Den radikale græsrod og cand.mag i historie og samfundsfag Rasmus S. Larsen har samlet udklip fra debatterne om og med Asmaa Abdol-Hamid - den nok-så-bekendte tørklædebærende studievært og folketingskandidat for Enhedslisten. Rasmus har skrevet en helt ualmindelig spændende sammenfatning af debatten gennem 4 år. Jeg sad indimellem og skammede mig over hvilke misforståelser og løgne jeg selv er hoppet på uden at undersøge baggrunden...
Hvis ikke man lige har de 2-3 timer det tager at læse hele sammenfatningen, kan man springe til opsamlingen i kapitlet Femtekolonne eller almindelig demokrat? God fornøjelse!
Mennesker er sære i enderne. Først som børn og så når de begynder at blive ældre. Opdragelse går ud på at få ungerne til at ligne alle andre i stedet for at have deres særheder. Og det er godt nok, for afretningen gør jo at vi er til at holde ud for hinanden. Men hvor er det egentlig også dejligt at når vi bliver ældre, begynder vi at udvikle vores særheder igen eller på ny…
Svar
Abonner
Den nye misconception
28/03/200722:03
AfJeppe Bundsgaard
0svar
Jeg var til et seminar på Institute of Education, University of London, hvor et motto der var fremhævet på en plakat og hængt op centralt på væggen, (vist nok) lød:
“…we have to shake off the two ancient tyranny of two misconceptions about education that what is taught is learned; and what is not taught is not learned”
Daniel Federman
Det kunne ikke være mere sandt: Det er en misforståelse at tro at det man underviser i, lærer eleverne - endsige at det de kan, er noget de er blevet undervist i. Allerede gamle Dewey sagde i 1916 noget lignende. Men forsøget på at komme fri af dette tyrani er bl.a. resulteret i at alt nu kaldes læring. Så seminaret jeg deltog i, handlede om et af tidens nye modeord, m-læring: mobil læring, moving learning, flexible learning. Et andet populært ord er mere kendt: e-læring, elektronisk læring betyder det måske - og består ofte i at der anvendes en elektronisk platform til dokumentdeling. Eller hvad med et andre af de nyere: Blended learning, der vist mest betyder at de lærende skiftevis arbejder med og uden computer.
Det er jo alt sammen rigtig interessant - og meget væsentligt, som Dewey naturligvis også sagde i 1916, at man (dvs. de voksne der ønsker at eleverne lærer noget) overvejer hvilke redskaber man stiller til rådighed og hvordan man organiserer miljøet.
Men jeg fornemmer at der er ved at opstå en ny misconception, nemlig den der går ud fra at der er en snæver sammenhæng mellem at man arbejder med en teknologi og at man lærer det der er intenderet. Det er med andre ord en fejl at tale om m-learning, e-learning, blended learning osv. Der kan højst være tale om activity with m-tools, e-tools osv. Den læring eleverne gør, afhænger af hele miljøet - og ikke mindst af hvad de har som mål, hvad deres motivation er for at indgå i aktiviteterne.
Learning er vores mål, men ikke hvad vi beskæftiger os med.
Svar
Abonner
TV-2 er regeringsvenlige - og derfor gode...
16/03/200715:03
AfJeppe Bundsgaard
0svar
I dag kom det så frem at Brian Mikkelsen har sendt en mail i 2003 til formanden for DR's bestyrelse om DR's dækning af Irak-krigen. Heri skriver han bl.a. at Udenrigsministeren foreslår at privatisere DR i stedet for TV2 fordi DR's dækning er så ensidig. Det er jo en fin lille trussel - og den er blevet vendt og drejet i dagens kommentarer der bl.a. har sammenlignet Brian med Berlusconi.
I en kommentar/faktaboks fremhæver DR selv koknlusionerne fra en forskningsrapport om mediernes dækning af Irakkrigen. Der står bl.a.: "DR brugte kilder balanceret. Ca. lige mange fra oppossition og regering kom til orde. Derudover favoriserede DR koalitionsfolk som militæreksperter."
DR er ikke ensidig - i hvert fald ikke i krigskritikkens favør. Og det siger jo måske noget om Brian Mikkelsens måde at se tv på mere end om DR at han kan have denne opfattelse.
Men det er måske endnu mere interessant at Brian Mikkelsen i samme omgang skriver at "Mange borgerlige mener at vi burde privatisere DR, som er anti regeringen, mens de ikke forstår at vi privatiserer TV-2 som er positive over for regeringen"
Læs lige den igen. Vi bør privatisere DR, men ikke TV-2 - for de er positive over for regeringen. Dette er kulturministerens forståelse af gode medier: De skal være positive over for regeringen. De der tillader sig at anvende oppositionskilder og rapportere for regeringen ubehagelige begivenheder, er "anti regeringen".
Dette er stedet hvor vi virkelig ser Danmarks Berlusconi eller Putin folde sig ud.
Svar
Abonner
Forfattere i dag har ikke noget at sige... eller?
14/03/200723:16
AfJeppe Bundsgaard
2svar
Det er in blandt litterater og har været det siden 90-erne at sige at moderne litteratur intet har at sige. At politik og litteratur ikke hænger sammen. Socialrealisme siger man vrængende og ryster overbærende på hovedet og tænker på de værste betonhypersocialrealister fra de forhadte 70-ere.
Nej, forfattere er kunstnere og har ikke noget at sige og vil egentlig ikke noget med deres værker. Så kan litteraterne sidde velbetalte i ro og mag på universiteterne og oplære stadig nye generationer af unge mennesker i at de skam ikke skal tage det så alvorligt hvad der står i bøgerne. Det interessante er at litteraturen er skrevet, at den skriver sig skrivende gennem æstesismen og avangardismen og relationismen eller hvad det nu hedder for tiden.
Til det har John Dewey at sige: Mangel på meningsfuldhed i arbejdslivet "tvinger mange mennesker til at være henvist til sig selv. De er æstetiske, men ikke kunstneriske, eftersom deres følelser og tanker vendes mod dem selv i stedet for at være grundlag for metoder til at ændre forholdene. Deres mentale liv er sentimentalt, en nydelse af et indre landskab." (Demokrati og Uddannelse, s. 153).
Kunst bliver litteraturen først når den ikke bare vender sig indad, men når forfatteren faktisk har noget at sige og gerne vil have sine læsere til at forstå sammenhænge og problemer ved den måde vi har organiseret os på som mennesker i et samfund på. Mon ikke også de fleste forfattere, der ikke er opdraget af de meningsforskrækkede litterater, også synes det er meget rart hvis deres læsere faktisk interesserer sig for hvad der står i bogen, og ikke bare for hvordan den er skrevet og hvilken litterær -isme den hører til?
Når man siger den slags kætteriske ting, så bliver man jo ofte beskyldt for at man vil have den hårdtslående marxistiske litteratur tilbage eller at man vil læse Pippi Langstrømpe som en kapitalistisk arbejderfjentlig børnebog. Nej. Litteratur er netop først kunst når den siger noget om vores liv - som mennesker, borgere, meningssøgende - på en måde så det sagte fremhæver nogle træk som man ellers ikke ville være opmærksom på. Så læseren sidder tilbage med en fornemmelse af at de lette vaneholdninger eller hverdagsbevidstheden alligevel ikke slår helt til. Eller så læseren kommer i oprør og fx siger: Det er jo helt forkert at forstå verden på den måde som det kommer til udtryk i dette værk.
Tænk sig: Man kan være kvalificeret uenig med et skønlitterært værk.
Min kone, Trine, har skrevet en børnebog om Rune Ole fra Akelejevej. Han er en fantasifuld dreng i en ikke altid lige let hverdag.
Nu har han også fået en hjemmeside... Som jeg har lavet sammen med Trine. De sidste par dage har vi lavet en række undervisningsmaterialer, til når bogen bruges i skolen. Det har været sjovt at arbejde sammen med konen - og at gøre alvor af nogle af de tanker om litteraturpædagogik og it, jeg går og gør mig for tiden.
I Radioavisen i løbet af dagen og i aftenens tv-avis har en af de dejligt positive historier været at stadig flere skoler bruger "fladskærmstavler" eller "interaktive tavler". Det er sikkert fint - selv om man må overveje om de 30.000 kr pr. tavle kunne have været brugt bedre.
Men det er nu alligevel sørgerligt at høre hvor naive både journalister og skoleledere kan være. En skoleleder talte i radioavisen om at med disse tavler ville der blive tale om helt nye undervisningsformer - og som eksempel på brugen af tavlerne gav han at man nu ikke behøver investere i geografikort længere - nu kan man downloade helt opdaterede kort direkte fra nettet og bruge dem. Om man kan downloade opdaterede kort ved jeg ikke. Men jeg ved at der er grænser for hvor mange timer man bruger kort i, og jeg kan ikke forestille mig nogen særlig stor forskel på undervisningsformen: Læreren viser et land eller et område på et kort og læreren viser et land eller et område på et kort (hhv. trykt og oplyst). Med på det oplyste kort kan man tegne streger osv. Er det det der er nyt og banebrydende? Så må man vist sige at man har små forventninger...
I tv-avisen var konklusionen at eleverne synes det er "meget sjovere" at blive undervist på en fladskærmstavle end på en grøn eller hvid tavle. En livligt smilende dreng kunne således, næppe særligt ledende spurgt, berette at han havde opført sig lidt dårligt, men nu havde han taget sig sammen. Og vi istemte alle journalistens kor: Haleluja! Teknologien reder os.
Hvor naiv kan man have lov at være?
De eneste der klapper når dagen er omme, er producenterne og sælgerne af disse teknologiske vidundere...
Utopia var nørd engang. Det var jeg også. Men nu er alle det... Og så er ingen det.
Svar
Abonner
Et billede
25/05/200623:33
AfJeppe Bundsgaard
0svar
Her er et billede fra dagens eventyrløb - Rosa løb hele vejen :-)
Svar
Abonner
Hvad er værdien af humanistiske videnskabsfolks og studerendes arbejde?
25/05/200621:43
AfJeppe Bundsgaard
2svar
Personligt synes jeg det er et udmærket spørgsmål - og mit svar vil være: Humanister arbejder måske nok ofte med noget der ikke bonner ud i morgen, men værdi er ikke bare penge - faktisk kan man nogen gange have den fornemmelse at økonomisk velstand resulterer i åndeligt og menneskeligt armod.
Et eksempel på hvordan man kan svare på spørgsmålet:
En litteraturvidenskabsmand bruger årevis af sin tid på at studere James Joyce's værker - det er ham der blandt andet har skrevet Ulysses - en bog hvor hele kapitler er ren stream of consiousness (faktisk tror jeg at det er Joyce der har opfundet begrebet). Hvorfor skal vi betale de millioner det har kostet at uddanne denne litteraturfvidenskabsmand, og hvorfor skal vi betale for at han kan fortsætte med at dyrke sin mærkelige hobby? Det er ikke til at sige, men nogle svar kunne være: Bevidsthed er et meget svært forståeligt fænomen - det kan ikke ses i et mikroskop, faktisk er der endnu ingen biologer, hjerneforskere osv. der rigtigt hævder at de ved hvad det er - andet end måske et epifænomen til de biologiske processer. Det er jo et pauvert svar. Så måske skal vi vende blikket mod andre tilgange til spørgsmålet - fx litterære. Og så bliver litteraturvidenskaben pludselig væsentlig for andre end dem der udøver den. Jeg mener således at der er mange gode grunde til at vi beskæftiger litteraturvidenskabsfolk. Der er meget vi kan bruge littertur og litteraturforskning til. Jeg vil for øvrigt henvise til nogle rigtigt interessante overvejelser om litteraturens muligheder, som litteraten Klaus P. Mortensen har arbejdet med.
Nå, dette var en lang indledning for at nå frem til det denne weblog egentlig handler om, nemlig min bytur i går aftes. Jeg mødte sammen med min gode ven Joachim et par litteraturstuderende/-videnskabsmænd. Da de havde tævet Joachim og jeg i billard - ikke noget jeg ser med milde øjne på :-), stillede jeg dem spørgsmålet: Hvad er egentlig værdien af det arbejde I laver. Det ville de ikke svare på - de begyndte at tale om Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, som nogle tumber der bare vil have nanoteknologi. Men de ville ikke svare på hvad samfundet kan have ud af at bruge penge på dem. Det undrer mig.
Jeg mener som sagt at der er mange gode grunde til at vi har forskning i de mærkeligste ting - men jeg mener at det er fordi det i sidste ende kan vise sig at have værdi - som væsentlig erkendelse, som redskaber til problemløsning, som basis for økonomiske eventyr, som anderledes vinkler på vores liv og historie osv. osv. Hvis ikke en videnskabsmand kan - eller vil - svare på hvorfor samfundet skal bruge penge på at de kan dyrke deres hobby (og svaret kan godt være: Lige nu er der måske ikke så meget brug for min viden og kunnen, men der kan komme det af de og de grunde - hvad de arabiskforskende måske kunne have sagt for 20 år siden) - ja, så vil jeg gå så vidt som til at sige, at så har vi ikke brug for dem.
Webmaster:
Jeppe Bundsgaard Sidst opdateret: 25-01-2016
Denne sides adresse: www.jeppe.bundsgaard.net/weblog/index.php
108364 besøg på sitet. Vis flere statistikker.