Jeppe Bundsgaards hjemmeside
Velkommen! Weblog Ph.d.-projekt Artikler Foredrag Live English area


Projekter


http://projekter.au.dk/fileadmin/ICILS_2018_logo_100x100_01.png

ICILS 2018

 

Demonstrationsskoleprojekterne

Bøger

 

Digital dannelse

 

http://www.dafolo-online.dk/media/online/thumbs/7607.jpg

It-didaktik i teori og praksis - elevpositioner og digitale kompetencer i et dannelsesperspektiv

 

Klik for at komme til bogens hjemmeside

Kompetencer i dansk. Gyldendal 2009.

 

Klik for at komme til bogens hjemmeside

Danskfagets it-didaktik. Gyldendal 2007.

 

Klik for at komme til bogens hjemmeside

Bidrag til danskfagets it-didaktik. Ph.d.-afhandling. Forlaget Ark 2005.

Weblog

Add to Google
AbonnerLoginOpret ny brugerGrafisk overblik
Sære i enderne17/04/200710:55
AfJeppe Bundsgaard0svar

Mennesker er sære i enderne. Først som børn og så når de begynder at blive ældre. Opdragelse går ud på at få ungerne til at ligne alle andre i stedet for at have deres særheder. Og det er godt nok, for afretningen gør jo at vi er til at holde ud for hinanden. Men hvor er det egentlig også dejligt at når vi bliver ældre, begynder vi at udvikle vores særheder igen eller på ny…

SvarAbonner
Den nye misconception28/03/200722:03
AfJeppe Bundsgaard0svar

Jeg var til et seminar på Institute of Education, University of London, hvor et motto der var fremhævet på en plakat og hængt op centralt på væggen, (vist nok) lød:

“…we have to shake off the two ancient tyranny of two misconceptions about education that what is taught is learned; and what is not taught is not learned”

Daniel Federman

 

Det kunne ikke være mere sandt: Det er en misforståelse at tro at det man underviser i, lærer eleverne - endsige at det de kan, er noget de er blevet undervist i. Allerede gamle Dewey sagde i 1916 noget lignende. Men forsøget på at komme fri af dette tyrani er bl.a. resulteret i at alt nu kaldes læring. Så seminaret jeg deltog i, handlede om et af tidens nye modeord, m-læring: mobil læring, moving learning, flexible learning. Et andet populært ord er mere kendt: e-læring, elektronisk læring betyder det måske - og består ofte i at der anvendes en elektronisk platform til dokumentdeling. Eller hvad med et andre af de nyere: Blended learning, der vist mest betyder at de lærende skiftevis arbejder med og uden computer.

 

Det er jo alt sammen rigtig interessant - og meget væsentligt, som Dewey naturligvis også sagde i 1916, at man (dvs. de voksne der ønsker at eleverne lærer noget) overvejer hvilke redskaber man stiller til rådighed og hvordan man organiserer miljøet.

 

Men jeg fornemmer at der er ved at opstå en ny misconception, nemlig den der går ud fra at der er en snæver sammenhæng mellem at man arbejder med en teknologi og  at man  lærer det der er intenderet. Det er med andre ord en fejl at tale om m-learning, e-learning, blended learning osv. Der kan højst være tale om activity with m-tools, e-tools osv. Den læring eleverne gør, afhænger af hele miljøet - og ikke mindst af hvad de har som mål, hvad deres motivation er for at indgå i aktiviteterne.

 

Learning er vores mål, men ikke hvad vi beskæftiger os med.

SvarAbonner
TV-2 er regeringsvenlige - og derfor gode...16/03/200715:03
AfJeppe Bundsgaard0svar

I dag kom det så frem at Brian Mikkelsen har sendt en mail i 2003 til formanden for DR's bestyrelse om DR's dækning af Irak-krigen. Heri skriver han bl.a. at Udenrigsministeren foreslår at privatisere DR i stedet for TV2 fordi DR's dækning er så ensidig. Det er jo en fin lille trussel - og den er blevet vendt og drejet i dagens kommentarer der bl.a. har sammenlignet Brian med Berlusconi.

 

I en kommentar/faktaboks fremhæver DR selv  koknlusionerne fra en forskningsrapport om mediernes dækning af Irakkrigen. Der står bl.a.: "DR brugte kilder balanceret. Ca. lige mange fra oppossition og regering kom til orde. Derudover favoriserede DR koalitionsfolk som militæreksperter."

 

DR er ikke ensidig - i hvert fald ikke i  krigskritikkens favør. Og det siger jo måske noget om Brian Mikkelsens måde at se tv på mere end om DR at han kan have denne opfattelse.

 

Men det er måske endnu mere interessant at Brian Mikkelsen i samme omgang skriver at "Mange borgerlige mener at vi burde privatisere DR, som er anti regeringen, mens de ikke forstår at vi privatiserer  TV-2 som er positive over for regeringen"  

 

Læs lige den igen. Vi bør privatisere DR, men ikke TV-2 - for de er positive over for regeringen. Dette er kulturministerens forståelse af gode medier: De skal være positive over for regeringen. De der tillader sig at anvende oppositionskilder og rapportere for regeringen ubehagelige begivenheder, er "anti regeringen".

 

Dette er stedet hvor vi virkelig ser Danmarks Berlusconi eller Putin folde sig ud.

SvarAbonner
Forfattere i dag har ikke noget at sige... eller?14/03/200723:16
AfJeppe Bundsgaard2svar

Det er in blandt litterater og har været det siden 90-erne at sige at moderne litteratur intet har at sige. At politik og litteratur ikke hænger sammen. Socialrealisme siger man vrængende og ryster overbærende på hovedet og tænker på de værste betonhypersocialrealister fra de forhadte 70-ere.

 

Nej, forfattere er kunstnere og har ikke noget at sige og vil egentlig ikke noget med deres værker. Så kan litteraterne sidde velbetalte i ro og mag på universiteterne og oplære stadig nye generationer af unge mennesker i at de skam ikke skal tage det så alvorligt hvad der står i bøgerne. Det interessante er at litteraturen er skrevet, at den skriver sig skrivende gennem æstesismen og avangardismen og relationismen eller hvad det nu hedder for tiden.

 

Til det har John Dewey at sige: Mangel på meningsfuldhed i arbejdslivet "tvinger mange mennesker til at være henvist til sig selv. De er æstetiske, men ikke kunstneriske, eftersom deres følelser og tanker vendes mod dem selv i stedet for at være grundlag for metoder til at ændre forholdene. Deres mentale liv er sentimentalt, en nydelse af et indre landskab." (Demokrati og Uddannelse, s. 153).

 

Kunst bliver litteraturen først når den ikke bare vender sig indad, men når forfatteren faktisk har noget at sige og gerne vil have sine læsere til at forstå sammenhænge og problemer ved den måde vi har organiseret os på som mennesker i et samfund på. Mon ikke også de fleste forfattere, der ikke er opdraget af de meningsforskrækkede litterater, også synes det er meget rart hvis deres læsere faktisk interesserer sig for hvad der står i bogen, og ikke bare for hvordan den er skrevet og hvilken litterær -isme den hører til?

 

Når man siger den slags kætteriske ting, så bliver man jo ofte beskyldt for at man vil have den hårdtslående marxistiske litteratur tilbage eller at man vil læse Pippi Langstrømpe som en kapitalistisk arbejderfjentlig børnebog. Nej. Litteratur er netop først kunst når den siger noget om vores liv - som mennesker, borgere, meningssøgende - på en måde så det sagte fremhæver nogle træk som man ellers ikke ville være opmærksom på. Så læseren sidder tilbage med en fornemmelse af at de lette vaneholdninger eller hverdagsbevidstheden alligevel ikke slår helt til. Eller så læseren kommer i oprør og fx siger: Det er jo helt forkert at forstå verden på den måde som det kommer til udtryk i dette værk.

 

Tænk sig: Man kan være kvalificeret uenig med et skønlitterært værk.

SvarAbonner
Rune Ole fra AkelejevejRune Ole 01/10/200623:37
AfJeppe Bundsgaard0svar

Min kone, Trine,  har skrevet en børnebog om Rune Ole fra Akelejevej. Han er en fantasifuld dreng i en ikke altid lige let hverdag.

 

Nu har han også fået en hjemmeside... Som jeg har lavet sammen med Trine. De sidste par dage har vi lavet en række undervisningsmaterialer,  til når  bogen bruges i skolen. Det har været sjovt at arbejde sammen med konen - og at gøre alvor af nogle af de tanker om litteraturpædagogik og it, jeg går og gør mig for tiden.

 

Kig forbi www.runeole.dk.

SvarAbonner
Hvor naiv kan man være?07/08/200621:34
AfJeppe Bundsgaard3svar

I Radioavisen i løbet af dagen og i aftenens tv-avis har en af de dejligt positive historier været at stadig flere skoler bruger "fladskærmstavler" eller "interaktive tavler". Det er sikkert fint - selv om man må overveje om de 30.000 kr pr. tavle kunne have været brugt bedre.

 

Men det er nu alligevel sørgerligt at høre hvor naive både journalister og skoleledere kan være. En skoleleder talte i radioavisen om at med disse tavler ville der blive tale om helt nye undervisningsformer - og som eksempel på brugen af tavlerne gav han at man nu ikke behøver investere i geografikort længere - nu kan man downloade helt opdaterede kort direkte fra nettet og bruge dem. Om man kan downloade opdaterede kort ved jeg ikke. Men jeg ved at der er grænser for hvor mange timer man bruger kort i, og jeg kan ikke forestille mig nogen særlig stor forskel på undervisningsformen: Læreren viser et land eller et område på et kort og læreren viser et land eller et område på et kort (hhv. trykt og oplyst). Med på det oplyste kort kan man tegne streger osv. Er det det der er nyt og banebrydende? Så må man vist sige at man har små forventninger...

 

I tv-avisen var konklusionen at eleverne synes det er "meget sjovere" at blive undervist på en fladskærmstavle end på en grøn eller hvid tavle. En livligt smilende dreng kunne således, næppe særligt ledende spurgt, berette at han havde opført sig lidt dårligt, men nu havde han taget sig sammen. Og vi istemte alle journalistens kor: Haleluja! Teknologien reder os.

 

Hvor naiv kan man have lov at være?

 

De eneste der klapper når dagen er omme, er producenterne og sælgerne af disse teknologiske vidundere...

SvarAbonner
Lidt om nørderUtopia31/05/200622:17
AfJeppe BundsgaardJeppes sted0svar

Utopia var nørd engang. Det var jeg også. Men nu er alle det... Og så er ingen det.

SvarAbonner
Et billede25/05/200623:33
AfJeppe Bundsgaard0svar

Her er et billede fra dagens eventyrløb - Rosa løb hele vejen :-)

Andrea, Simon, Rosa & Mille

SvarAbonner
Hvad er værdien af humanistiske videnskabsfolks og studerendes arbejde?25/05/200621:43
AfJeppe Bundsgaard2svar

Personligt synes jeg det er et udmærket spørgsmål - og mit svar vil være: Humanister arbejder måske nok ofte med noget der ikke bonner ud i morgen, men værdi er ikke bare penge - faktisk kan man nogen gange  have den fornemmelse  at økonomisk velstand resulterer i åndeligt og menneskeligt armod.

 

Et eksempel på hvordan man kan svare på spørgsmålet:

En litteraturvidenskabsmand bruger årevis af sin tid på at studere James Joyce's værker - det er ham der blandt andet har skrevet Ulysses - en bog hvor hele kapitler er ren stream of consiousness (faktisk tror jeg at det er Joyce der har opfundet begrebet). Hvorfor skal vi betale de millioner det har kostet at uddanne denne litteraturfvidenskabsmand, og hvorfor skal vi betale for at han kan fortsætte med at dyrke sin mærkelige hobby? Det er ikke til at sige, men nogle svar kunne være: Bevidsthed er et meget svært forståeligt fænomen - det kan ikke ses i et mikroskop, faktisk er der endnu ingen biologer, hjerneforskere osv. der rigtigt hævder at de ved hvad det er   - andet end måske et epifænomen til de biologiske processer. Det er jo et pauvert svar. Så måske skal vi vende blikket mod andre tilgange til spørgsmålet - fx litterære. Og så bliver litteraturvidenskaben pludselig væsentlig for andre end dem der udøver den. Jeg mener således at der er mange gode grunde til at vi beskæftiger litteraturvidenskabsfolk. Der er meget vi kan bruge littertur og litteraturforskning til. Jeg vil for øvrigt henvise til nogle rigtigt interessante overvejelser om litteraturens muligheder, som litteraten Klaus P. Mortensen har arbejdet med.

 

Nå, dette var en lang indledning for at nå frem til det denne weblog egentlig handler om, nemlig min bytur i går aftes. Jeg mødte sammen med min gode ven Joachim et par litteraturstuderende/-videnskabsmænd. Da de havde tævet Joachim og jeg i billard - ikke noget jeg ser med milde øjne  på :-),  stillede  jeg dem spørgsmålet: Hvad er egentlig værdien af det arbejde I laver. Det ville de ikke svare på - de begyndte at tale om Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, som nogle tumber der bare vil have nanoteknologi. Men de ville ikke svare på hvad samfundet kan have ud af at bruge penge på dem. Det undrer mig.

 

Jeg mener som sagt at der er mange gode grunde til at vi har forskning i de mærkeligste ting - men jeg mener at det er fordi det i sidste ende kan vise sig at have værdi - som væsentlig erkendelse, som redskaber til problemløsning, som basis for økonomiske eventyr, som anderledes vinkler på vores liv og historie osv. osv. Hvis ikke en videnskabsmand kan - eller vil - svare på hvorfor samfundet skal bruge penge på at de kan dyrke deres hobby (og svaret kan godt være: Lige nu er der måske ikke så meget  brug for min viden og kunnen, men der kan komme det af de og de grunde - hvad de arabiskforskende måske kunne have sagt for 20 år siden)  - ja, så vil jeg gå så vidt som til at sige, at så har vi ikke brug for dem.

SvarAbonner
Hån og anstændighed01/03/200610:12
AfJeppe Bundsgaard0svar

Jeg var på vej hjem i toget med en kollega i går aftes. På sædet skråt over for mig sad en pige som talte i mobiltelefon. Først på et sprog jeg ikke kendte, så på dansk. Jeg tog mig sammen og spurgte hende  hvilket sprog det var hun talte ("hvor pinligt", sagde min kone da jeg fortalte det :-). Det var tyrkisk. Vi kom i snak og samtalen kom snart ind på de tolv tegninger og alt dens væsen.

 

Det var dejligt at tale med et menneske som oplevede sagen og det danske samfund fra "den anden side". På den ene side var hun sød, venlig, fornuftig og imødekommende. På den anden side gav hun udtryk for ubehaget ved altid at være mistænkeliggjort og uønsket. Eller faktisk: Hun gav udtryk for hvor dejligt det havde været at læse et læserbrev i Urban af en kvinde som fortalte om sine oplevelser med indvandrerdrenge som havde hjulpet hende da en psykisk syg mand var truende over for hende i en bus, da hendes kollega med udenlandsk baggrund beredvilligt havde taget hendes vagt osv. Tænk sig at vi er kommet så langt at så lidt gør en dansk-tyrkisk pige glad. At der var en som i det offentlige rum sagde: "De" er ikke kun til besvær.

 

Sagen om de tolv tegninger handler ikke om de tolv tegninger længere, er der nogle der siger. Sikke noget vrøvl.  Vreden og demonstrationerne og foragten fra vores vestlige kolleger handler naturligvis om tegningerne. Men den handler selvfølgelig også om meget mere. Her i Danmark handler den om at dette var dråben der fik bægeret til at flyde over. Vi har nu i mange år udviklet en stadig større konsensus om at man kan sige hvad man vil og mistro andre mennesker for hvad man vil. Vi kan uden at rødme svine mennesker med en lidt mørkere hudfarve end vores grisefarve til på gaden og i butikker. Den tyrkiske pige var meget "europæisk" i sit udseende, og hun talte flydende dansk. Hun fortalte at hun arbejdede sammen med en svensker, som ikke talte så godt dansk, og at  denne svenske pige  jævnligt oplevede danskere der kom ind i butikken og skældte hende huden fuld. Er det ikke komisk. At vi er blevet så selvsikre og fremmedfjenske at vi ikke accepterer den mindste afvigelse - og at vi synes at vi kan tillade os hvad som helst. Det er denne hån, denne tro på at de anderledes er onde og dumme, det er den der er gået for vidt. Sammen med Jyllands Postens tegninger stod noget i retning af: "Man skal finde sig i hån. Det er grimt, men det må man lære" - hvad er det for en læringsteori: I er latterlige og vi pisser på jer. Så kan I lære det. Hvad er det helt præcis de kan lære?

 

Jeg synes at den frie tone, den antiautoritære indstilling til tingene vi har udviklet som etnisk gruppe og som folk, er al ære værd. Men der er sket noget. Det er som om det er kammet over. Som om den tolerance og åbenhed, den borgerlige anstændighed, der var udgangspunktet for den frie tone og lighedstanken, er forsvundet. Og tilbage står retten til at gøre hvad som helst og sikkerheden for at vi er verdens mest perfekte mennesker. Vi begynder at ligne nordmændene på deres nationaldag!

 

Vi er - og det gælder os alle, er jeg bange for - langt ude over anstændighedens grænser. Tænk sig at vi skal irettesættes af Bush. Tænk sig at han er mere anstændig end os (indtil han opdagede at Danmark var med i koalitionen af villige eller hvad det nu er det hedder...).

 

Pigen i toget fortalte at hun havde opdaget at hendes lillebror havde skrevet "fuck danskerne" på sin mobil. Hun havde skældt ham huden fuld. For sådan var det ikke. Man skal tale ordentligt til hinanden. Også selv om man må finde sig i hån og spot i sin hverdag (for det er jo tilladt at tage lidt pis på hinanden, er det ikke?). Han skulle sørge for at få sig danske venner, så han ikke lukkede sig inde i en lille gruppe af ligesindede. Sådan skal det være. Og sådan skal vi, det bedste og mest enestående folk i verden?, være. Ordentlige og anstændige. Tænk sig at man skal sige det.

 

Og hun fortalte at hun altid havde været så stolt når hun var på besøg i Tyrkiet og kunne sige: Jeg kommer fra Danmark. Hendes tyrkiske venner ville rigtig gerne til Danmark og opleve dette frie og venlige land... For tiden siger hun at hun kommer fra Tyskland. Det tror jeg også jeg vil begynde på.

SvarAbonner
Forrige Viser: 61-70 Næste Antal pr. side

1 11 21 31 41 51 61 71 81 91 101 111 121

Webmaster: Jeppe Bundsgaard
Sidst opdateret: 25-01-2016
Denne sides adresse: www.jeppe.bundsgaard.net/weblog/index.php
108364 besøg på sitet. Vis flere statistikker.
Send til en ven Udskrift Fold ud Kontakt Site map
SmartSite Publisher