Fanget i internettet

Internettet gør sit indtog alle steder i disse år – ikke mindst i folkeskolen og resten af uddannelsessystemet. Alle kommuner med respekt for sig selv sender hele lærerkorpset på it-kursus, for at de kan undervise eleverne i at anvende de redskaber, de skal kunne for ikke at blive hægtet af udviklingen. Men er teknologibeherskelse den eneste kompetence, lærerne og eleverne skal udvikle? Skal de bare lære at søge på internettet, behandle billeder og skrive på tekstbehandlingsanlæg? Eller fordrer anvendelse af internettet i undervisningen kompetencer af en helt anden type end den tekniske beherskelse?
    Internettet har fået ry for at være en teknologi, med hvilken alle kan komme til orde, og alle kan finde lige netop de informationer, de søger. Således siger f.eks. lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, dr.pæd. Steen Larsen i IT og de nye læreprocesser: "… de informationer, eleverne har brug for findes på Internet i en form der netop er søgbar for eleverne." Men med de anvendelser af internettet, vi ser i dag, er det er en sandhed med modifikationer.
    Til at søge informationer på internettet findes der to forskellige typer søgemaskiner: Søgeregistre og søgerobotter. Registrene fungerer som en mellemting mellem en telefonbog og bibliotekets emneregister, mens en robot i princippet er et program, der går fra side til side på nettet og registrerer dem efterhånden.
    Søgeregistrene, f.eks. det danske Jubii eller det amerikanske Yahoo!, optager nye sidehenvisninger efter anmodning fra sidernes ophavsmænd. Registrene henviser kun til hovedsider (hver personlig hjemmeside, én henvisning) og indeholder således ikke henvisninger til alle de forskellige artikler eller emneområder, en hovedside er paraply for. F.eks. har jeg på min egen hjemmeside i dag (7. november 1999) fire hovedemner (sprog, litteratur, politik og internetteori), der hver henviser til mere end 3 artikler, jeg har skrevet om emnet. I det danske søgeregister Jubii har jeg givet de maksimale 5 emneord og 150 tegns beskrivelse, som i sagens natur tilsammen kun meget generelt beskriver indholdet af min side. Folk, der f.eks. søger på Svend Åge Madsen, hvis værk jeg har to artikler liggende om, vil således ikke finde dem ad den vej.
    Til søgning efter personers hjemmesider, firmaer, foreninger, organisationer o.lign. fungerer registeret i dag ganske udmærket. Men mere specifikke informationer finder man sjældent ad den vej. Det er altså ikke her, man skal forvente at finde frem til guldkornene om Guldhornene. En søgning på 'guldhorn*' i det danske søgeregister Jubii (http://www.jubii.dk) den 7. november 1999 gav forøvrigt ingen resultater.
    De mere tekniske sider af den anden type søgemaskiner, søgerobotterne, er en hemmelighed; af konkurrenceårsager, men også fordi offentligt kendskab til den mere præcise funktion af robotterne ville betyde, at de enkelte hjemmesider kunne opbygges, så de ofte ville komme op som bedste svar på søgningen. Er det bedste svar f.eks. det, hvor søgeordet optræder flest gange, gælder det blot om at skrive centrale nøgleord rigtig mange gange. Og den fristelse kan firmaer, hvis eksistens afhænger af besøg på hjemmesiden, let falde for. I internettets liberalistisk-anarkistiske konkurrence er det svært at henstille til fair play.
    Firmaet bag søgerobotten AltaVista påstår, at funktionen af deres robot er, at alle sider, der findes af robotten, kopieres ind i AltaVistas hukommelse, hvorfra alle forekomster af enhver søgestreng kan genkaldes på 1/3 sekund. Jeg har foretaget forsøg med forskellige søgestrenge, som jeg vidste befandt sig i en tekst, AltaVista havde indekseret. Det tyder på, at hele teksten virkelig er kopieret ind i AltaVistas hukommelse. Derimod er det langt fra alle sider, der indekseres. Af min hjemmesides 29 sider er kun 20 indekseret i øjeblikket; for et par måneder siden var det én og før det 16 – der er tilsyneladende ikke noget system i, hvilke der medtages, og hvilke der udelades.
    Steen Larsens påstand var som bekendt, at vi på nettet finder de nødvendige informationer i en form, der er 'søgbar' for eleverne – underforstået at de både er tilstrækkelige til at dække elevernes 'informationsbehov' og mulige at afgrænse. Guldhornene er så centrale i dansk kultur og historie, at vi vel må formode at finde gode, væsentlige oplysninger, der er dækkende for en folkeskoleelevs behov og samtidig til at forstå. En søgning på 'guldhorn' i AltaVista den 17. januar 1999 gav 39 resultater (en søgning den 7. november 1999 gav 48 resultater – men ingen, der ændrer på konklusionerne i det følgende).
    Den første henvisning sker til en antikvarboghandel, der sælger en akvarel, der viser Guldhornene, og Asger Jorns Guldhorn og lykkehjul; den anden henvisning er til værtshuset Guldhornet på banegårdspladsen i Århus (der optræder yderligere to henvisninger til Guldhornet på den første henvisningsside, blot til en engelsk og en tysk oversættelse af teksten). Den tredie henvisning er til en quiz, mens den fjerde efter beskrivelsen måske dækker over noget interessant. En nærmere undersøgelse viser, at den side, der henvises til, er en del af en beskrivelse af Sønderjylland, hvor nøgleordet Guldhorn optræder i et digt og i forbindelse med en omtale af en kronprins (Christian V): "Det var i øvrigt selvsamme prins, der skulle ende med at drikke sig ihjel, blandt andet i det fem år senere fundne Guldhorn." Henvisningerne fortsætter med et kalenderfirma, et bryggeri, Tønder turistbureau, en underlødig festsang osv. Alle er det steder, hvor ordet optræder som i eksemplet, uden at det forklares yderligere. Der er desuden et par henvisninger til sider, der ikke eksisterer længere, og til sider, hvor ordet Guldhorn ikke optræder.
    Tre sider behandler de Guldhorn, der blev fundet ved Gallehus i 1639 og 1734. De to indeholder transkriptioner og oversættelser af indskriften på det korte Guldhorn. Den ene transkription er forkert, og ingen af oversættelserne nyder opbakning i runeforskerkredse i dag. Den tredie side nævner Guldhornenes findested og de mindesten, der er opsat der.
    Elever, der ad søgerobottens vej søger informationer om Guldhornene, vil altså finde et par spredte oplysninger om findested og -år og lettere fejlagtige oversættelser af indskriften på det korte horn, alt sammen blandet godt op med informationer om bryggerier, værtshuse, lokumsdigte osv. Opslag i dette århundredes to store danske leksika, som står (eller bør stå) på ethvert folkeskolebibliotek, Salmonsens Konversationsleksikon (Bd. X, 1920) og Den Store Danske Encyklopædi (Bd. 8, 1997), giver begge betydeligt flere, mere korrekte og bedre ordnede informationer om Guldhornene. Den almindelige fordom om, at der med internettet "åbnes hidtil uanede muligheder for fri adgang til information og informationsudveksling" (Lone Dybkjær og Søren Christensen), har altså en tvivlsom sandhedsværdi, ligesom fordommen om, at henter man sine informationer fra nettet, "er man sikker på at de er ajourførte" (computerjournalist Peter Hesseldahl) viser sig fejlagtig. Blot fordi jeg 'lægger informationer på nettet', er det jo ikke sikkert, at det er de nyeste (som det var tilfældet med oversættelserne af Guldhornsindskriften), eller at jeg husker at ændre dem, når de ikke længere har aktualitet.

I min søgning var jeg heldig at finde et nøgleord, som ikke optrådte et uoverskueligt antal gange på AltaVistas henvisninger til sider på nettet. 39 sider kan ses igennem. Men ofte er vi interesserede i fænomener, som har langt mere opmærksomhed og derfor nævnes rigtig mange gange på nettet. Enten giver søgning på sådanne emner et uoverskueligt stort arbejde med at sortere – ellers sorteres anvendelige sider fra. Et konstrueret eksempel: En gruppe elever skal skrive om Tysklands historie. En søgning (kun på danske websider) på Tyskland giver således 11.069 henvisninger. Jeg indskrænker den til at omfatte både Tyskland og historie, hvilket giver 7.570 henvisninger. Gennem to såkaldte raffineringer af søgningen kommer jeg ned på først 6.180 henvisninger og til slut 39 henvisninger. Men heriblandt er der ikke en eneste, der giver bare en smule information om tysk historie.
    Så længe vi overlader til computere at sortere internettet, er vi ilde stedt. Vi har ingen som helst mulighed for at bedømme omfanget af sorteringen og hvilke kriterier, der ligger til grund for robottens registrering. At søge på internettet med de nuværende søgerobotter og -registre er som at søge efter en nål i en høstak.

Fordommen om internettet lyder, at enhver kan blive udbyder af information om alt mellem himmel og jord. Og det er måske meget rigtigt. Men er det også ved at blive realiseret?
    Implicit i tanken om de altid nye informationer på nettet ligger en forestilling om, at nye ideer og tanker let og ubesværet kan formuleres skriftligt og lægges op på nettet. Sådan fungerer det bare ikke. Skrift er ikke en lige så uvilkårlig og letflydende proces som tale; det kræver tværtimod arbejde at skrive, fordi skrift skal formes villet og struktureres efter andre krav end tale.
    I dag har kommercielle virksomheder klare grunde til at gøre deres entre på internettet – stadig flere (deriblandt jeg) anvender internettet til at finde virksomheder, der udbyder varer eller ydelser, de ønsker – og stadig flere lader sig udsætte for et bombardement af bannerreklamer for alverdens virksomheder. Men hvad er incitamenterne for mennesker, der har skrevet tekster eller kunne skrive tekster, der kunne publiceres på internettet, til faktisk at publicere på nettet? Jeg ser nogle, så som glæde ved at andre læser ens tekster, lysten til at være med i den virtuelle 'virkelighed' osv. Men jeg ser ikke i samme grad incitamenter, som kan få mennesker, der ikke har disse behov eller får dem opfyldt andre steder, til at publicere, ligesom jeg ser store barrierer i og med det arbejde, der faktisk ligger i at udforme og vedligeholde en hjemmeside.
    Det er altså et væsentligt spørgsmål, om internettet reelt er de mange afsenderes – og om der parallelt eksisterer de mange muligheder for modtagerne. Med andre ord er det et spørgsmål om internettets webdel altovervejende er ved at blive en kommunikationsteknologi, der anvendes til kommercielle formål – eller om det også kan blive forlag og bibliotek.

Eleverne finder altså ikke de store mængder informationer på internettet, de kan bruge i opbygningen af deres viden. Men hvad finder de så?
    Sider på internettet indgår gerne i et hierarki med en hovedside og undersider derfra. Hovedsiden, der ofte kaldes index.html (eller index.htm), hentes ind, hvis ingen side specificeres. I web-adressen for den tekst, der mest udførligt behandlede runerne på det korte Guldhorn, fjerner jeg sidens navn: runer.htm og står nu i hovedsiden, der hedder Lidskjalv – Organ for dansk kultur og historie. Det viser sig, at jeg er kommet ind på en højreradikal hjemmeside. Runeteksten indgår i en kontekst, der er præget af kamp mod EU og det multietniske samfund og for ariernes overherredømme i et Danmark for danskerne – "Altid Danmark" som det fælles kampråb lyder gentagne gange i den tilknyttede gæstebog.
    Runeteksten er altså ikke skrevet som den 'objektivt' informerende tekst, den umiddelbart kan fremstå som, men indgår i en fællesskabsskabende fortælling om den danske slægts enestående overmennesker, som angribes udefra af de muslimske horder. Med den viden får teksten pludselig et andet skær; og citater, som jeg blot studsede over, før jeg kendte sammenhængen, får nu en helt anden central betydning for teksten.
    Runeteksten indeholder ikke nogen af de såkaldte hyperlinks, som kan fremkalde en anden tekst på min skærm. Siden er tilsyneladende frit svævende uafhængig af sammenhæng – faktisk ikke engang et fragment (latin: fragmentum af frangere: at bryde), for da jeg først undersøgte teksten, opfattede jeg den ikke som et brudstykke af noget, men blot som et atom i en udifferentieret suppe – den var en tekst om runer, som indeholdt en oversættelse af det korte Guldhorns runetekst: Informationer.
    I sin atomistiske form, tilsyneladende helt fri af nogen sammenhæng i et hierarki eller en anden struktur, har runeteksten ingen forfatter. Det er en problematik, der ofte opstår på nettet. Forfatteren giver sig måske til kende et andet sted i hierarkiet, men mange kommer ind ad bagvejen via søgemaskiner eller henvisninger fra andre sider. I dette tilfælde gav det umiddelbart teksten et præg af den objektivitet, vi forventer fra en usigneret leksikonartikel: Dette er noget, alle kan blive enige om (det er vel sjældent tilfældet, men sådan er social sense). Men i anden omgang viser det sig at være en del af problemet med informationer. Som i alle andre sammenhænge – og mere i internetsammenhæng end i andre – er det vigtigt at kende de konstituenter, teksten er en funktion af. I dette tilfælde er teksten en funktion af en højreradikal kontekst, på trods af, at det ikke umiddelbart kommer særlig tydeligt til udtryk i selve teksten.
    Med internettet får Larsens elever mere end nogensinde brug for at analysere, hvilke kommunikationssammenhænge, de selv og de tekster, de finder, indgår i. Hvor Larsen lagde vægten på, at eleverne kan finde informationer, vil jeg sige, at det væsentligste mål for folkeskolen må være at vejlede eleverne i en kritisk imødekommende tilgang til andre menneskers tekster. At forstå internetsider som fragment, ikke som atom.

Den anden side af informationstankegangen er, at alle informationer så at sige er på samme tilgængelighedsniveau – at runeindskriften på Guldhornet er informationer på samme måde som vejrudsigten, så det blot er et spørgsmål om, at de gives den rette formidling, så alle kan erkende deres vidensindhold. Sådan er det naturligvis ikke. Derfor kan Larsen ikke blot sætte sine elever til 'at finde informationer'. De skal findes i en form, så eleverne kan anvende dem til at udvide deres forståelse af verden. Og det er der ikke så mange informationer, der nødvendigvis gør.
    Uddannelse, informering, dannelse, oplysning eller hvad vi vælger at kalde det, har ikke blot som mål at fylde os med viden om hvad-som-helst. Larsen har i sin forskning udviklet det, han kalder "den ultimative formel for effektiv læring. Ifølge denne formel, lærer eleven kun noget, hvis de:/ 1) arbejder/ 2) engageret/ 3) indenfor deres aktuelle 'båndbredde', d.v.s. deres nuværende kompetencefelt." Udover den sympatiske learning-by-doing-tankegang, der ligger i denne formel, finder vi også et centralt problem i social sense-forståelsen af informationer og deres funktion i vores liv og verden. Uddannelse er ikke kun effektiv læring; uddannelse handler ikke blot om at formidle sandheder eller veje til selv at finde frem til informationer (som er det nye navn for sandheder). Først og fremmest drejer uddannelse sig om at medskabe rammerne hos eleverne for, at de kan forstå og deltage i det samfund – i bredeste forstand – de er en del af. Derfor er tekster ikke blot tekster, informationer ikke blot informationer; de er holdepunkter i vores hverdag, som vi kan holde og forholde os til, som vi kan acceptere eller kritisere. Derigennem kan eleverne (og vi) blive dannede mennesker, ikke atomer i en udifferentieret suppe.