Weblog

Jeg faldt over en tegnet video der forklarer hvordan PISA er skruet sammen. Den giver et rigtigt godt overblik over baggrunden, mulighederne og nogle ret interessante resultater. Fx fremhæves det at det ikke kan betale sig at dele eleverne op i gode og dårlige eller at lade dem gå om. Brug et lille kvarter på at blive lidt klogere på PISA.

Jeg sidder og ser rigtig godt tv om læsning. I første afsnit af fire interviewer Thorkild Theisen Kjeld Kjertmann om læsning i førskolealderen. Også lærebogsforfatter og læsekonsulent Lena Bülow-Olsen deltager sammen med sit barnebarn.

Der er også udsendelser om læsning og skrivning i indskolingen, faglig læsning på mellemtrinet og litteraturlæsning og hurtiglæsning i 9. klasse og ungdomsuddannelserne.

Programmerne er produceret af DK4 sammen med Folkeskolen og Videncenter om Læsning.

Se dem før din nabo!

Jeg blev bedt om i min egenskab af forælder at holde en tale ved en demonstration mod nedskæringer på skoleområdet i Odense Kommune. Her er hvad jeg sagde.

Kære lærere, kære forældre, kære børn, kære politikere
Vi står her i dag for at fortælle politikerne at de skal ændre deres beslutninger. De kan nå det endnu:   De kan nå at beslutte at folkeskolen er for vigtig til at vi kan lade den sygne hen!

Det startede med stort ståhej for et par år siden. Nu skulle vi skabe fremtidens folkeskole i Odense. I ville have landets, ja verdens bedste folkeskole. Alle mand blev kaldt af huse for at give deres besyv med: Hvilken skole vil vi have i Odense.

Det viste sig at omstændighederne bag de store tanker var fortiet, så under det hele handlede det om at spare.

Vi gik ind i en lang proces hvor det blev præsenteret som faktum at der skulle skæres mange millioner – skolen skulle skæres ind til benet. Forvaltningen foreslog at politikerne nedlagde 7 skoler.

Men nogle politikere synes det var en dårlig ide, så de ”reddede” 4 af skolerne. Dengang spurgte vi dem ved borgermøder: Hvordan vil I så skaffe de penge der mangler? Eller vil I skære yderligere ned på alle skolerne?

Nu har vi svaret: I skærer ind i benet.

På Odense Kommunes hjemmeside findes en oversigt over midler brugt på undervisningspersonale i de seks store kommuner i Danmark. Odense Kommune bruger 10% mindre end København, Randers og Esbjerg og godt 5% mindre end Århus og Ålborg. Nu skærer vi 7-8% yderligere. Vi havde den billigste folkeskole. Nu bliver den discount. Det burde ikke være fremtidens folkeskole.

Hvad sker der når I nu skærer længere ind i benet? Vi bliver nødt til at fjerne alle de vigtige funktioner der støtter op om undervisningen. Vi kan ikke længere støtte børn der har svært ved at lære at læse, vi kan ikke støtte børn der har svært ved at klare sig i de sociale spil, vi kan ikke støtte børn der ikke har dansk med hjemmefra, vi kan ikke støtte børn der er kommet bagud på grund af problemer derhjemme, vi kan ikke give børn med handicap ordentlige rammer.

Men hvad sker der så? Når man fjerne skolens støttefunktioner, så falder skolen sammen. Og det ender med at blive meget dyrere i sidste ende. Måske er det andre kasser der betaler, men i sidste ende er det os som samfund der står med regningen. Med renter og renters rente.

I sagde I vil have landets, ja verdens bedste folkeskole. Var det I mente, at den skulle være den billigste?

Vi har spurgt politikerne om det var sådan det skulle forstås. Men vi har ikke hørt fra dem.

Vi har til gengæld hørt den nye skolechef udtale sig om fakta. Det er fx fakta at børnetallet falder i Odense. Men på mine børns skole bliver der ikke færre klasser til næste år, der bliver nøjagtig det samme antal. Hvad skal man bruge fakta til, hvis ikke den gør nogen forskel?

Vi har også hørt at antallet af lærere ikke er faldet. Det er fakta. Måske. Det er også fakta, kan jeg nu fortælle, at man i 2002 brugte over 60.000 kr. pr. elev i 2007-priser på skoleområdet i Odense. I dag bruger man lige godt 50.000 kr. pr. elev.

Man bruger de fakta, der passer i ens kram, når man er i en politisk diskussion. Det, der godt kan undre mig, er, at vores skolechef, der jo er embedsmand, vælger at præsentere fakta der så ensidigt understøtter en nedskæringslogik. Det er en politisk handling.

Hvem har stemt på vores skolechef? Det er der vist ingen der har.

Så jeg spørger igen politikerne: Vil I ikke godt komme ud af busken og fortælle os den dybere mening i at skære ned og skære ned på folkeskolen? Er det virkelig det I vil? Er fremtidens folkeskole en billig discount-folkeskole?

Nej, det er det ikke, det ved jeg godt at I ikke synes. Så derfor vil jeg inderligt bede jer om at gå ind til jeres møde og tage beslutninger der stemmer med, hvad I gerne vil.

Kære politikere. Gå nu ind og gør jeres arbejde ordentligt og læg handling bag alle de flotte og sande ord om at fremtiden er vores børn.

Tak for ordet.

---
Kilder: www.kk.dk/faktaomkommunen/PublikationerOgRapporter/Rapporter/OekonomiOgAdministrationsomraadet/~/media/BEB53A1DC20749418CE0C8B69039930F.ashx
http://www.lc-lederforum.org/multimedia/081210_Kommunal_konomi3x08.doc1.pdf

Forleden blev den seneste PISA-delundersøgelse offentliggjort. Den viser at danske børn tilsyneladende ikke er ret gode til såkaldt elektronisk læsning - hvad man også kan kalde skærmlæsning, multimodal informationssøgning eller information literacy.

Danske børn ligger under OECD-gennemsnittet, og er derved relativt dårligere til at læse på computeren end på papir. Samtidig viser undersøgelsen at danske elever oplever at it anvendes meget i skolen (mest i verden i dansk, naturfag og fremmedsprog og næstmest i verden i matematik), og at de anvender det derhjemme også til skolearbejde. Det kan jo betragtes som en glædelig nyhed (og det var også det undervisningsministeriet lagde vægten på i dets omtale af undersøgelsen). De danske lærere har forstået politikernes budskab: Computere skal bruges i skolen!

Det ER virkelig interessant. Især for en lærer som mig, der siden jeg blev uddannet for 8 år siden er gået fra at lave "slave-dikater" hver eneste uge til ikke at have lavet diktater med mine klasser de sidste 3-4 år. Der er så meget andet og mere interessant at bruge de sparsomme timer på - og så synes jeg ikke det batter noget som helst. Hvor er det rart at læse, at det er helt okay, at jeg ikke lave staveord og diktater med eleverne hver eneste uge, men i stedet tager "stavesnakken" når det giver bare en lille smule mening.

Selv om navnet tavle-pc antyder at det er noget med store flader på en væg, så er der tale om små enheder på 5-7-12 tommer - større end en mobiltelefon, mindre end en bærbar computer.

Nu er det jo den helt store hypede teknologi i øjeblikket - fra Apples iPad til HTC's nye Flyer - så det er ikke så mærkeligt at folk fra skoleverdnen står i kø for at introducere dem som løsningen på alle skolens problemer. Således osse Odder Kommune, hvor valget stod mellem at erstatte den gamle maskinpark af usexede stationære computere med nye usexede stationære/bærbare computere eller nye totalt seje tavle-pc'er. Vi må bare være glade for at valget faldt på fremtidens teknologi, for som Lars Grønlund fra kommunalbestyrelsen siger, så er det den første kommune i Europa som udstyrer alle elever og lærere med tavle-pc'er: "- Det får fantastisk stor betydning for det pædagogiske arbejde, det vil gøre eleverne i stand til at agere i fremtidens videnssamfund, og det vil udvikle både den enkelte elev og fællesskabet", siger han. Sikke en fremtidsdrøm.

Hvor ved Lars Grønlund og hans kolleger fra, at tavle-pc'er vil udløse disse vidunderlige gevinster? Ingen steder. Det må være noget de har siddet i deres tværpolitiske arbejdsgruppe og fantaseret sig til. Fantasier er dejlige; men dyre, det kan de også være. 8 millioner koster denne fremtidsfantasi.

Alternativet til en også svimlende værdi af 6 millioner kroner ville være nye servere og computere (bærbare?), men stadig kun så få at der var til hver fjerde elev. Ja, man kunne overveje om ikke man skulle begynde at bruge de computere der var - og den forrige hypede teknologi: De interaktive whiteboards, før man sprang ud i et nyt eventyr...

Nå, men spørgsmålet er nu: Er tavle-pc'en en undervisningsteknologi? Ja, hvis skolen er en underholdningsindustri... Hør fx hvad anmelderen på Version 2 - Ingeniørens teknologi-site siger i forbindelse med den nye HTC Flyer:

"En tavle-pc er enhed nummer tre for de fleste brugere efter mobiltelefonen og pc'en. Medmindre man udelukkende forbruger indhold, så kan en tavle-pc ikke erstatte en pc, fordi det stadig er for besværligt at bruge tastaturet til længere tekster, og fordi touchbrugerfladen er for langsom og upræcis til andet end basal navigation."

Skolen handler om noget om at skrive - ikke om udelukkende at forbruge indhold - og derfor er tavle-pc'er ikke selvskrevet som fremtidens teknologi i skolen.

HVORFOR skal folk der har pengene i skolesammenhæng altid tage sådan nogle dyre beslutninger uden at vide hvad de har at gøre med? Disse tablets vil være et supersjovt legetøj og en rigtig fin lille spillekonsol for eleverne. Men et undervisningsværktøj? Det bliver spændende at se!

Hej Camilla

Tak for dit svar - det glæder mig at du deler interessen for dette utroligt interessante emne.

Jeg mener ikke at man ikke skal have fokus på stavning og undervise i det. Jeg mener at man skal undervise i det som led i andre relevante spørgsmål. Problemet med kontekstfri staveundervisning er, blandt andet, at man forestiller sig at man kan fylde små korrekt stavede ord eller regler for hvordan ord staves, ind i hovedet på børn, og så ligger de ellers klar der til senere brug. Sådan fungerer hjernen bare ikke, den økonomiserer med kræfterne, så hvis noget er svært og der ikke er umiddelbar gevinst ved det, så glemmes det hurtigt.

Jeg har et par studerende - Mette Bak Bjerregaard og Dorthe Mølgaard Mathiasen hedder de - som har skrevet en rigtig spændende opgave om stavning, Dorthe arbejder videre i sit speciale på samme spørgsmål. De påpeger en række væsentlige faktorer som forudsætning for god stavning.

For det første skal man have hvad de kalder stavefornemmelse. Dvs. at man skal kunne opdage når et ord er stavet forkert, eller når man er ved at stave et ord man ikke er sikker på stavningen af. Så første opgave ifht. nutids-r-fejl er, at eleverne overhovedet ved at der kan være et problem med den slags ord. Hvordan udvikler arbejde med grammatik og løsrevet stavning denne fornemmelse? Det tror jeg ikke den gør, men det gør erfaringer med egen stavning - dvs. skrivning hvor man på et tidspunkt har fokus på om man har stavet korrekt. (Og igen: Lad denne proces være en integreret, men velafgrænset del af skrivning - altså sig: Først skriver I jeres tekst, og derefter læser I og vi korrektur - sådan foregår skrivning "ude i virkeligheden" - og sådan får eleverne erfaring med at skrive noget uden hele tiden at blive bremset af korrekthedsspørgsmålet).

Det næste er så at finde ud af at stave et ord korrekt. Her er der flere måder. En af dem er at huske tommelfingerregler. I tilfældet med nutids-r er der ikke brug for at kende til grammatik eller ordklasser (som jeg nu nok vil mene at man kan have glæde af at kende i andre sammenhænge, men det er et andet spørgsmål). En tommelfingerregel for nutids-r - eller rettere: "For de ord som jeg ikke kan huske skal være med eller uden -r", er: Prøv at sige "sidde" eller "hoppe" i stedet for ordet. Der kan man nemlig høre om der skal være -r på.

Et andet eksempel. Min søn sad og skrev en saga i går. Han skulle skrive varulvebid. Er det i et eller to ord? Her er der to mulige tommelfingerregler. Den ene er: Hvordan siger du det? "varulvebid" eller "varulve bid". Den anden er: Kan du bøje det sidste ord? Så er det i et ord: "varulvebiddet".  

En meget typisk type stavefejl (jeg lærte det først nogenlunde da jeg skrev ph.d.-afhandling) er ved adverbier og præpositioner: "Jeg gik indenfor", men "jeg gik inden for afmærkningen". Jeg kender ikke den grammatiske distinktion - hvem mon gør det? Men jeg har simpelthen lært: Hvis der kommer "noget efter" (dvs. hvis præpositionen har en styrelse), så skal det være i to ord, også selv om det der "kommer efter" står foran: "Jeg var glad for afmærkningen som jeg gik inden for" (sikken et eksempel!). Igen er der tale om en tommelfingerregel - og først og fremmest skal man opdage at der overhovedet kan være en fejl.

En anden strategi er at spørge en ven. En tredje er at slå op i en ordbog. En fjerde er at køre stavekontrol. Og så videre.

I øvrigt har Mette og Dorthe udviklet det, de kalder pragmatisk stavekompetence. Og heri indgår også den meget væsentlige afvejning af hvor væsentligt det er at stave korrekt i en given situation. Fx er det væsentligt hvis man som lærer skriver breve hjem til forældrene - og derfor vil en del af kompetencen være at få en kollega til at læse korrektur. Men hvis man skal skrive en e-mail til en kollega, så er det vigtigt, men ikke så vigtigt at man ikke bare skal se at få mailen sendt af sted (i to ord, selv om jeg ville have skrevet det i ét - tak, stavekontrold :-)).

Så ud med diktaterne - slaveordene som min kone kalder det, for det lærer eleverne nærmest ingenting af (enten kan de ordene i forvejen og får 0 fejl og spilder tiden, ellers kan de dem ikke og spilder tiden med at øve dem og måske kunne dem, men have glemt dem, når de skal bruge dem på et senere tidspunkt). Og ind med skrivning og så gælder det ellers om at få eleverne til at arbejde med stavning og være opmærksom på den som led i deres skrivning. "Teachable moments" som det kaldes på engelsk, Mette og Dorthe oversætter det vist med "begrundede læringsøjeblikke".

I øvrigt arbejder jeg sammen med et par lærere i KOMPIS-projektet som valgte helt at undlade staveord og diktat - efter godt et år tog de en diktat. Og deres elever var lige så gode som - eller faktisk bedre end - eleverne i de andre klasser på skolen... Prøv det!

Spørgsmålet om grammatik hører overhovedet ikke hjemme i denne sammenhæng, for det er færre end få, der kan omsætte en abstrakt beskrivelse af et komplekst fænomen til en praktisk handling på få sekunder. Men det hører hjemme i andre sammenhænge. Det er en anden sag (som jeg har skrevet om her).

Og igen - tak fordi du tog dig tid til at skrive!

DPU blev en del af Århus Universitet for et par år siden. Nu har der været en længere proces om at skabe fremtidens universitet... suk. En uges tid før påske blev det klart at en stor gruppe af mine kolleger inden for medier og it skal flyttes til Århus. Nedenfor er hvad jeg skrev og sendte til Folketingets Uddannelsesudvalg. Jeg har fået nogle svar, og brevet indgår nu i spørgsmål til Undervisningsministeren og i samråd. Så må vi se hvad der sker...

I dag kom personalechefen rundt tilkontorerne på Forskningsprogram for Medier og it i læringsperspektivpå Danmarks Pædagogiske Universitetskole (DPU) ved ÅrhusUniversitet, Emdrup Campus (København). Han bankede på ogafleverede et brev eller meddelte at der ikke var noget brev ataflevere. I brevene blev modtageren varslet om at de skulle skiftearbejdssted og -opgaver. For det er nu ud fra strategiskeovervejelser besluttet at styrke it-forskningen på ÅrhusUniversitet ved at nedlægge den del af den der foregår i relationtil forskningen i folkeskolens fag og områder. Nu skal der fokus på”universitets- og ungdomsuddannelsernes pædagogik, samt it” –som det nye center mundret hedder..

Jeg har et ben i den fagdidaktiskeforskning og derfor var jeg en af dem der ikke fik et brev, så jegburde være glad. Men det er jeg ikke. For de fleste af mine kollegerinden for den it- og medie-didaktiske forskning skal nu flytte vækfra DPU og væk fra forskningen i relation til folkeskolen. Det ermeget frustrerende for dem det er gået direkte ud over, fordi deikke er enige i, at de vil gøre større nytte og kunne udfolde deresfulde potentiale i den nye strategiske satsning, fordi deresindvendinger er blevet overhørt, og fordi de ikke brænder for dennye strategiske satsning. Det er også frustrerende for mig fordi jegmister den tætte relation til mine kolleger og sparringspartnere somhar sat mig i stand til at bidrage i udviklingen af den it- ogmediedidaktiske forskning i relation til danskfaget og de andrehumanistiske fag. Men det er et særlig alvorligt problem for dendanske folkeskole for der er i den grad brug for at der forskes ihvordan it og medier indgår i skolens praksis – både hvordan denhar indflydelse på den måde skolen organiseres på, hvordancomputerteknologier muliggør andre former for interaktion mellemelever og lærere og hvordan fagene kan integrere it- ogmedieperspektiver i deres praksis. Nu er størstedelen af de forskereder har bidraget væsentligt og nyskabende til denne forskning ogudvikling – nationalt såvel som internationalt – sat til atarbejde med andre opgaver. Hvilke ved de ikke, for det er slet ikkeklart hvad den nye ”strategiske satsning” går ud på.

Vi lever i en tid hvor der er megenpolitisk og didaktisk uenighed om hvor folkeskolen skal bevæge sighen pædagogisk og fagligt. Men én ting er der udbredt enighed om:It skal integreres mere gennemført i folkeskolens praksis, og det erblevet stadig mere klart at denne integration må ske gennemudvikling af skolefagenes praksis, pædagogiske tilgange ogundervisningsmetoder. Mange af mine kolleger har været med til atfostre, nære og fremme denne forståelse. Nu skal de så til at lavenoget andet... Tilbage står vi fire mere fagdidaktiske forskere derhar arbejdet sammen med de 8-9 kolleger der har haft andre afgørendevæsentlige perspektiver på it i skolens fag og praksis. Vi firestår nu alene med opgaven med at forske i hvordan vi kan indarbejdeit- og medie-didaktiske forståelser i de store og kompleksefænomener som skolens faglige undervisning er. Det bliver ikkelettere! Man må håbe at professionshøjskolerne og de andreuniversiteter forstår at kende deres besøgelsestid og opprioritererområdet, så det der er tabt på Århus Universitet, kan genvindesog nyskabes i mere fremsynede organisationer.

Vi, der kender til området og som vedhvad det er for en forskning der er foregået og er brug for indenfor det it- og medie-didaktiske område i relation til folkeskolensfag, har naturligvis forsøgt at formidle denne viden og at informerebeslutningstagerne om hvad deres beslutning ville betyde. Der erstillet spørgsmål til bevæggrunde og der er gjort forsøg på atkvalificere de beslutninger der er taget. Men oplevelsen har været,at beslutningen var taget og at argumenter ikke blev hørt,blev besvaret delvis eller blev omtolket så de i virkelighedenunderstøttede beslutningen. Det har været en frustrerende proces atvære i.

Skaden er sket, og vi kan gå tilbagetil vores hverdag og forsøge at få det bedste ud af det, eller vikan tage de konsekvenser vi finder bedst. Men før vi gør det, børvi overveje hvad årsagen er til at en så hovedløs beslutning erblevet taget.

Først en meget kort historiskbaggrund. DPU blev i 2008 indfusioneret i Århus Universitet som etled i den daværende videnskabsministers projekt med at skabe størreenheder, mens der sideløbende var en proces med omlægning afuniversitetsloven der lægger rammerne for ledelsen afuniversiteterne. Bevægelsen har de seneste 10 år været væk fradet kollegiale demokrati hvor kollegerne valgte ledere fra sin midte,mod en såkaldt stærk og professionel ledelse. Den nye rektor vedÅrhus Universitet igangsatte i sommeren 2010 en proces der handledeom at skabe større enheder også internt på universitetet og om atskabe en enstrenget og stærk ledelse i og mellem disse storeenheder. Han kaldte det ”den faglige udviklingsproces” (og ja,fra min stol ligner det ikke en udviklingsproces, men endestruktionsproces). Målet var givet på forhånd: Store enheder ogstærke ledelser. Men han blev ved med at pointere at det skam var enhelt åben proces - ”ikke et papir er holdt hemmeligt” blev hanved med at sige i sin afsluttende præsentation hvori hanpræsenterede et flot og let overskueligt organisationsdiagram medfire ellipser og nogle streger på tværs. Processen var åben, menrammerne var lagt og beslutningerne blev taget, uanset atargumenterne for andre beslutninger var bedre. Det er moderneledelse.

I processen fra nedlæggelsen (eller ”overflytningen”) afForskningsprogram for Medier og it i læringsperspektiv blevannonceret, til i dag hvor den er eksekveret, var der som sagt etutal af personer og grupper der argumenterede for detuhensigtsmæssige i denne beslutning. Men ikke et komma er ændret.En stærk ledelse kan jo ikke tage fejl, så hvis den havde ændretpå sin beslutning ville den have været svag. Og en svag ledelse erikke en stærk ledelse...

Hvad har vi omdannet universiteternetil? De var engang en ret løs ramme om et rodet sammensurium afmeget forskelligartede aktiviteter holdt sammen af nogle fællesgrundforståelser om at søge sandheden, udvide horisonterne,grundlægge rationelle forandringer og kæmpe om den bedsteforståelse af verden. Ja, det var noget rod, og ja, der foregikmange mærkelige ting. Nogle af dem måske endda uproduktive – dervar nogle gange langt fra forskning til faktura. Men livet er andetend faktura og menneskers liv og samliv er ikke altid ligevelordnede. Universiteterne var på mange måder organiskorganiserede på godt og ondt. Nu er den stærke, centraliserede,enstrengede og hierarkiske ledelse endelig etableret. Og den kan tagebeslutninger. Strategiske beslutninger. Ganske som i den militærekommandostruktur den er kalkeret over. Spørger manorganisationsteoretikerne og virksomhedsledelsesforskerne på ÅrhusUniversitet vil denne ledelsesform næppe være den første de pegerpå som fremtidens ledelsesform for organisationer og virksomheder.Men universitetet går jo foran?