Jeppe Bundsgaard

Ph.d.-stipendiat ved Danmarks Pædagogiske Universitet

Forskningsprogram for Medier og IT i læringsperspektiv

Internettet og de danskfaglige udfordringer

Nu da de vildeste jubelscener har lagt sig og nettet har måttet stå sin prøve i virkelighedens verden, er det på tide at overveje på den ene side hvad nettet kan bruges til i de konkrete fag og faglige sammenhænge og på den anden hvad fagene og fagligheden kan bruges til i forhold til internettet. Det er særlig det sidste spørgsmål jeg har sat mig for at give nogle svar på og uddybende spørgsmål til i denne artikel.

Internettet kommer nemlig til at – eller bør i hvert fald – betyde at vi tematiserer og forandrer de faglige hierarkier i den traditionelle danskundervisning. Med internettet bliver det igen (eller mere) vigtigt at kunne læse på mange forskellige måder, at kunne analysere og fortolke tekster, at kunne analysere kommunikationssituationer og gennemskue kontekstuelle sammenhænge. Som det fremgår af de velkendte ord, prædiker jeg ikke det hellige nye evangelium – det meste bliver faktisk ved det gamle med internettet – blot på en anden måde og i nye forhold.

Informationer på nettet – er de der?

I 1998 skrev lektor ved det daværende Danmarks Lærerhøjskole dr. pæd. Steen Larsen i sin bog IT og de nye læreprocesser, at “... de informationer, eleverne har brug for findes på Internet i en form der netop er søgbar for eleverne.”

Jeg viste i mit speciale om internettet: “Atom eller fragment” og i “Myten om internettet” i Folkeskolen, nr. 7, 2000, at det er en sandhed med modifikationer. Jeg lavede forskellige søgninger på det centrale danske kulturhistoriske fænomen guldhornene, der blev fundet ved Gallehus i 1639 og 1734. Jeg fandt 39 sider på søgemaskinen Altavista. Men en nærmere undersøgelse viste, at ikke én af de fundne sider indeholdt oplysninger, jeg kunne bruge. De to store danske leksika, Encyklopædien fra årtusindskiftet og den store Salmonsen fra starten af forrige århundrede havde begge bedre, lettere tilgængelige og mere korrekte oplysninger.

Nu kunne man sige, at det bare er et spørgsmål om tid, før de oplysninger, jeg søgte, findes på nettet. Og det er det vel også i et eller andet omfang – men ikke sådan at alt vil findes på nettet i en form, der er søgbar for eleverne – heller ikke selv om skrønen trives i bedste velgående rundt omkring, også hvor den vel rettelig burde være udryddet.

Jeg var dog lige ved at tro, at der var sket mirakler, da jeg mødte nogle overbevisende påstande i artiklen “Søgetip: Find tante Anna i Dubai” af Natasja Broström i Politikens Internet-sektion, den 15. marts 2001, side 3. I artiklen er det underforstået, at ikke alt ligger på nettet. Men løsningen er nu nær alligevel: Broström forklarer, hvordan man kan få oplysninger gennem de eksperter, der har skrevet Den Store Danske Encyklopædi: Man skal “gå på nettet og slå op på den danske Encyklopædi. Her kan man finde de eksperter, som har skrevet om de enkelte fagområder og så konsultere ham eller hende.” Og så må man håbe at de beredvilligt svarer på alle mulige og umulige spørgsmål, der vælter ind i deres brevkasse.

Broström fortsætter: “Skal man bare bruge helt almindelige oplysninger er det Google, som ordner det.” Og hun giver et overbevisende eksempel: “Slår man 'svenskekrigen' op i Google giver det følgende resultat: Carl X Gustav gik op igennem Jylland, og med en dristig manøvre udnyttede han den hårde vinter og gik over det tilfrosne Lillebælt og nåede Nyborg, som overgav sig 31. januar 1658.” Så kan man altså finde alt på nettet nu, tænkte jeg (men var alligevel ikke helt overbevist). Så jeg testede hendes eksempel – og ganske rigtigt, så var den første henvisning til en tekst, hvor ovenstående citat stod at finde. Godt en måned senere søgte jeg på samme ord – og nu lå det fundne dokument ikke længere på Googles liste!

Alligevel forsøgte jeg mig forhåbningsfuld med en søgning på guldhornene og Gallehus (findestedet) – og forestillede mig, at jeg søgte oplysninger om, hvor de var fundet, hvordan de så ud, hvad indskriften betød, og hvordan de var havnet der. Og jeg fandt... antikvarboghandlere (der sælger Oehlenschlægers Guldhornene (“De higer og søger...”)), et værtshus, et lejrskoletilbud, vittigheder, sjove og usande historier om guldhornenes formål, indskriftens betydning osv. Men stadig ikke noget om guldhornene, jeg kunne bruge. På nær en lille tysk afhandling, som svarede på flere af spørgsmålene – så hvis man kan tysk og kan forstå en videnskabelig afhandling, så er der hjælp at hente på nettet.

Internettet bliver ved med at være en – stadig mere – kompliceret teknologi, der gør det muligt at publicere og søge tekster om mange forskellige emner. Men ikke alt vil kunne findes (det koster et stykke arbejde at lægge tekster op – og særlig at vedligeholde dem. Jf. fx diskussionerne om Encyklopædiens fremtid som netleksikon – det kommer til at koste flere tusind kroner årligt at abonnere) og ikke alt vil det være overkommeligt at finde i mængden af lignende, men irrelevant materiale (søg fx oplysninger om sexualhistorie – de vil drukne i mængden af pornosider).

På trods af den kritik, jeg giver, mener jeg ikke, internettet er helt uanvendeligt. På ingen måde. Det er en fascinerende teknologi, som giver os nye muligheder (og gamle muligheder på nye måder), som vi endnu ikke drømmer om. Selv bruger jeg nettet som vejkort, til at finde (mere eller mindre fyldestgørende) oplysninger om firmaer, organisationer og institutioner – og ind imellem til at søge tekster om emner, jeg beskæftiger mig med.

Det er særligt på det sidste område, jeg mener undervisningsverdenen kan få glæde af nettet. Men det er også her, der endnu er lang vej, før det er anvendeligt. Af to grunde. For det første er nettet som bekendt noget nær ustruktureret – der er ikke en eller nogle få indgange til søgning efter tekster af undervisningsrelevant art. Og for det andet er der en lang række vanskeligheder forbundet med bl.a. at vurdere kvaliteten af tekster og ophavsmænd og -kvinders forudsætninger for at skrive om et givet emne. Det første problem mener jeg, må løses af en offentlig institution (eller en grupper af institutioner) i form af et egentligt internetbibliotek, som jeg har beskrevet det i “Danmarks Internetbibliotek” (Bibliotekspressen nr. 1, 2000). Det andet problem er en didaktisk og (dansk-)faglig udfordring, som vi dansklærere må tage op. Som et skridt på vejen må vi få beskrevet, hvilke kompetencer eleverne i folkeskolen har behov for, så de kan anvende internettet hensigtsmæssigt.

Det er en sådan beskrivelse af centrale eller basale kompetencer, jeg har sat mig for at skitsere i denne artikel.

Informationer på nettet – hvor er de?

“Gå lige ned i computerlokalet og søg på nettet” lyder det vist en gang imellem på de danske skoler. Det er en meget dårlig idé. Nettet er ikke skruet sådan sammen at man altid bare kan sætte sig og søge lidt og så finde hvad man skal bruge.

Der er overordnet to metoder til at finde materiale på nettet. Den første har ikke noget med søgning at gøre i den traditionelle internetbetydning af ordet. Det er nemlig at tage udgangspunkt i steder man kender der plejer at have eller henvise til materiale man har brug for. Det er fx elektronisk mødested for undervisningsverdenen (www.emu.dk), skolernes databaseservice (SkoDa, www.sdbs.dk), Fagenes Infoguide www.infoguide.dk) osv.

Disse sider har mange gode informationer og mange links. Men det er langt fra altid man finder det materiale man søger på disse sider. Så må man ty til den anden – noget mere krævende – mulighed: Søgemaskinerne. Det er ikke mit sigte i denne artikel at gennemgå de mere tekniske sider af disse, blot skal jeg erindre læseren om, at der er to forskellige typer: Registeret, der på foranledning af producenterne registrerer hele hierarkier af hjemmesider (fx undervisningsministeriet, private hjemmesider, lego og Fyens kunstmuseum), og søgerobotten, der følger links rundt på nettet og registrerer siderne efterhånden ved at kopiere dem ned i sin egen hukommelse. Registrene er rimelig ordnede, men giver sjældent udbytte på specifikke søgninger (fx på guldhornene) fordi de kun registrerer en kort forklaring og nogle få nøgleord, mens robotterne er helt ustrukturerede, men til gengæld giver mulighed for at man kan søge i indholdet på siderne.

Søgefærdigheder

I et forløb om internettet i danskundervisningen jeg gennemførte i slutningen af 2000 med et andenårgangshold på Odense Seminarium, var en af de studerende meget frustreret over at hun ikke kunne finde relevant materiale om kontrastiv lingvistik. Hun bad mig fortælle hende hvad hun gjorde forkert. Da jeg svarede hende at hun ikke nødvendigvis gjorde noget forkert, kiggede hun først undrende på mig. Jeg forklarede hende at den erfaring hun havde gjort at det ikke var menneskeligt muligt at finde tekster netop i den form hun søgte dem var et af målene med undervisningen. Og så lyste hun op. Hun havde altid troet, at det var hende, der var noget galt med, når hun ikke kunne finde det, hun søgte på nettet. Og den erfaring er ganske udbredt, fordi jubelfortalerne for nettet jo påstår som Steen Larsen i citatet ovenfor at alt kan findes på nettet. Det kan det ikke. Så bliver de næste spørgsmål – og noget vi altså må lære elever og studerende: Hvad kan man så forvente at finde så man undgår at spilde tid på at søge noget der ikke er der, og hvordan finder man det, og i anden omgang hvordan danner man sig et overblik over (relevansen af) det man finder.

Forberedelse

En tommelfingerregel er, at emnet enten skal være noget der er mange (computerbrugere) der interesserer sig for, eller noget der er penge i at publicere noget om. Derfor er der en del stof om computere og programmering, om slægtsforskning, om vikinger og om fodbold - som jo ligger på grænsen til den anden kategori, den der er penge i. Dén omfatter fx også turistinformation fx i form af oversigtlig lokalhistorie, kort, overnatningsmuligheder, og så omfatter den jo en del om meget af det man kan købe.

Skal man finde noget af det materiale der ikke umiddelbart er store mængder af, er det alfa omega at forberede sig godt. Det nytter ikke noget at sætte sig ved computeren med en løs forestilling om at man gerne vil “finde noget om guldhornene”. Man skal have en ret klar opfattelse af om det er teorier om guldhornenes indskrifter, deres fundsteder, deres betydning, eller om det er Oehlenschlägers “Guldhornene” eller Jorns billede man vil vide noget om. Endelig skal man vide på hvilket sprog oplysningerne ønskes osv.

Er det man søger efter noget der indgår i mange sammenhænge, er det ikke nok at anvende overordnede begreber fra emnet. Søgeordet “Tysklands historie” giver næppe mindre end nogle tusinde resultater – men jo deriblandt overvejende ubrugelige sider. Så det kan man ikke bruge til så meget. Derfor er det en forudsætning for sådan en søgning, at man ved noget om det man søger informationer om. Ved man det, har man nemlig ganske sikkert også kendskab til nogle mere sjældne ord, som anvendes inden for emneområdet. Er perioden Tysklands genforening, kan nogle nøgle ord fx være ‘murens fald’, ‘Kohl’, ‘Erich Honnecker’, ‘neue Bundesländern’ osv. Det vil altså sige, at det sjældent er nogen god pædagogisk strategi at sende et hold elever i computerlokalet eller på biblioteket med besked om at “finde noget om...”. Søgningen skal forberedes gennem problemformulerende og fokuserende samtaler om emnet, litteraturstudier osv.

Udover sådanne mere indholdsmæssige forberedelser kan det være en fordel om eleverne kender til de mere tekniske sider af søgning, fx såkaldt avancerede søgninger, der omfatter brug af boolske og andre operatorer (and, or, near osv.) og kender til de forskellige søgemaskiners selektionskriterier, præsentationsformer, søgemæssige styrker og svagheder osv.

Danne overblik

Når eleverne nu har fundet et materiale af et omfang, det er menneskeligt muligt at overskue (og det er vel under 50 fundne sider), er det letteste jo at klikke på det første link og læse løs. Men det er sjældent særlig hensigtsmæssigt. Derfor skal eleverne have udviklet hensigtsmæssige strategier i at danne sig et overblik over de fundne sider. Denne overblikslæsningskompetence er som bekendt en traditionel danskfaglig kompetence som er hensigtsmæssig fx i forbindelse med læsning af aviser, fagbøger osv.

I forbindelse med søgning er der to niveauer af overblikslæsning. Den ene er at danne sig et overblik over selve henvisningssiden (søgeresultatsiden) – det svarer til at læse overskrifter og indholdsfortegnelser. Her viser søgemaskinerne traditionelt forskellige oplysninger. Nogle søgerobotter har valgt efter sidens navn at vise de første 4-5 liniers tekst på siden. Det bliver ind imellem til ret uforståelige tekster – fx om hvilke sider siden er underordnet, hvem der har lavet den osv. – men det kan også vise sig ret informativt, fordi indledningen af en tekst jo ofte indeholder centrale oplysninger om tekstens emne. Andre søgerobotter gengiver en eller flere linier af den tekst hvori søgeordet (-ordene) indgår. Det kan have den fordel at man kan se om det er den betydning af ordet man søger. Søgeregistre viser for det meste de linjer som sidernes ejere har beskrevet siderne med.

Sådanne forskelle skal eleverne i et eller andet omfang være fortrolige med. Og så skal de ellers ind imellem bevidst arbejde med alene ud fra henvisningssiden hurtigt at finde frem til den eller de sider, der indeholder mest relevant materiale.

Når alle de mest irrelevante sider er siet fra står arbejdet med at danne sig overblik over de mere lovende sider stadig tilbage. Dette minder om oversigtslæsning af selve avisartiklerne og fagteksterne. Her har computeren dog en række fordele. Fx kan eleverne sætte browseren til at søge efter specifikke ord i teksten, så den finder frem til de nøgleord man har fundet siden med oprindelig.

Når man læser en avis eller en fagtekst er man som regel klar over sværhedsgraden. På skolens bibliotek finder man vel sjældent bøger, der er beregnet på universitetsstuderende. Denne sikkerhed har man ikke med internettekster. Så et indledende bortsorteringskriterium for eleven må være sværhedsgraden. Det næste kriterium er i hvilket omfang emnet er centralt i teksten. Er det også tekstens emne eller er det blot en lille digression. Digressioner kan jo foretages med stor stilsikkerhed og indsigt i emnet. Men det er nu mere reglen at sådanne skriveture, hvor det ene ord har taget det næste, er udtryk for indskydelser, halve overvejelser og kvarte sandheder.

Det sidste kriterium, jeg finder centralt, er detaljerigdommen eller -fattigdommen. Begge dele er sjældent godt. På den ene side må der ikke være for mange detaljer, fordi eleven så skal læse sig gennem alt for mange sider og let fortaber sig i det mindre væsentlige eller går vild i labyrinten af detaljer. På den anden side er der jo heller ikke meget ved en tekst som antyder men ikke går i dybden med noget.

Når eleven så står tilbage med forhåbentlig omkring en håndfuld tekster, er det tiden at se nærmere på dem. Skulle det ske – og det gør det jo ret tit i virkelighedens verden – at eleverne står tilbage med ingenting, så kan man gøre et af tre: Sætte dem i gang igen med et par gode råd (fx nye nøgleord til søgningen), sætte sig og hjælpe dem med søgningen, eller foreslå dem at gå på biblioteket.

Analyse

Tillid er godt – kontrol er bedre!?

I mit undervisningsforløb på Odense Seminarium valgte en gruppe af studerende at arbejde med grammatik. De søgte rundt på nettet og fandt forskellige sider om grammatik – men efter min mening ingen som ubearbejdet kunne bruges i folkeskolen. På den hjemmeside de studerende udarbejdede gik én af henvisningerne til en side hvor eleverne selv kunne træne sig i at bøje navneord, verber mm. i den rigtige form. Om der er gode didaktiske begrundelser for sådanne øvelser vil jeg lade ufortalt. Jeg gik med på legen og testede mig selv i bøjningen af tillægsord og verber. Jeg havde 5 fejl i tillægsordstesten og 1 i verberne. De studerende havde oplevet nogenlunde samme fejlbarlighed. Deres konklusion var at det er svært at bøje ord og derfor vigtigt med sådanne tests. Min konklusion var en lidt anden, bl.a. fordi jeg vidste at det ikke var mig der tog fejl. Der var derimod fejl i verbum-testen og flere muligheder ved hver opgave i testen i bøjning af tillægsord hvor computeren kun accepterede én.

Jeg undersøgte hvem producenterne af siden var. Det er ofte lige til når man er på en forside/hovedside. Så er der gerne links til præsentationer osv. Men i vores eksempel henvises til en underside om grammatik: www.jasmine.dk/grammatik.htm. De studerende havde ikke selv undersøgt hvem producenten af siden var. Det kunne de have gjort ganske simpelt ved at fjerne den sidste del af sidens adresse, i dette tilfælde står man så tilbage med www.jasmine.dk. (I forbindelse med private hjemmesider – og i andre sammenhænge også – skal nogle af ordene mellem skråstregerne bibeholdes – fx er navnet på min hovedside: www.bundsgaard.net/jeppe). Fra denne side findes en henvisning til to sider: Etnisk Forum og Etniske pennevenner. Det er fra Etnisk Forum man kan finde grammatiktesten. Etnisk forum er en organisation af unge fra de etniske minoriteter i Danmark – og hjemmesiden hviler alene på frivilligt arbejde. Det er der ikke noget ondt i – tværtimod, men i vores tilfælde illustrerer det, at man må undersøge hvilke forudsætninger producenterne af en side har for at skrive om et givent emne. Testen kunne sagtens have været lavet korrekt af folk fra Jasmine – men var det altså i dette tilfælde ikke.

Ved siden af linksene til testene er der links til forklaringer af tillægsord, verber osv. Forklaringerne er ikke skrevet af Etnisk Forums folk, men af en lærer på Handelshøjskole Syd til brug for tyske studerende der skal lære dansk. Hvad mon mine studerendes tænkte elever kan få ud af en forklaring på det niveau og i den sammenhæng? (De studerende henviste for øvrigt også selv til en enkelt af siderne med ordene: “Alt du har brug for at vide om et Substantiv (Navneord)”).

En anden gruppe studerende arbejdede med et forløb om kommunikation mellem en dansk og en engelsk klasse. Her ville de give eleverne en række links om de respektive landes geografi, politiske system, kultur osv. De fandt blandt andet frem til en side skabt af foreningen “Dansk kultur. Foreningen til værn om dansk kultur og identitet”, som ifølge foreningens egen præsentationsside er en forening der har til opgave at informere sagligt om dansk kultur. På siden findes gengivelser af gamle børnesange, -rim og -remser, omtaler af de danske ritualer og -traditioner, omtaler af dansk sprog og historie. Alt tilsyneladende på et objektivt og sagligt grundlag.

Henvisningen på den fiktive hjemmeside beregnet på eleverne lød: “Her kan du læse noget om dansk kultur” Da jeg før præsentationen af de studerendes hjemmesider på klassen gennemgik de fleste af de links de studerende henviste til, skulle jeg ikke grave særlig dybt ved en undersøgelse af Dansk kulturs hjemmeside før jeg kunne se at det ikke var “objektiv” information om dansk kultur, der er foreningens mål. I en pjecetekst på siden beskriver de det bl.a. som “nødvendigt at: Fremme oplysningsvirksomhed i danske traditioner og værdier ... [og at:] Afdække det i dansk kultur og religion, der problematiseres i mødet med islam og oplyse om udviklingen.” Dansk kultur er hvad jeg vil kalde en nationalchauvenistisk og fremmedangst eller -fjendsk forening.

Det viste sig siden hen at de studerende faktisk havde gennemskuet den politiske sammenhæng, men blot havde haft for kort tid (og det er jo en pointe i sig selv) til at skrive om det på deres hjemmeside.

Meddelelsens hvem vil hvad

Kommunikation handler om at ville andre noget. Jeg skriver ikke denne tekst ud i det blå, men for at dele nogle erfaringer og erkendelser som jeg synes er vigtige – og fordi jeg håber at flere kan blive bedre til at gennemskue hvad der er på spil i kommunikation generelt og på internettet specifikt. Jeg har altså både holdninger og mål med min tekst. Det formoder jeg min læser har også, ligesom jeg ved at jeg kan manipulere med ham eller hende ved at fremhæve noget og skjule noget andet.

Eksemplerne ovenover illustrerer vigtigheden af at eleverne kan afgøre hvilke intentioner, hvilke forudsætninger og afhængigheder (økonomiske, sociale, institutionelle, personlige osv.) afsenderen har. Og om man selv er afsenderens målgruppe. Med andre ord skal man kunne afdække træk ved kommunikationssituationen.

Eleverne skal altså kunne analysere den tekst og den kontekst de står over for. Det kan de gøre ved at tage udgangspunkt i en undersøgelse af teksten og af hvordan kommunikationssituationens forskellige aktører og faktorer behandles i teksten. I det følgende giver jeg nogle korte antydninger af hvad sådanne undersøgelser kan dreje sig om. Jeg tager udgangspunkt i en kommunikationsmodel udviklet af lingvisten Jørgen Bang og filosoffen Jørgen Døør. Grundtanken i den såkaldte dialogmodel er at enhver dialog udgøres af tre (grupper af) subjekter: En der taler (1. person: S₁), en der lytter (2. person: S₂) og endelig en (3. person: S₃) der påvirker eller påvirkes af S₁ og S₂’s dialog. S₃ kan fx være censor der påvirker hvad eksaminanden siger, og indvandrere og flygtninges muligheder i det danske samfund der påvirkes gennem Dansk kulturs propaganda.

Deltagere – mål, holdninger og forudsætninger

Enhver tekst har en producent eller en afsender, et S₁. Producenten vil noget med sin tekst – og har en holdning til det han eller hun skriver om. Derfor giver hun eller han teksten en modalitet (lat. måde, den måde teksten gengiver sammenhængene på). Derudover har producenten forudsætninger af forskellige slags, indgår i institutionelle sammenhænge osv.

Det er sådanne mål, modaliteter og forudsætninger eleverne skal kunne afdække for at de kan finde ud af i hvor høj grad de kan stole på teksten og i hvor høj grad de er enige i de holdninger der kommer til udtryk i teksten. I tilfældet Jasmine forekommer producenten tilsyneladende troværdig, men de egentlige forudsætninger for at producere en grammatiktest er ikke umiddelbart dokumenteret. Hvad producentens mål med en sådan grammatiktest er, er ikke umiddelbart indlysende, ligesom jeg blot kan formode at producentens holdning er at gramamtiktests er anvendelige og udbytterige for de testede.

Dansk kulturs holdning er derimod mere klar: Islam er en trussel, og målet bliver derfor at dansk kultur skal værnes mod denne trussel gennem oplysning på nettet, i skolerne osv. Hvilke forudsætninger producenterne af siderne har fremgår ikke umiddelbart af siderne. Kaster vi et blik på en side der henvises til fra Dansk kultur og som “sponseres af Dansk kultur”, nemlig “islaminfo.dk” så fremgår det her, at “'islaminfo.dk' er opbygget af en kreds af danske eksperter i islam, som ønsker at formidle regulær vidensinformation.” Der er altså tilsyneladende kompetente kræfter bag oplysningerne. En nærmere undersøgelse viser bare at det er efter nogle lidt usædvanlige kriterier at skribenterne er “danske eksperter”. Navnene er ukendte i forskerkredse og såmænd også i danske teologiske kredse – og teksterne er om ikke ubehjælpsomme så meget negativt farvede i beskrivelserne af islam.

Det er ikke ved alle sider man ser så klart problematiske afsenderforhold – ofte er det meget mere subtilt at afgøre hvad afsenderen selv mener og vil med sin tekst. For at afdække det må eleverne og deres lærere i gang med en nærmere undersøgelse af teksten. En sådan undersøgelse bliver der ikke plads til i denne artikel. Det ville blive for omfattende – og det ligner i et vist omfang de analyser af sagprosatekster eleverne i forvejen kan lave. For en grundigere gennemgang af tekstanalyse, se Bundsgaard 2001, Bundsgaard 2000, Lindø 2002.

Læseren har naturligvis også mål med sin læsning. Hvad skal jeg bruge denne tekst til – og hvordan kan jeg få det jeg vil ud af den. Samtidig er læseren udsat for at blive påvirket både eksplicit og implicit af teksten. islaminfo.dk’s forsøg på at overbevise læseren om at det skam var saglig og relevant information der gives på det sted er et godt eksempel.

Vurdering og anvendelse

Når eleverne har været igennem en nærmere undersøgelse af hvordan kommunikationssituation de indgår i tager sig ud er det på tide at foretage en samlet vurdering af teksten - og af hvilke anvendelsesmuligheder den har for dem.

Produktion

Inden for nyere mediepædagogik (fx Tufte 1998) argumenteres for at eleverne for at kunne forstå medieudtryk selv skal arbejde med at producere medietekster. Denne begrundelse suppleres inden for internetsammenhængen af at børnene kan anvende deres hjemmeside som offentlig præsentation af eget arbejde både her og nu og senere fx i forbindelse med jobsøgning, publicering af tekster, billeder osv. der har relation til deres hobbys, politiske engagement osv. Derfor skal en væsentlig del af arbejdet med internet bestå af at eleverne selv producerer hjemmesider – med tekster, billeder, lyd, links osv.

Det betyder i første omgang at de skal lære de tekniske sider af hjemmesideproduktionen. Det er efterhånden meget enkelt – nyere tekstbehandlingsprogrammer kan gemme almindelige dokumenter som såkaldte html-dokumenter (websider). Derfra handler det om at få dem lagt op på nettet – noget der i store træk minder om at flytte filer rundt med Windows Stifinder (jf. Bundsgaard 2000b & c).

I anden omgang handler det så om at arbejde med indhold og form. Hertil er processkrivningsformen ideel – lige som produktion af hjemmesider kan løse et af skoleskrivningens største problemer: At eleverne skriver mere for læreren end for at meddele sig (jf. Hetmar 2000). Hvis en tekst skal publiceres som hjemmeside er der pludselig et formål med at lave tekster der er sammenhængende og til at læse, flot sat op og tiltrækkende for læseren. Hjemmesiden bliver elevens projekt og så bliver det lærerens udfordring at bidrage til kvalificering af det projekt i stedet for at tvinge sine egne og institutionens krav om skriftlighed igennem.

Konklusion

Den hårdtprøvede dansklærer sidder måske tilbage med en fornemmelse af, at ja det er godt nok alt det der. Men det kan eleverne jo ikke nå med alt det andet de også skal nå. Og det er klart. Jeg har ikke beskrevet arbejdsgangen for hver eneste internetsøgning, men nogle kompetencer, som de skal udvikle løbende og som de kan se relevansen af og er i stand til at gøre brug af når de oplever behovet for det.

Litteratur

Bundsgaard, Jeppe (2000): Internettet. Atom eller fragment. ELI Working Paper no. 1. Odense.

Bundsgaard, Jeppe (2000a): “En hjemmeside er ikke bare en hjemmeside”: http://www.bundsgaard.net/jeppe/sem/2.05/internetiuv/hjemmesidekomsit.htm

Bundsgaard, Jeppe (2000b): “Hjemmesideproduktionsprincipper (!)”: http://www.bundsgaard.net/jeppe/sem/2.05/internetiuv/hjemmesideprodprinc.htm

Bundsgaard, Jeppe (2000c): “Hjemmeside – sådan!”: http://www.bundsgaard.net/jeppe/sem/2.05/internetiuv/hjemmesidesaadan.htm

Bundsgaard, Jeppe (2000d): “Myten om Internettet”. I: Folkeskolen nr. 7. 2000.

http://www.folkeskolen.dk/2000/07/redaktionelt/a11.htm

Bundsgaard, Jeppe (2001e): “Fra Guldhornene til Danmarks Internetbibliotek”. I Bibliotekspressen nr. 1, 2000.

http://hjem.get2net.dk/JeppeB/teknolog/dib.htm

Bundsgaard, Jeppe (2002): “Gener og grammatik” I: Synsvinkler, nr. 25 (forthcoming).

Hetmar, Vibeke (2000): Elevens projekt. Lærerens udfordringer. København.

Lindø, Anna Vibeke (2002): Samtalen som livsform. Århus.

Tufte, Birgitte (1998): TV på tavlen. København.

Oversigt over kompetencer der aktualiseres af internettet

Jeg ser det som nogle centrale kompetencer, at eleverne:

1. Har søgefærdigheder, dvs.

   1. kan finde det, de søger, og det vil ofte sige:

      1. Vide noget om det, de søger viden om,

      2. og kende søgemaskiners forskellige søgemetoder, selektionskriterier, opdateringsformer, præsentationsformer og sorteringsmetoder.

   2. ved (eller har velkvalificerede forestillinger om) om det de søger er muligt at finde,

   3. kan begrænse deres søgninger så de finder det de søger i tilstrækkelige mængder – ikke for meget og ikke for lidt,

   4. kender steder der er normalt giver gode oplysninger og links (fx centrale undervisningssites som elektronisk mødested for undervisningsverdenen, skolernes databaseservice osv.)

   5. kan danne sig et hurtigt overblik over det fundne – er det overvejende relevant eller irrelevant

2. Har tekstanalysekompetencer, dvs.

   1. kan gennemse de fundne sider for, om de er relevante i elevernes sammenhænge,

   2. kan skabe sig et overblik over de relevante sider,

   3. kan sætte sig ind i sidens institutionelle og personelle kontekst (hvem har lavet siden, med hvilke mål, for hvem, med hvilke underliggende holdninger osv.),

   4. kan bestemme kvaliteten af sidens oplysninger, og

   5. kan bestemme i hvilken grad sidens oplysninger er dækkende, farvede, overdrevne osv.

3. Kan anvende de fundne oplysninger i de relevante sammenhænge.

4. Kan og vil styre uden om sider med indhold, der ikke er “passende” (sex, vold, fascistisk og racistisk propaganda osv.)

5. Selv kan producere hjemmesider, der

   1. relevant udtrykker det, eleven vil udtrykke (elevens projekt),

   2. er tilgængelige og forståelige for læseren (eleven skal kunne vurdere, hvad og hvordan han eller hun skal fortælle om de situationelle kontekster)

   3. såvel udtryksmæssigt som indholdsmæssigt bidrager til, at læseren lærer, inspireres og/eller underholdes.

Disse kompetencer er for en stor dels vedkommende danskfaglige; de omfatter bl.a.:

4. Tekstanalyse,

5. arbejde med sagprosa og andet faktastof,

6. arbejde med den skriftlige dimension, (giver mulighed for tematisering af såvel processkrivning, elevens projekt (jf. Vibeke Hetmar: Elevens projekt – lærerens udfordringer) og modtagerbevidsthed, som arbejde med computerskrivning, layout og indholdspræsentation), og

7. vide muligheder for projekt- og tværfagligt arbejde.