Danmarks Internetbibliotek

Internettet er verdens største bibliotek, siges det. Her kan vi finde alle de oplysninger, vi skal bruge. Og her kan alle komme til orde med lige netop det, der ligger dem på hjerte. Det er sandt, at internettet har potentiale til at fungere som forlag og bibliotek på samme tid for alle de tekster, mennesker over hele verden skriver. Men potentialet er langt fra realiseret i dag.
Det er en ofte gentaget fordom, at vi kan finde informationer om alt mellem himmel og jord på internettet. Nogle udsagn bliver sandhed, blot de gentages ofte nok – og på sin vis gælder det også dette. I hvert fald handler uddannelsesfolk, politikere, bibliotekarer og ikke mindst it-folk som om, internettet gemmer på lige netop den information, vi har behov for i alle situationer. Men det er ikke sandt. Søger man f.eks. efter oplysninger om de omsmeltede danske nationalklenodier, guldhornene, finder man ikke andet end henvisninger til værtshuse, lokumsdigte, kalenderfirmaer, antikvariater osv. og et par sider, hvor runeindskriften på det korte guldhorn omtales. Intet, der kan fungere som troværdig kilde for udsagn om guldhornene. På hele nettet ligger der tilsyneladende ikke en eneste tekst, som har guldhornene som centralt emne, eller som behandler dem mere end overfladisk. Dette er ikke et isoleret tilfælde. Derfor er det første helt uomgængelige – og vel, når det kommer til stykket, også indlysende – krav, at der skal ligge relevante tekster på nettet, for at vi kan finde relevante tekster på nettet.
    Indtil videre har det været op til den enkelte forsker, lærer, forfatter, tidsskriftudgiver osv. at lægge artikler og bøger på nettet. Det er sket, men i en meget usystematiseret form, hvilket vel på den ene side skyldes, at internetpublicering kræver en smule teknisk indsigt, men også, at der er penge i artikler, bøger, tidsskrifter osv. Ønsker beslutningstagere, uddannelsesforskere med flere, at nettet skal fungere som et sted, hvor den nyeste viden, såvel som nyformuleringen af den gamle, kan findes og læses, er det nødvendigt at sætte massivt ind med elektronisk publicering. Det første skridt kunne være at kræve, at al dansk offentlig finansieret forskning (også) blev publiceret elektronisk på nettet. Der ville nok gå noget tid, før der var større mængder materiale om guldhornene, men det ville komme stille og roligt.
    Min søgen efter guldhornene bragte mig til et væld af fuldstændig irrelevante hjemmesider – i dette tilfælde dog så få, at jeg kunne overkomme at se dem igennem. Søger man oplysninger om mere almindelige fænomener, får man tusindvis af 'hits', som det er ganske umuligt at gennemgå, og som computerprogrammer slet ikke er – eller bliver – i stand til at sortere i for én.
    Hvis nettet skal fungere som det store lager af tekster om alt mellem himmel og jord, hvoriblandt vi kan søge og finde lige netop de tekster, vi har brug for, skal det struktureres på en helt anden måde, end vi har set det hidtil. På nettet findes der allerede en lang række såkaldte specifikke emneregistre, der indeholder henvisninger til sider om et givet emne. For det første er problemet at finde disse registre, for det andet er problemet kvaliteten af registrene: Indeholder de henvisninger til et forholdsmæssigt stort udsnit af sider om emnet, eller er det blot en lille tilfældig samling henvisninger? Og hvordan er prioriteringen foregået? Er det en persons idiosynkratiske vinkel på emnet, eller er det et udtryk for flere faglige traditioner og holdninger? Det er godt og sundt med disse forskellige tilgange. Men skal vi forlade væsentlige dele af vores videnstilegnelse og uddannelser på tekster fra nettet, må vi sikre os, at der er ordentlig adgang til dem.
    Allerede tilbage i Mesopotamien og Ægypten et par tusind år før vor tidsregning samlede rigmænd og konger bøger sammen i biblioteker. Denne tradition fortsatte bl.a. i Grækenland, hvor Alexandrias bibliotek fra omkring 300 før vor tidsregning nåede op på at indeholde omkring 500.000 bogruller! Det alexandrinske bibliotek var grundlagt under (og ejet af) Kong Ptolemæus og talte mange store græske videnskabsmænd som sine bibliotekarer. Her var adgang for byens borgere (mænd med ejendom). I Danmark har vi haft det Kongelige Bibliotek siden 1650, hvortil der blev offentlig adgang i 1793. Omkring midten af 1700-tallet oprettede lærere og præster med baggrund i oplysningstidens idealer små bogsamlinger rundt omkring i landet, som skulle fremkalde og tilfredsstille læselysten hos almuen – men med ringe held. I 1882 begyndte staten at støtte disse almuebiblioteker, som efterhånden omfattede andet end 'oplysende' litteratur, i form af håndbøger, lettere tilgængelig faglitteratur, skønlitteratur osv. I 1920 skabtes endelig et landsdækkende net af biblioteker med hele befolkningen for øje.
    Som det fremgår har der næsten siden skriftens opfindelse, og særligt efter trykpressens, været biblioteker, hvor så vidt muligt al tilgængelig litteratur blev indsamlet og gjort tilgængelig for offentligheden. Hen ad vejen er denne offentlighed kommet til reelt at omfatte størstedelen af befolkningen, også fordi der er kommet mindre biblioteker landet over. Er det en udvikling, der fortsætter med internettet?
    Det kongelige bibliotek har en såkaldt pligtafleveringsordning, som betyder, at udgivere af bøger har pligt til at sende et eller flere eksemplarer af alle udgivelser. Denne ordning betyder, at det Kongelige Bibliotek i dag er i besiddelse af et eksemplar af stort set samtlige danske bøger fra 1600 og frem – og en god del inden da. Denne ordning har man valgt at videreføre med såkaldt statiske internettekster, hvis forfatter i princippet er pligtig at anmelde teksten til Det Kongelige Bibliotek, som derefter kopierer teksten over på særlig servere, der befinder sig på Det Kongelige Bibliotek og på Statsbiblioteket i Århus. Adgangen til disse servere sker fra specielle computere på de to biblioteker. For mig at se går hele styrken med internettet lidt i stykker med denne løsning. Jeg har en anden.
    Lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, dr.pæd. Steen Larsen har fostret en ide om Den Store Landsdækkende Projektdatabase, der skal indeholde henvisninger til folkeskoleelevers projekter, til lærernes projektbeskrivelser og til eventuelle andre sider om emnerne på nettet. Larsen forestiller sig en sådan database organiseret efter bibliotekernes decimalklassesystem.
    Denne ide forekommer mig fornuftig at tage udgangspunkt i. Men hvorfor holde sig til folkeskolen? Lad os udvide tanken til at omfatte hele det danske vidensproduktions- og -behandlingssystem, så alle fra forskeren til folkeskoleeleven, fra lærebogsforfatteren til baggrundsartikelskribenten publicerer deres tekster på nettet og får indført en henvisning i det, vi kunne kalde Danmarks Internetbibliotek. Henvisninger kan komme efter skribentens eller en læsers anmodning, eller ved at bibliotekarerne finder dem frem. Bibliotekarerne kan være fast tilknyttede, men det kan også være forskere, lærere osv., som med et kendskab til fag og pædagogik kan placere tekster i registeret.
    Internetbiblioteket skal ikke indeholde selve teksterne, men blot henvisninger til, hvor de findes på nettet. Derved bevares den decentrale produktion og publikation, som er en fordel ved nettet, fordi alle uanset deres oppositionelle stilling i samfundet kan komme til orde. Samtidig giver det mulighed for 'levende' tekster, som udvikles, fordi der kommer nye oplysninger til, fordi skribenten ændrer holdning til emnet osv.
    Hvorvidt der skal ske en egentlig bedømmelse af teksterne før placering i registeret, kan der tales for og imod. På den ene side må der ikke være en alt for ideologisk betinget udelukkelse af materiale, på den anden side skal registeret fungere i søgningen – der må ikke være for meget underlødigt materiale. Fordelen ved nettet er, at hvem som helst kan oprette alternative registre indenfor de forskellige områder, hvis de finder udvælgelsen for slap eller for stram – registre, som det 'officielle' også skal henvise til, så særligt interesserede har let adgang til andre strukturereringer af internetvirkeligheden end den autoriserede.
    De enorme mængder tekster, der efterhånden registreres, skal sorteres, så det er let at finde frem til tekster af lige netop den sværhedsgrad og indenfor det område, konsumenten har brug for. Hertil kan bl.a. udarbejdes detaljerede genrekategorier, som søgningen kan rettes ind efter. Der kan være tale om forskningsartikler, andre teoretiske artikler (universitetsprojekter, artikler i tidsskrifter), introduktionsartikler, læreartikler/-bøger, baggrundsartikler, nyhedsartikler, gymnasieprojekter, folkeskoleprojekter, monografier, afhandlinger osv. Derved kan folkeskoleeleven såvel som den universitetsstuderende og journalisten finde egnet materiale (hvis det er publiceret) på rette niveau.
    Hvis henvisningerne går direkte til teksterne uden andre oplysninger, bliver der tale om atomtekster. Derfor skal henvisningen til alle tekster ske i følgeskab med en henvisning til hovedsiden i tekstens hierarki. Derved fastholdes bevidstheden om, at en tekst er et fragment i et kludetæppe (et tekstil) af tekster, og det bliver lettere at undersøge, hvilken kontekst kommunikationssituationen er indskrevet i.
    I den form, nettets tekster overvejende har i dag, er kommunikationen monologisk. Teksterne er skrevet og fungerer derfra som en envejskommunikation, som ikke kan kommenteres direkte, så andre læsere får kendskab til supplerende oplysninger, kritik og enighedstilkendegivelser. En mere dialogisk form (men vel tættere på en følge af monologer), som kan iværksættes ved tekster på nettet uden særlige tekniske vanskeligheder, ville det være, hvis der til hver tekst tilknyttes en debatside. På denne debatside kan læsere, der har lyst, give sig til kende – evt. blot med mulighed for at sige: "Jeg var her og læste teksten, jeg har ingen kommentarer". Men læsere kan også give kritik, råd og vejledning, henvise til egne eller andre relevante tekster om emnet, stille spørgsmål osv. Derved bliver teksterne levende udtryk for en levende dialog, som væver teksterne sammen i et kludetæppe af tekster, som hænger sammen på kryds og tværs. Således opnås også, at nogle tekster kanoniseres (græsk: kanon, rør, rettesnor) og andre apokoperes (græsk: apokope, afskæring), så læsere, der ikke har et indgående kendskab til traditionen, på godt og ondt informeres af (formes ind i) traditionens læsning af teksterne.
    Hvis vi skal få rigtig glæde af internettet som bibliotek, skal vi (på universitetet, i staten, på bibliotekerne og som samfundsmedlemmer) i fællesskab tage opgaven alvorligt. Lad os få lavet det internetbibliotek.