Weblog

Utopia var nørd engang. Det var jeg også. Men nu er alle det... Og så er ingen det.

Her er et billede fra dagens eventyrløb - Rosa løb hele vejen :-)

Personligt synes jeg det er et udmærket spørgsmål - og mit svar vil være: Humanister arbejder måske nok ofte med noget der ikke bonner ud i morgen, men værdi er ikke bare penge - faktisk kan man nogen gange  have den fornemmelse  at økonomisk velstand resulterer i åndeligt og menneskeligt armod.

Et eksempel på hvordan man kan svare på spørgsmålet:

En litteraturvidenskabsmand bruger årevis af sin tid på at studere James Joyce's værker - det er ham der blandt andet har skrevet Ulysses - en bog hvor hele kapitler er ren stream of consiousness (faktisk tror jeg at det er Joyce der har opfundet begrebet). Hvorfor skal vi betale de millioner det har kostet at uddanne denne litteraturfvidenskabsmand, og hvorfor skal vi betale for at han kan fortsætte med at dyrke sin mærkelige hobby? Det er ikke til at sige, men nogle svar kunne være: Bevidsthed er et meget svært forståeligt fænomen - det kan ikke ses i et mikroskop, faktisk er der endnu ingen biologer, hjerneforskere osv. der rigtigt hævder at de ved hvad det er   - andet end måske et epifænomen til de biologiske processer. Det er jo et pauvert svar. Så måske skal vi vende blikket mod andre tilgange til spørgsmålet - fx litterære. Og så bliver litteraturvidenskaben pludselig væsentlig for andre end dem der udøver den. Jeg mener således at der er mange gode grunde til at vi beskæftiger litteraturvidenskabsfolk. Der er meget vi kan bruge littertur og litteraturforskning til. Jeg vil for øvrigt henvise til nogle rigtigt interessante overvejelser om litteraturens muligheder, som litteraten Klaus P. Mortensen har arbejdet med.

Nå, dette var en lang indledning for at nå frem til det denne weblog egentlig handler om, nemlig min bytur i går aftes. Jeg mødte sammen med min gode ven Joachim et par litteraturstuderende/-videnskabsmænd. Da de havde tævet Joachim og jeg i billard - ikke noget jeg ser med milde øjne  på :-),  stillede  jeg dem spørgsmålet: Hvad er egentlig værdien af det arbejde I laver. Det ville de ikke svare på - de begyndte at tale om Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, som nogle tumber der bare vil have nanoteknologi. Men de ville ikke svare på hvad samfundet kan have ud af at bruge penge på dem. Det undrer mig.

Jeg mener som sagt at der er mange gode grunde til at vi har forskning i de mærkeligste ting - men jeg mener at det er fordi det i sidste ende kan vise sig at have værdi - som væsentlig erkendelse, som redskaber til problemløsning, som basis for økonomiske eventyr, som anderledes vinkler på vores liv og historie osv. osv. Hvis ikke en videnskabsmand kan - eller vil - svare på hvorfor samfundet skal bruge penge på at de kan dyrke deres hobby (og svaret kan godt være: Lige nu er der måske ikke så meget  brug for min viden og kunnen, men der kan komme det af de og de grunde - hvad de arabiskforskende måske kunne have sagt for 20 år siden)  - ja, så vil jeg gå så vidt som til at sige, at så har vi ikke brug for dem.

Jeg var på vej hjem i toget med en kollega i går aftes. På sædet skråt over for mig sad en pige som talte i mobiltelefon. Først på et sprog jeg ikke kendte, så på dansk. Jeg tog mig sammen og spurgte hende  hvilket sprog det var hun talte ("hvor pinligt", sagde min kone da jeg fortalte det :-). Det var tyrkisk. Vi kom i snak og samtalen kom snart ind på de tolv tegninger og alt dens væsen.

Det var dejligt at tale med et menneske som oplevede sagen og det danske samfund fra "den anden side". På den ene side var hun sød, venlig, fornuftig og imødekommende. På den anden side gav hun udtryk for ubehaget ved altid at være mistænkeliggjort og uønsket. Eller faktisk: Hun gav udtryk for hvor dejligt det havde været at læse et læserbrev i Urban af en kvinde som fortalte om sine oplevelser med indvandrerdrenge som havde hjulpet hende da en psykisk syg mand var truende over for hende i en bus, da hendes kollega med udenlandsk baggrund beredvilligt havde taget hendes vagt osv. Tænk sig at vi er kommet så langt at så lidt gør en dansk-tyrkisk pige glad. At der var en som i det offentlige rum sagde: "De" er ikke kun til besvær.

Sagen om de tolv tegninger handler ikke om de tolv tegninger længere, er der nogle der siger. Sikke noget vrøvl.  Vreden og demonstrationerne og foragten fra vores vestlige kolleger handler naturligvis om tegningerne. Men den handler selvfølgelig også om meget mere. Her i Danmark handler den om at dette var dråben der fik bægeret til at flyde over. Vi har nu i mange år udviklet en stadig større konsensus om at man kan sige hvad man vil og mistro andre mennesker for hvad man vil. Vi kan uden at rødme svine mennesker med en lidt mørkere hudfarve end vores grisefarve til på gaden og i butikker. Den tyrkiske pige var meget "europæisk" i sit udseende, og hun talte flydende dansk. Hun fortalte at hun arbejdede sammen med en svensker, som ikke talte så godt dansk, og at  denne svenske pige  jævnligt oplevede danskere der kom ind i butikken og skældte hende huden fuld. Er det ikke komisk. At vi er blevet så selvsikre og fremmedfjenske at vi ikke accepterer den mindste afvigelse - og at vi synes at vi kan tillade os hvad som helst. Det er denne hån, denne tro på at de anderledes er onde og dumme, det er den der er gået for vidt. Sammen med Jyllands Postens tegninger stod noget i retning af: "Man skal finde sig i hån. Det er grimt, men det må man lære" - hvad er det for en læringsteori: I er latterlige og vi pisser på jer. Så kan I lære det. Hvad er det helt præcis de kan lære?

Jeg synes at den frie tone, den antiautoritære indstilling til tingene vi har udviklet som etnisk gruppe og som folk, er al ære værd. Men der er sket noget. Det er som om det er kammet over. Som om den tolerance og åbenhed, den borgerlige anstændighed, der var udgangspunktet for den frie tone og lighedstanken, er forsvundet. Og tilbage står retten til at gøre hvad som helst og sikkerheden for at vi er verdens mest perfekte mennesker. Vi begynder at ligne nordmændene på deres nationaldag!

Vi er - og det gælder os alle, er jeg bange for - langt ude over anstændighedens grænser. Tænk sig at vi skal irettesættes af Bush. Tænk sig at han er mere anstændig end os (indtil han opdagede at Danmark var med i koalitionen af villige eller hvad det nu er det hedder...).

Pigen i toget fortalte at hun havde opdaget at hendes lillebror havde skrevet "fuck danskerne" på sin mobil. Hun havde skældt ham huden fuld. For sådan var det ikke. Man skal tale ordentligt til hinanden. Også selv om man må finde sig i hån og spot i sin hverdag (for det er jo tilladt at tage lidt pis på hinanden, er det ikke?). Han skulle sørge for at få sig danske venner, så han ikke lukkede sig inde i en lille gruppe af ligesindede. Sådan skal det være. Og sådan skal vi, det bedste og mest enestående folk i verden?, være. Ordentlige og anstændige. Tænk sig at man skal sige det.

Og hun fortalte at hun altid havde været så stolt når hun var på besøg i Tyrkiet og kunne sige: Jeg kommer fra Danmark. Hendes tyrkiske venner ville rigtig gerne til Danmark og opleve dette frie og venlige land... For tiden siger hun at hun kommer fra Tyskland. Det tror jeg også jeg vil begynde på.

Der er ikke noget så dejligt som at blive positivt overrasket. Både fordi det fortæller noget om ens egne fordomme, og fordi alt ikke var så slemt som frygtet.

Overraskelsen blev båret frem i Klemes Direkte i går (3. februar 2006) hvor Socialminister Eva Kjer Hansen var gæst. Jeg tænkte: Nu får den tvetungede tale om uligheden en på hatten - men nej, emnet var porno og unge menneskers selvbillede. Eva Kjer Hansen (i denne sammenhæng er hun Ligestillingsminister) argumenterede for at porno og sexualiseringen af  det offentlige  rum  i det hele taget let fører til at de unge mennesker får et galt billede både af sex og kærlighed og af hvordan de selv er og ser ud. Det er så rigtigt som det er sagt. Læs mere her.

Kjer Hansens initiativ består ud over at sætte problemet på dagsordnen i at udgive en baggrundsrapport og en debatpjece til brug i folkeskolen. Og det er jo interessant at næsten samme dag som Regeringen m.fl. vedtager en ny Folkeskolelov, så sætter Ligestillingsministeren et initiativ igang som er på kollisionskurs med fagligheden - hvis altså man har et så snævert billede af fagligheden som det kommer til udtryk i borgerlige udtalelser for tiden. Ligestillingsministeren bidrager med sit initiativ til elevernes almene udvikling - samtidig med at de diskussioner hun lægger op til, naturligvis bidrager til udvikling af såvel mundtlighed som demokratisk argumentation og ikke mindst refleksion over selvbilleder og selvfortællinger. Alle centrale danskfaglige områder, hvis man spøger mig - og måske også Eva Kjer Hansen.  Så mit forslag - på basis af et lidt spinkelt vidensgrundlag, indrømmet  - til Anders Fogh Rasmussen er: Eva som Undervisningsminister!

Jeg har ikke gode erfaringer med min egen evne til at opdatere mit site... men nu prøver jeg alligevel at oprette en blog. Du kan få besked når der er nye indlæg ved at klikke på emailbesked.

Og du kan svare  ved at klikke på Svar...  

Min ph.d.-afhandling Bidrag til dansk-fagets it-didaktik er tilgængelig på internettet på adressen did2.bundsgaard.net. Der kan man også bestille en indbunden udgave af afhandlingen.