Jeg var på vej hjem i toget med en kollega i går aftes. På sædet skråt over for mig sad en pige som talte i mobiltelefon. Først på et sprog jeg ikke kendte, så på dansk. Jeg tog mig sammen og spurgte hende hvilket sprog det var hun talte ("hvor pinligt", sagde min kone da jeg fortalte det :-). Det var tyrkisk. Vi kom i snak og samtalen kom snart ind på de tolv tegninger og alt dens væsen.
Det var dejligt at tale med et menneske som oplevede sagen og det danske samfund fra "den anden side". På den ene side var hun sød, venlig, fornuftig og imødekommende. På den anden side gav hun udtryk for ubehaget ved altid at være mistænkeliggjort og uønsket. Eller faktisk: Hun gav udtryk for hvor dejligt det havde været at læse et læserbrev i Urban af en kvinde som fortalte om sine oplevelser med indvandrerdrenge som havde hjulpet hende da en psykisk syg mand var truende over for hende i en bus, da hendes kollega med udenlandsk baggrund beredvilligt havde taget hendes vagt osv. Tænk sig at vi er kommet så langt at så lidt gør en dansk-tyrkisk pige glad. At der var en som i det offentlige rum sagde: "De" er ikke kun til besvær.
Sagen om de tolv tegninger handler ikke om de tolv tegninger længere, er der nogle der siger. Sikke noget vrøvl. Vreden og demonstrationerne og foragten fra vores vestlige kolleger handler naturligvis om tegningerne. Men den handler selvfølgelig også om meget mere. Her i Danmark handler den om at dette var dråben der fik bægeret til at flyde over. Vi har nu i mange år udviklet en stadig større konsensus om at man kan sige hvad man vil og mistro andre mennesker for hvad man vil. Vi kan uden at rødme svine mennesker med en lidt mørkere hudfarve end vores grisefarve til på gaden og i butikker. Den tyrkiske pige var meget "europæisk" i sit udseende, og hun talte flydende dansk. Hun fortalte at hun arbejdede sammen med en svensker, som ikke talte så godt dansk, og at denne svenske pige jævnligt oplevede danskere der kom ind i butikken og skældte hende huden fuld. Er det ikke komisk. At vi er blevet så selvsikre og fremmedfjenske at vi ikke accepterer den mindste afvigelse - og at vi synes at vi kan tillade os hvad som helst. Det er denne hån, denne tro på at de anderledes er onde og dumme, det er den der er gået for vidt. Sammen med Jyllands Postens tegninger stod noget i retning af: "Man skal finde sig i hån. Det er grimt, men det må man lære" - hvad er det for en læringsteori: I er latterlige og vi pisser på jer. Så kan I lære det. Hvad er det helt præcis de kan lære?
Jeg synes at den frie tone, den antiautoritære indstilling til tingene vi har udviklet som etnisk gruppe og som folk, er al ære værd. Men der er sket noget. Det er som om det er kammet over. Som om den tolerance og åbenhed, den borgerlige anstændighed, der var udgangspunktet for den frie tone og lighedstanken, er forsvundet. Og tilbage står retten til at gøre hvad som helst og sikkerheden for at vi er verdens mest perfekte mennesker. Vi begynder at ligne nordmændene på deres nationaldag!
Vi er - og det gælder os alle, er jeg bange for - langt ude over anstændighedens grænser. Tænk sig at vi skal irettesættes af Bush. Tænk sig at han er mere anstændig end os (indtil han opdagede at Danmark var med i koalitionen af villige eller hvad det nu er det hedder...).
Pigen i toget fortalte at hun havde opdaget at hendes lillebror havde skrevet "fuck danskerne" på sin mobil. Hun havde skældt ham huden fuld. For sådan var det ikke. Man skal tale ordentligt til hinanden. Også selv om man må finde sig i hån og spot i sin hverdag (for det er jo tilladt at tage lidt pis på hinanden, er det ikke?). Han skulle sørge for at få sig danske venner, så han ikke lukkede sig inde i en lille gruppe af ligesindede. Sådan skal det være. Og sådan skal vi, det bedste og mest enestående folk i verden?, være. Ordentlige og anstændige. Tænk sig at man skal sige det.
Og hun fortalte at hun altid havde været så stolt når hun var på besøg i Tyrkiet og kunne sige: Jeg kommer fra Danmark. Hendes tyrkiske venner ville rigtig gerne til Danmark og opleve dette frie og venlige land... For tiden siger hun at hun kommer fra Tyskland. Det tror jeg også jeg vil begynde på.