv at sige "sidde" eller "hoppe" i stedet for ordet. Der kan man nemlig høre om der skal være -r på.

Et andet eksempel. Min søn sad og skrev en saga i går. Han skulle skrive varulvebid. Er det i et eller to ord? Her er der to mulige tommelfingerregler. Den ene er: Hvordan siger du det? "varulvebid" eller "varulve bid". Den anden er: Kan du bøje det sidste ord? Så er det i et ord: "varulvebiddet".  

En meget typisk type stavefejl (jeg lærte det først nogenlunde da jeg skrev ph.d.-afhandling) er ved adverbier og præpositioner: "Jeg gik indenfor", men "jeg gik inden for afmærkningen". Jeg kender ikke den grammatiske distinktion - hvem mon gør det? Men jeg har simpelthen lært: Hvis der kommer "noget efter" (dvs. hvis præpositionen har en styrelse), så skal det være i to ord, også selv om det der "kommer efter" står foran: "Jeg var glad for afmærkningen som jeg gik inden for" (sikken et eksempel!). Igen er der tale om en tommelfingerregel - og først og fremmest skal man opdage at der overhovedet kan være en fejl.

En anden strategi er at spørge en ven. En tredje er at slå op i en ordbog. En fjerde er at køre stavekontrol. Og så videre.

I øvrigt har Mette og Dorthe udviklet det, de kalder pragmatisk stavekompetence. Og heri indgår også den meget væsentlige afvejning af hvor væsentligt det er at stave korrekt i en given situation. Fx er det væsentligt hvis man som lærer skriver breve hjem til forældrene - og derfor vil en del af kompetencen være at få en kollega til at læse korrektur. Men hvis man skal skrive en e-mail til en kollega, så er det vigtigt, men ikke så vigtigt at man ikke bare skal se at få mailen sendt af sted (i to ord, selv om jeg ville have skrevet det i ét - tak, stavekontrold :-)).

Så ud med diktaterne - slaveordene som min kone kalder det, for det lærer eleverne nærmest ingenting af (enten kan de ordene i forvejen og får 0 fejl og spilder tiden, ellers kan de dem ikke og spilder tiden med at øve dem og måske kunne dem, men have glemt dem, når de skal bruge dem på et senere tidspunkt). Og ind med skrivning og så gælder det ellers om at få eleverne til at arbejde med stavning og være opmærksom på den som led i deres skrivning. "Teachable moments" som det kaldes på engelsk, Mette og Dorthe oversætter det vist med "begrundede læringsøjeblikke".

I øvrigt arbejder jeg sammen med et par lærere i KOMPIS-projektet som valgte helt at undlade staveord og diktat - efter godt et år tog de en diktat. Og deres elever var lige så gode som - eller faktisk bedre end - eleverne i de andre klasser på skolen... Prøv det!

Spørgsmålet om grammatik hører overhovedet ikke hjemme i denne sammenhæng, for det er færre end få, der kan omsætte en abstrakt beskrivelse af et komplekst fænomen til en praktisk handling på få sekunder. Men det hører hjemme i andre sammenhænge. Det er en anden sag (som jeg har skrevet om her).

Og igen - tak fordi du tog dig tid til at skrive!

DPU blev en del af Århus Universitet for et par år siden. Nu har der været en længere proces om at skabe fremtidens universitet... suk. En uges tid før påske blev det klart at en stor gruppe af mine kolleger inden for medier og it skal flyttes til Århus. Nedenfor er hvad jeg skrev og sendte til Folketingets Uddannelsesudvalg. Jeg har fået nogle svar, og brevet indgår nu i spørgsmål til Undervisningsministeren og i samråd. Så må vi se hvad der sker...

I dag kom personalechefen rundt tilkontorerne på Forskningsprogram for Medier og it i læringsperspektivpå Danmarks Pædagogiske Universitetskole (DPU) ved ÅrhusUniversitet, Emdrup Campus (København). Han bankede på ogafleverede et brev eller meddelte at der ikke var noget brev ataflevere. I brevene blev modtageren varslet om at de skulle skiftearbejdssted og -opgaver. For det er nu ud fra strategiskeovervejelser besluttet at styrke it-forskningen på ÅrhusUniversitet ved at nedlægge den del af den der foregår i relationtil forskningen i folkeskolens fag og områder. Nu skal der fokus på”universitets- og ungdomsuddannelsernes pædagogik, samt it” –som det nye center mundret hedder..

Jeg har et ben i den fagdidaktiskeforskning og derfor var jeg en af dem der ikke fik et brev, så jegburde være glad. Men det er jeg ikke. For de fleste af mine kollegerinden for den it- og medie-didaktiske forskning skal nu flytte vækfra DPU og væk fra forskningen i relation til folkeskolen. Det ermeget frustrerende for dem det er gået direkte ud over, fordi deikke er enige i, at de vil gøre større nytte og kunne udfolde deresfulde potentiale i den nye strategiske satsning, fordi deresindvendinger er blevet overhørt, og fordi de ikke brænder for dennye strategiske satsning. Det er også frustrerende for mig fordi jegmister den tætte relation til mine kolleger og sparringspartnere somhar sat mig i stand til at bidrage i udviklingen af den it- ogmediedidaktiske forskning i relation til danskfaget og de andrehumanistiske fag. Men det er et særlig alvorligt problem for dendanske folkeskole for der er i den grad brug for at der forskes ihvordan it og medier indgår i skolens praksis – både hvordan denhar indflydelse på den måde skolen organiseres på, hvordancomputerteknologier muliggør andre former for interaktion mellemelever og lærere og hvordan fagene kan integrere it- ogmedieperspektiver i deres praksis. Nu er størstedelen af de forskereder har bidraget væsentligt og nyskabende til denne forskning ogudvikling – nationalt såvel som internationalt – sat til atarbejde med andre opgaver. Hvilke ved de ikke, for det er slet ikkeklart hvad den nye ”strategiske satsning” går ud på.

Vi lever i en tid hvor der er megenpolitisk og didaktisk uenighed om hvor folkeskolen skal bevæge sighen pædagogisk og fagligt. Men én ting er der udbredt enighed om:It skal integreres mere gennemført i folkeskolens praksis, og det erblevet stadig mere klart at denne integration må ske gennemudvikling af skolefagenes praksis, pædagogiske tilgange ogundervisningsmetoder. Mange af mine kolleger har været med til atfostre, nære og fremme denne forståelse. Nu skal de så til at lavenoget andet... Tilbage står vi fire mere fagdidaktiske forskere derhar arbejdet sammen med de 8-9 kolleger der har haft andre afgørendevæsentlige perspektiver på it i skolens fag og praksis. Vi firestår nu alene med opgaven med at forske i hvordan vi kan indarbejdeit- og medie-didaktiske forståelser i de store og kompleksefænomener som skolens faglige undervisning er. Det bliver ikkelettere! Man må håbe at professionshøjskolerne og de andreuniversiteter forstår at kende deres besøgelsestid og opprioritererområdet, så det der er tabt på Århus Universitet, kan genvindesog nyskabes i mere fremsynede organisationer.

Vi, der kender til området og som vedhvad det er for en forskning der er foregået og er brug for indenfor det it- og medie-didaktiske område i relation til folkeskolensfag, har naturligvis forsøgt at formidle denne viden og at informerebeslutningstagerne om hvad deres beslutning ville betyde. Der erstillet spørgsmål til bevæggrunde og der er gjort forsøg på atkvalificere de beslutninger der er taget. Men oplevelsen har været,at beslutningen var taget og at argumenter ikke blev hørt,blev besvaret delvis eller blev omtolket så de i virkelighedenunderstøttede beslutningen. Det har været en frustrerende proces atvære i.

Skaden er sket, og vi kan gå tilbagetil vores hverdag og forsøge at få det bedste ud af det, eller vikan tage de konsekvenser vi finder bedst. Men før vi gør det, børvi overveje hvad årsagen er til at en så hovedløs beslutning erblevet taget.

Først en meget kort historiskbaggrund. DPU blev i 2008 indfusioneret i Århus Universitet som etled i den daværende videnskabsministers projekt med at skabe størreenheder, mens der sideløbende var en proces med omlægning afuniversitetsloven der lægger rammerne for ledelsen afuniversiteterne. Bevægelsen har de seneste 10 år været væk fradet kollegiale demokrati hvor kollegerne valgte ledere fra sin midte,mod en såkaldt stærk og professionel ledelse. Den nye rektor vedÅrhus Universitet igangsatte i sommeren 2010 en proces der handledeom at skabe større enheder også internt på universitetet og om atskabe en enstrenget og stærk ledelse i og mellem disse storeenheder. Han kaldte det ”den faglige udviklingsproces” (og ja,fra min stol ligner det ikke en udviklingsproces, men endestruktionsproces). Målet var givet på forhånd: Store enheder ogstærke ledelser. Men han blev ved med at pointere at det skam var enhelt åben proces - ”ikke et papir er holdt hemmeligt” blev hanved med at sige i sin afsluttende præsentation hvori hanpræsenterede et flot og let overskueligt organisationsdiagram medfire ellipser og nogle streger på tværs. Processen var åben, menrammerne var lagt og beslutningerne blev taget, uanset atargumenterne for andre beslutninger var bedre. Det er moderneledelse.

I processen fra nedlæggelsen (eller ”overflytningen”) afForskningsprogram for Medier og it i læringsperspektiv blevannonceret, til i dag hvor den er eksekveret, var der som sagt etutal af personer og grupper der argumenterede for detuhensigtsmæssige i denne beslutning. Men ikke et komma er ændret.En stærk ledelse kan jo ikke tage fejl, så hvis den havde ændretpå sin beslutning ville den have været svag. Og en svag ledelse erikke en stærk ledelse...

Hvad har vi omdannet universiteternetil? De var engang en ret løs ramme om et rodet sammensurium afmeget forskelligartede aktiviteter holdt sammen af nogle fællesgrundforståelser om at søge sandheden, udvide horisonterne,grundlægge rationelle forandringer og kæmpe om den bedsteforståelse af verden. Ja, det var noget rod, og ja, der foregikmange mærkelige ting. Nogle af dem måske endda uproduktive – dervar nogle gange langt fra forskning til faktura. Men livet er andetend faktura og menneskers liv og samliv er ikke altid ligevelordnede. Universiteterne var på mange måder organiskorganiserede på godt og ondt. Nu er den stærke, centraliserede,enstrengede og hierarkiske ledelse endelig etableret. Og den kan tagebeslutninger. Strategiske beslutninger. Ganske som i den militærekommandostruktur den er kalkeret over. Spørger manorganisationsteoretikerne og virksomhedsledelsesforskerne på ÅrhusUniversitet vil denne ledelsesform næppe være den første de pegerpå som fremtidens ledelsesform for organisationer og virksomheder.Men universitetet går jo foran?

Jeg var til skolebogmesse i Århus i går som medfølgende ægtefælle til Trine som skulle sidde i den Røde Stol og tale om sit forfatterskab. Den del var en ren fornøjelse!   (jeg er ved at redigere en video fra samtalen - så den kan sikkert ses på hendes hjemmeside senere på ugen). Det var der også andre ting der var. Fx mødte jeg rigtig mange af de gode mennesker som jeg har lært at kende rundt omkring i kursus-, udviklings- og uddannelsesmiljøerne i Danmark.

Hvad der til gengæld var nedslående, var store dele af udbuddet på skolebogmessen (vent, giv ikke op! Til sidst i blogindlægget vil du se at der er håb forude - fra uventet (?) kant).

Da jeg havde gået rundt en stund, gik det op for mig at der var et overvældende overopbud af traditionelle undervisningsmaterialer. Og her tænker jeg ikke på computerteknologi over for bog (for jeg deler ikke opfattelsen af at bog er traditionel og it er utraditionel), men i didaktisk forstand. Der var så mange testmaterialer, træningsopgavematerialer, it-systemer til test og kontrol og lærerens overvågning, stavetræning, lydret meningsløs læsning osv. at jeg virkelig blev overrasket. Tænk sig at det virkelig er det, der sælger. Meget af det "nye" og smarte it handlede jo selvfølgelig netop om det. Hvor nyskabende: Man kan sætte eleverne til at arbejde med opgaverne og så kan læreren se på sin egen computer om de har forstået noget af det hele. Eller endnu vildere: Man kan lave et interaktivt gulvtæppe hvor eleverne kan lave quizzer, eller tænk sig: Man kan trykke på en følsom (?) skærm og lave grammatikøvelser... Hvor er det skønt!?!

Jeg besluttede mig for at se om min fornemmelse bare var overfølsomhed - så jeg gik rundt til alle de stande jeg kunne finde, og spurgte efter pjecer eller andet materiale som jeg kunne få med. Så kunne jeg i ro og mag undersøge hvad jeg fik med i posen (en sød dame fra EU-information gav mig en kraftig EU-stofpose, det var kram!) når jeg kom hjem.

Nu har jeg lagt det hele ud på spisebordet - og det ser således ud:

Den midterste del foran er reklamer for testmaterialer.  

Det er mange små kommercielle virksomheder der står for hovedparten. Det er materialer med som På banen (som er til interaktive tavler...), Abacus og Pirana med matematiktræning, Forlaget Åløkke med Grammar and punctuation-træning, læringsstilsmaterialer om indskudsreglen og "netopgaver" til biologi, geografi, fysik/kemi osv. - så eleverne kan blive klar til de elektroniske prøver - eller bare øve sig så læreren kan følge med i hvor gode de er. Der er virkelig meget af denne slags materialer, også hos de store forlag som havde hyldemeter af stavetrænings-, regnings- og læs og forstå-materialer, og det er tydeligvis folk som har fundet en måde at tjene penge på. Men hvad lærer de børnene, de lærere der bruger disse materialer? Ikke ret meget fornuftigt, og rigtig meget skidt. Øv!

Ude til højre ligger pjecerne om ny teknologi.  

Der er virkelig salg i interaktive tavler. Dejligt at der endelig er fundet et marked inden for folkeskoleverdnen som kan tiltrække mange store it-virksomheder (det var meget tydeligt at disse sælgere ikke var vant til dress-coden i skoleverdnen med deres billige jakkesæt og stramme slips). Bare synd at det er hardware der sælges og den software der tænkes brugt med hardwaren er... af træningsopgave-typen. Ret skal være ret: Der er også nogle pjecer fra de store forlag om online-udgaver af nogle af deres lærebogssystemer og læsebøger, og der er en avis fra Mikro Værkstedet der ikke kun producerer træningsopgaveprogrammer. Og så er der "indlæringsmåtter"! Ja, ja, de ved vel ikke bedre, dem der laver den slags.

Midt i for oven ligger kataloger fra de store forlag.

Det er fx reklame for nogle af de storsælgende systemer som Fandango og Vild med dansk. Men også det nye - og synes jeg meget lovende - dansksystem: Plot, er der blevet plads til store annoncer for. Det er indiskutabelt nødvendigt at der er gode undervisningssystemer, og derfor er det godt at forlagene bliver ved med at udvikle og promovere disse, særlig når genren nytænkes som Plot er et udtryk for. Men det er tankevækkende så lidt nyt der kommer fra den front i øvrigt.

Noget nytænkende og spændende ligger til gengæld nede i venstre hjørne.

Egentlig er det nok ikke nyt, men det viser en strømning som måske er på vej til at vokse sig større. Det er fx ULF's forsøg på samling af alle off-school-undervisningstilbud i Øst- hhv. Midt-nordjylland, det er tekster om ulandsliv fra Danida, det er en oversigt over skuespil- og musical-tilbud, det er undervisningsmaterialer til tv- og spillefilm udviklet med støtte fra AVM (CopyDan), det er læsebogsforlag, og det er folkekirken... tænk sig: Tre forskellige stande havde udgangspunkt i kirken... De har penge nok til deres indoktrinering (nå, ja, den skulle lige ud mellem sidebenene). Og der er anskuelsesmaterialer i form af tilbud om at låne udstillinger fx af fremmede kulturer - til frit at røre ved og bruge i skolen. Men altså alt i alt: Der er mange som stiller indhold til rådighed for skolen. Noget man kan lære noget af at vide, og noget man kan lære noget igennem at bruge.

Og så er vi fremme ved fremtidshåbet - øverst til venstre: Meningsfuld undervisning.

Indhold kombineret med progressiv metodetænkning. Det er alt fra et dilemmaspil om flygtninge i EU (EU-information havde en meget velassorteret bod med mange spændende materialer), det er Folketingets alsidige tilbud om erfaring med de politiske processer, det er mulighed for ekskursioner og samarbejde med landbruget og Kattegatcentret, det er FDB's materialer til støtte af elevaktivt arbejde med klimaet, madlavning osv. Og allerbedst: Det er Young Enterprise's tilbud om innovations- og entreprenørskabsundervisning og Fritidsrådets mange tilbud om understøttelse af innovation til løsning af klimaforandringsudfordringerne.

Jeg havde en god snak med Eigil Larsen fra Friluftsrådet - tidligere lærer og cand. pæd. i biologi. Der lå nogle rigtig gode tanker bag de projekter de havde sat i gang. De har en sag og de har en pædagogisk vision med deres arbejde. Dem skal jeg til at holde øje med!

Og pointen er: De rigtig interessante nyskabelser kommer ikke fra de små kommercielle forlag og heller ikke fra de store. De kommer fra foreninger og virksomheder som har noget på hjerte og som kan tænke progressive pædagogiske tanker. Det er tankevækkende!

Hvis man tager skolebogmessens tilbud som udtryk for hvad der foregår i skolen, så var det en nedslående dag. Spørgsmålet er nu: Hvornår er det materialer af den art som Friluftsrådet og Young Enterprise udvikler, der kommer til at sælge... Altså: Hvornår begynder det et blive hverdag i skolen at arbejde meningsfuldt i stedet for slaveagtigt?

Jeg holdt et oplæg for lærerne på Rosengårdskolen (mine børns skole) i dag om det jeg kalder den entreprenante skole (se slides her). Tanken er at undervisningen skal sætte eleverne i (evt. simulerede) autentiske situationer hvor de fx samarbejder med en virksomhed om at spare på strømmen, hjælper en forening med at få flere medlemmer eller producerer en avis om et aktuelt emne.

Jeg havde et forslag til hvordan en skole som Rosengårdskolen kunne komme i gang med at arbejde på denne måde; ideen består i at afsætte fx fire uger på et år til entreprenant undervisning. Jeg tænkte at det på en gang ville være en konkret og synlig ændring - og overkommeligt. Og det gør jeg sådan set stadig...

Men skolelederen havde hvad der kunne være en endnu bedre ide. Han sagde: Når der i overbygningen er 6-8 timers dansk, så afsætter vi to af dem til "kernedansk" - læsning af litteratur, fokus på grammatik (det kan vi vel ikke helt undgå) osv. Resten er timer som kan bruges i tværfaglige samarbejder med de andre fag. Så i en periode er disse timer knyttet op på et samarbejde med fysik/kemi hvor eleverne i disse timer arbejder med Future City eller Dragssag Melved, mens de i en anden periode er knyttet til historie, hvor eleverne arbejder med at skrive en lærebog om skolens tidligste historie i Danmark, en lærebog som skal læses af en yngre klasse.

Det synes jeg var en interessant tanke...

Katrine Winkel Holm siger i Information sidste mandag om DRs nye rolle i kulturkampen der nu toner rent flag som korstog:

»Det er en markering af, at i det her land har vi en folkekirke, og et flertal af danskerne er medlem af den luthersk-evangeliske kirke. Jeg synes, det ville være diskrimination, hvis man i lighedens navn ikke måtte markere det. Vi skal ikke gå multikulturalistisk amok, men i stedet markere, at vi har en kristen kultur, vi kan være stolte af,«

Og måske har hun en pointe? Der er så mange medlemmer af kirken, at folk jo må mene noget med det. Eller hvad? Alle I, der af en eller anden traditions-romantisk grund stadig er medlem af foreningen: I er med til at gøre religionen - også i denne ekstremistiske form - stueren. Det er den ikke længere. Den er et kampvåben i kampen mod alt fremmed. Jeg synes I skal gøre jeres stilling op: Er I med Katrine Winkel Holm, eller vil I gøre noget for at vinde kirken tilbage til de bløde, ufarlige 'humanistiske' rækker? Eller bedre endnu: Vikle jer ud af dette overtroiske spin(d)?

Nu er det gået for vidt! DR skal nu ifølge Politiken ikke blot formidle "den danske kulturarv" - hvad det end er, men er nu forpligtet på "formidlingen af den kristne kulturarv".

Hvad fanden ligner det at jeg og mine børn skal indoktrineres med kristent sludder og forløjet overtro fordi nogle selvgode og hadefulde fundamentalister har fået lov at placere sig i centrum af det danske demokrati? Hvornår er det blevet kutyme i vores engang så frisindede land at påtvinge andre sin barnlige forestilling om at der findes noget så idiotisk som en "gud"? Indtil nu har jeg forsøgt at acceptere at der findes et mentalt efterslæb, en lidt grinagtig dyrkelse af traditionens forsøg på forklaring af den mærkværdige verden. Men nu er det nok.

Vi må skride til kulturkamp mod religiøs fordummelse af det offentlige rum!

Jeg har været involveret i en speget sag om ansættelse af ny skoleleder på mine børns skole (se fx artikel og indslag her og her og vedhæftede sagsresume). Sagen drejer sig om mange ting (herunder en utroligt ringe kommunal sagsbehandling) - men jeg tror det mest karakteristiske er at den er eksemplarisk for en centralistisk bevægelse som vi ser på rigtig mange offentlige områder for tiden. Den centrale embedsmand mente at han med sin viden om skolelederne og skolerne i Odense kunne sige hvilke ledere der ville passe til hvilke skoler. Det faldt ham ikke ind, at der måske var viden som han ikke besad, og som kunne have kvalificeret hans beslutning. Som et gammelt ordsprog sarkastisk siger: Den Gud giver embede, giver han forstand.

Men hele vores demokratiske, kapitalistiske og delvis liberale samfund er netop bygget på en forestilling om at der ikke findes én sandhed som kan udregnes ét sted fra. Det kapitalistiske marked er på mange måder genialt ,fordi det netop flytter intelligensen ud tæt på beslutningerne. Hvis der er brug for en vare - eller kan skabes en efterspørgsel for den - så produceres den fordi der er nogen der opdager behovet eller kan skabe det. Problemet i den "videnskabelige" marxismes højborg, Sovjet, var netop at centralt placerede bureaukrater troede de kunne beregne behov alle steder i systemet. 5-årsplanerne var og er den centralistiske bureaukrats drømmeledelsesinstrument.

Det er ikke bare i Odense Kommune man ser genkomsten af den i egen selvforståelse guddommeligt indsigtsfulde bureaukrat, det er på rigtig mange områder. Ønsket om at skabe gigantiske universiteter er et eksempel på samme tendens. Hvis ikke lederene på disse megainstitutioner har stor ydmyghed over for deres opgave, så kan de meget let komme til at beslutte oprettelse og nedlæggelse af enheder ude i organisationen på baggrund af en viden der forekommer dem tilstrækkelig, men i praksis er kontraproduktiv.

Et andet område hvor tendensen måske er endnu tydeligere er på evalueringsområdet og udliciteringsområdet. Det lyder jo rigtig fint at man vil evaluere de produktioner fx af velfærdsydelser, der finder sted - udliciteret eller ej. Men forudsætningen for en sådan evaluering er for det første at den ideelle praksis er beskrevet og for det andet målbarhed. Men i samme øjeblik man begynder at formulere idealer i målbare termer, risikerer man at bortskære alt det der faktisk gjorde produktet noget værd.   Med en lettere omskrevet analogi kan man sige, at selv om det værdifulde ligger fint og glimter på stien, så vælger man at gå hen under gadelygten og lede efter det man vil måle. Hvis nu de, der beskriver den ideelle praksis, og evaluatorerne var uendeligt vidende, ville det måske kunne gå, men de er netop bureaukrater for hvem verden ser ud på en given måde.

Man kan undre sig over at der på den ene side råbes op om frie markeder og såkaldt liberalisering af den offentlige sektor, og på den anden side sker en fuldstændig modsatrettet bevægelse mod centrum. Det geniale ved det frie marked er jo netop at beslutningerne er distribuerede. En gordisk knude? Eller skulle vi måske bare erkende at den offentlige sektor ikke kan metaforiseres som et frit marked, men at der er udviklet et fremragende styringsværktøj til den slags produktioner som den offentlige sektor yder - nemlig det demokratiske?

Min gode ven Joachim har gjort mig opmærksom på den meget væsentlige forening Den Republikanske Grundlovsbevægelse - en forening til afskaffelse af monarkiet og revision af grundloven så den kommer i overensstemmelse med det samfund vi faktisk lever i - hvor der findes partier, hvor gud ikke deles af alle og hvor ingen længere tror på at den Glückberske familie har blåt blod i årerne. Se denne interessante Kronik af Ole Thyssen med samme budskab.

Jeg har længe gået med tanker om at oprette et website: www.udafmonarkiet.dk hvor man kan melde sig ud af monarkiet og overlade det til resten af befolkningen at ligge og rode med det der kongelige. Dem om det - lidt ligesom folk også må selv om hvilken overtro de vil bekende sig til. Men indtil videre har jeg ikke selv taget skridtet, og selv om mange har syntes ideen var god, har ingen andre heller gjort det der skulle til for at gøre det muligt at melde sig ud af monarkiet. Så som plaster på såret kan man jo passende melde sig ind i Den Republikanske Grundlovsbevægelse - og det har jeg så gjort.

Tak Joachim!

Har lige udfyldt et spørgeskema om den bibliometriske forskningsindikator som er en forholdsvis ny måde at opgøre forskningskvalitet på. Der er udpeget en lang række tidsskrifter - overvejende engelsksprogede, men også nogle danske - som giver 1 eller 2 points. Så handler det ellers om for universiteterne, dvs. forskerne, om at få optaget publikationer i disse tidsskrifter. Det er der en lang række problemer ved. Som afslutning på spørgeskemaet blev jeg spurgt om jeg havde noget at sige om indikatoren - og det fik mig til at formulere følgende tre problemstillinger - hver for sig meget alvorlige, til sammen dybt problematiske:

Den bibliometriske forskningsindikator er med til at gøre forskningen konservativ fordi nye tidsskrifter med anderledes tilgange ikke er optaget på listen - og da det derfor er uhensigtsmæssigt at publicere i dem, vil de have meget svært ved at trænge igennem.

Den bibliometriske forskningsindikators fokus på udenlandske tidsskrifter betyder at vores forskning bliver stadig mindre tilgængelig på dansk og at den i stadig højere grad ikke beskæftiger sig med specifikt danske forhold.

Den bibliometriske forskningsindikator betyder at vi i stadig mindre grad interesserer os for at formidle vores forskning i "nær"-videnskabelige sammenhænge - fx i danske tidsskrifter rettet mod højtuddannede praktikere (i mit tilfælde tidsskrifter rettet mod læreruddannere, lærere og lærerstuderende).

Evaluering måler ikke bare - den forandrer også. I dette tilfælde meget uhensigtsmæssigt.

Har lige set en fremragende fransk film med det sigende navn: "Klassen". Francois er klasselærer og fransklærer for 8. klasse. Vi følger ham og klassen fra sommerferie til sommerferie. Filmen virker meget dokumentarisk, men er det ikke. Instruktøren baserer den på en bog der hedder "Entre les murs" - "Indenfor murerne". Jeg har læst at instruktøren lavede en et år lang forberedelse sammen med skuespillerne hvor de improviserede og på den måde sammen udviklede filmen.

Under alle omstændigheder får man i den grad oplevelsen af at være inde i en virkelig klasse - på godt og ondt. Francois virker som om han ønsker at være en god lærer der har et godt forhold til sine elever, han forsøger at få sine elever til at lære noget, han forsøger at forklare og at inddrage elevernes erfaringer. Men det går galt - faktisk uhyggelig galt. Man sidder måske endda tilbage med en fornemmelse af at han alligevel ikke ville gøre det der skulle til - illustreret ved den elev der til sidst i filmen kommer hen til ham og siger: "Jeg har ikke lært noget i år, og det har alle de andre". Det er meget smertefuldt - jeg vil undlade at sige mere, for I skal jo selv have glæden. Se den gratis på www.filmstriben.dk.

Det slog mig hvor let læreren kom til at gøre grin med eleverne når de forsøgte at svare på hans spørgsmål. Når de åbnede sig mod ham - fx ved at svare på hans spørgsmål om hvad det vil sige at være flov, så kom han meget nemt til at udnytte det ved at stille "dumme" spørgsmål som betød at eleverne som ikke havde ordet i deres magt, kom til at sige ting de ikke skulle have sagt - for de kunne udnyttes af de andre elever i de indbyrdes kampe om at være hip eller nørd. Ofte gjorde han også - venligt og kammeratligt - grin med dem, men det forekom mig at det virkede langt stærkere på dem end han opdagede som lærer. Det er i den grad ikke nogen let rolle at have at være lærer med ansvaret for de sociale strukturer blandt 25 mennesker.