Weblog

Er ved at skrive en artikel til KvaN om mediedidaktik - dette mærkværdige fænomen... Og så bliver jeg igen opmærksom på hvor problematisk det er at ordet er så uklart -   selv (eller nogen gange får jeg fornemmelsen af at det er særlig) for dem der kalder sig medieforskere. Se fx på denne indledning til et call for papers til et tidsskrift:

Hvad betyder medier her? Først betyder det de   konkret manifesterede teknologier/platforme som anvendes til kommunikation. Og så vælger forfatteren at citere Luhman som siger at alt vi ved, ved vi gennem medier. I en fortolkning ville mediebegrebet her betyde: Aviser og tv. Men det er ikke det Luhman mener - det er at kommunikation altid foregår gennem medier - medium betyder: Det der er imellem. Kommunikation uden medier er umulig.

Men se - det er jo noget helt andet end de it-baserede medier som forfatteren har henvist til i første del. Han henviser til teknologier (og, ak, tekster) og kalder det medier.

Så er det noget vrøvl at sige at medier i dag er alle steder - for det er pr definition (altså luhmans (og min for den sags skyld) sådan at medier altid er der hvor der er mennesker der kommunikerer...

Forfatteren til introduktionen til et call for papers til et "medie"-tidsskrift ved ikke at han ikke ved hvad han taler om! Sikke en fattig videnskab, medievidenskaben...

Den første omgang Future City er gennemløbet - og i den forbindelse har der været en del gode omtaler - fx vedhæftede artikel i Politiken - det fede ved artiklen (ud over at journalisten formår at præsentere et komplekst projekt rigtig indsigtsfuldt) er at den viser hvordan læreren har tænkt med projektet - og har haft eleverne med ude i den virkelige verden og set på forbrændingsanlæg, rensningsanlæg og hørt om   kommunens havvindmølle mm. Tak til lærer Bastian Kuke Larsen!

Jeg hører gode anmeldelser af Future City rundt omkring - og nu også på hjemmesiden Undervisere (som er en af Folkeskolens websider):

Har det seneste halve års tid arbejdet sammen med Foreningen af Rådgivende Ingeniører og nogle gode folk på at udvikle en platform til naturfagsundervisningen i 7.-10. klasse. Den er nu gået i luften på www.futurecity.dk.

Den har allerede ramt avissiderne ;-) - se bare her i Lokalavis Dagbladet Ringsted:

Piger: Vi laver meget mere

De ældste klasser 7., 8. og 9., arbejder med et helt nyudviklet computerprogram "Future City". De skal blandt andet finde energirigtige løsninger for de eksisterende huse ... Det hele har gjort oplevelsen meget realistisk for eleverne.

"Jeg laver meget mere, end jeg plejer", siger en af pigerne. ...

"Man tænker over tingene og over det, man laver", siger en anden

Pigerne er ved at finde ud af, hvor meget energi, der mistes når strøm transporteres over længere afstand. Det sker ved hjælp af en pære, der skal lyse og en lang kobbertråd. De har det tydeligvis sjovt.

"Det er en fed måde at arbejde på. Meget bedre end i bøgerne, man lærer mere, når man har siddet med det i hænderne", konstaterer pigerne, inden de fortsætter med deres forsøg.

Det er god læsning :-)

DRs TV-Avisen er fyldt med røde lejesvende. Tænk bare på:

Uffe Ellemand, Venstre

Bjørn Elmquist, Venstre

Connie Hedegaard, Konservative

Morten Løkkegård, Venstre

Bent Stuckert, Venstre

Paula Larrain, Konservative

Poul F. Hansen, Venstre

Og flere endnu...

Da jeg researchede til dette indlæg fandt jeg ud af at jeg ikke er den første der har gjort denne iagttagelse... Se bare en sjov (og bekymrende) artikel fra 2007 af Lone Kühlman i Information. Der er flere personer end dem jeg nævner ovenfor.

Og så gjorde Otto Ludwig opmærksom på hvem der var de ledende personer ved TV2's dannelse. Det er også sjov - eller rettere skræmmende - læsning...

Min gode kollega Lisbet har lige henvist mig til en anmeldelse af vores fælles bog Danskfagets it-didaktik i tidsskriftet Læsepædagogen. Det er rar læsning hvis man har skrevet bogen :-) Bl.a. kan man læse at:

Danskfagets it-didaktik er en vigtig bog skrevet på baggrund af to forfatteres grundige studier og konkret afprøvede undervisningsforløb med rigtig levende børn. Teori og praksis forenes på en interessant og brugbar måde. Det er en meget informationsmættet bog at læse, men efter første gennemlæsning kan det være nyttigt at genlæse enkelte afsnit, når netop dette indhold er aktuelt for læseren.

Og som en krølle på halen:

Bogen er aktuel for alle skolens lærere, uanset hvilke fag de underviser i. I seminariernes grunduddannelse er den et must. Det er på høje tid, at alle færdiguddannede lærere møder folkeskolen med det teoretiske og praktiske indhold, som denne bog tilbyder.

Tak til anmelderen Lise Sørensen :-)

Læs mere her: Læsepædagogen.

I går var Ekstra Bladets Redaktionen emnet for de lærerstuderendes eksamen i dansk. De studerende fik et uddrag af Redaktionen og 24 timer til at forberede sig, hvorefter de sad bænket i 6 timer for at svare på spørgsmål.

Mine trofaste læsere vil vide at jeg har været med til at udvikle Redaktionen - og jeg må indrømme at det glæder mig at platformen nu har fået den anerkendelse som det er at være genstand for en lærereksamen i dansk. Og så glæder det mig jo meget at dansklæreruddannelsen er så langt fremme at den tager it-didaktiske emner op som eksamensstof. Det lover godt for vores poder!

Læs mere på Ekstra Bladet Skole.

En af min kones veninders børn har gået til præst. De skulle konfirmeres på trods af at deres forældre ikke er troende, og på trods af at de (altså børnene) ikke var døbt. Moren - dvs. min kones veninde - fortalte mig at hendes børn havde haft nogle rigtig gode oplevelser fordi præsten havde været i stand til at tage nogle af de eksistentielle og essentielle spørgsmål op som de næsten-voksne unge mennesker gik og grublede over.

Det er jo godt og al ære værd at præster kan hjælpe de unge mennesker med at komme til en dybere forståelse af deres liv og verden. Men... det er jo en præst, og derfor er svaret vel på en eller anden måde givet på forhånd (jeg hørte i dag på P1 en præst fortælle om sine egne nærdødsoplevelser og om sit møde med Jesus og om hvordan han sidenhen havde ført hendes hånd da hun malede et meget detaljeret portræt af Jesus - det var høj humor, var det ikke fordi hun vist mente det dybt alvorligt). Religiøsitet er naturligvis et muligt udfald af eksistentielle overvejelser. Men der findes jo også andre muligheder.

Derfor foreslår jeg - som andre sikkert har gjort før mig - at samfundet (staten, lokalsamfundet, en filosofisk forening, hvad ved jeg)  giver de unge mennesker mulighed for at vælge at gå til filosof når deres skolekammerater går til præst. Filosoffen har naturligvis også sine forestillinger om fødsel, død og det der er derimellem, men huan er jo ikke bundet op på et institutionelt krav om at fårene skal føres ind i Guds hus ved endt forberedelse. Der er en pointe i at denne filosofiske dannelse sker uden for skolen - ganske som det giver god mening at den religiøse skoling sker uden for skolen -  idet det vil give de unge mennesker en oplevelse af at de ikke møder en repræsentant for skolen, men en repræsentant for livet for nu at formulere det lidt højstemt.

Jeg tænker videre over forslaget og håber at nogen vil diskutere det med mig :-)

Jeg var på besøg på Præstemoseskolen i Hvidovre i går og holde et foredrag om faglig læsning på internettet (slides). Mens jeg forberedte mig kiggede jeg lidt i Elisabeth Arnbaks bog Faglig læsning - den er skrevet til lærere og lærerstuderende og indeholder både en del teori om læsning og tekster, nogle tilgange til analyser af om faglige tekster egner sig til brug med en given elevgruppe, og en del praktiske eksempler på før-, under- og efterlæseaktiviteter.

Og så var det, det slog mig: Når eleverne læser på nettet, har deres lærer ofte ikke analyseret de tekster eleverne møder, de har ikke forberedt eleverne på lige netop de udfordringer de møder i den type tekster, og de har ikke vurderet om der var nogle ord og faglige teorier eller metoder som det var nødvendigt at kende til før eleverne skulle i gang med at læse.

Eleverne må selv foretage alle de analyser mens de læser. Så i én forstand er kravet til elever der surfer og søger efter og i faglige tekster, at de skal kunne det samme som Elisabeth Arnbak beskriver som lærerens opgave i forhold til fagboglitteratur.

Det er vist ikke kun blevet lettere med internettet...

Jeg er blevet bedt om at give kommentarer på det nye faghæfte for dansk Fælles Mål 2. Og det slår mig igen hvor utroligt komplekst det er at læse og skabe mening i disse mål. Overordnet er målene delt op i tre-fire hovedområder (det talte sprog, det skrevne sprog (læse hhv. skrive) og sprog, litteratur og kommunikation). Hvert af disse områder er beskrevet gennem 6-12 punkter i stikord som fx ”forholde sig analytisk og reflekteret til tekster fra forskelligartede medier”. Det summer op til i alt ca. 35 såkaldte slutmål. For årgangene 2, 4, 6, 9 er der tillige formuleret trinmål. Alt i alt jo ganske mange ”pinde”.

Hvis nu der var en logik ud over de fire delvist logiske hovedområder (det sidste område må vel nærmest kaldes en rodekasse (og de første tre måske ikke de mest velvalgte kategorier)), så ville det måske gå med de mange pinde. En logisk struktur ville gøre det muligt at tænke sig til de enkelte pinde ud fra den overordnede logik. Men der er ikke nogen gennemskuelig logik, og det gør det mildt sagt vanskeligt at overskue og danne sig en fornemmelse af hvad danskfaget egentlig er.

Det kan føre til at lærerne vælger at gå pragmatisk til værks: De underviser i noget der med rimelighed kan kaldes at ”forholde sig analytisk ...” og sætter så et lille hak ud for pinden i Fælles Mål. Så er den klaret, og vi kan gå videre til næste mål: at ”udnytte kendskab til forskellige genrers og teksters egenart og virkemidler til bevidst og sikker læsning”. Det ender jo efter al sandsynlighed i en noget fragmenteret kompetence for ungerne, for selv om dansk er beskrevet i et antal pinde, så er der jo meget mere i det end det. Dansk er et meget stort og mangefacetteret fag, og pindene kan derfor aldrig beskrive andet end nogle centrale områder som er forbundet på mange forskellige måder med hinanden.

Lærerne skulle måske optimalt set kunne læse dette komplekse og mangefacetterede fag frem gennem at læse disse pinde. Eller de skulle bruge deres grunduddannelse og deres løbende læsning af faglitteratur til at skabe en krop omkring dette skelet af pinde. Men det er nok de færreste som er i stand til at gøre denne meget omfattende opgave i det daglige. Særligt fordi de udvalgte pinde ikke repræsenterer det skelet som lærerne kunne bruge. De repræsenterer meget forskellige abstraktionsniveauer, en meget inkonsekvent terminologi, gentagelser, udeladelser af centrale områder (som der eksamineres i) osv. Og det gør de, er mit bud, fordi der ikke er gjort det grundlæggende arbejde med at fortstå hvad danskfaget ”er” i betydningen: Hvad dets udøvere historisk har beskæftiget sig med og hvad det nu og i fremtiden kan bidrage med i uddannelsen af vores kommende generationer.

Hvad der må til, er med andre ord en gennemtænkning og præsentation af hvordan danskfaget kan beskrives i en nogenlunde logisk struktur og med vejledninger i udvælgelse af indhold og hensigtsmæssige aktiviteter. Det er et arbejde som kan gøres på mange måder, fra mange perspektiver og med mange resultater. Og det burde gøres. Jeg har – i al ydmyghed – selv gjort forsøget sammen med en række studerende og kolleger. Resultatet udkommer på Gyldendal i løbet af efteråret under titlen: Kompetencer i dansk.