Fleksibel tid til hvad?

Tid til børnene, tid til vennerne og tid til fritidsinteresserne, når de har tid til én. Det er nogle af mulighederne for de mange, der efterhånden begynder at arbejde hjemme, forbundet til arbejdspladsen via computeren og telefonledningen. Hjemmearbejderen kan arbejde uforstyrret i lange stræk, og han eller hun får en fleksibel arbejdsdag uden transport, hvor der bliver mulighed for at passe arbejdet ind efter f.eks. børnenes rytme. For arbejdsgiverne betyder hjemmearbejdet, at dyr kontorplads kan spares, og det lader oven i købet til, at effektiviteten bliver større.

Der er dog en række fordele ved konventionelt arbejde, som går tabt ved hjemmearbejde, og som der skal findes erstatninger for. Jeg arbejdede engang på en arbejdsplads, hvor chefen tit harcelerede over, at de ansatte småsnakkede for meget. Indimellem blev det naturligvis for meget, men småsnakken var uvurderlig for arbejdets udførelse. Råd og vejledning, opdatering af, hvad de andre var i gang med, diskussion af sagerne, hvordan kunne arbejdet gøres bedre osv. Disse små samtaler, som på den ene side betød, at opmærksomheden ikke var rettet mod den pålagte opgave, betød også, at mange problemer blev undgået og mange irrationelle arbejdsgange blev forbedret. Indimellem blev der da også plads til en god politisk diskussion om dagens hede emner eller lidt sladder om chefen og kolonihaven. Men alt i alt havde det til resultat, at vi lærte hinanden bedre at kende, at vi oplevede en god stemning og et rart arbejdsmiljø.

Et arbejdsmiljø af den art opstår knap så let, når man sidder alene derhjemme med sin computer. Hvis den fleksible og sparede tid derved bliver tid til at sidde fast i besværlige rutiner, at miste overblikket og værst af alt at miste arbejdsglæden, så er den knap så meget værd. Derfor bliver det en vigtig opgave for os i den kommende tid at finde måder at organisere os på, så vi ikke ender med en masse ensomme hjemmearbejdere, der nok har tid, men ikke tid til at være glade.

Naturligvis kan noget af den tabte daglige ansigt-til-ansigt-kontakt erstattes af samtaler i videotelefonen og vha. epost og lignende, men den spontant opståede korte og uformelle snak bliver meget svær at simulere ad elektronisk vej. Så hvis hjemmearbejde skal blive en holdbar praksis, må vi finde sociale netværk, der kan erstatte og supplere arbejdspladsens trygge rammer.

Igennem dette århundrede har vi fået stadig mindre at gøre med vores naboer. Det hænger bl.a. sammen med, at vi er flyttet efter uddannelse og arbejde. Politikkerne har kaldt dette for arbejdskraftens mobilitet, som de har forsøgt at fremme, fordi det formindsker flaskehalse på arbejdsmarkedet. Den økonomiske gevinst har betydet, at vi alle har fået mindre sociale netværk, og at nogle af os er blevet mere ensomme, end godt er. Hjemmearbejdet fremmer denne bevægelse, men det kan også vise sig som vejen til løsningen på problemet. Danmark er et foreningsland, og det er netop dette faktum, jeg ser som vores force i denne sammenhæng. Hvis hjemmearbejderne begynder at organisere sig i lokale netværk, f.eks. ved at lave lokale hjemmearbejdskontorer eller ved simpelt hen at spise frokost sammen, kan der ske en genoplivning af landsbyer og lokalområder i byerne. Den tværfaglighed, der var en naturlig del af arbejdet på min omtalte arbejdsplads, kan opstå i nærmiljøet, og måske kan den endda blive næret af nye og anderledes relationer, der aldrig var opstået på den ordinære arbejdsplads. Hvis jeg spiser frokost sammen med f.eks. landsbyens computerekspert, journalist, tømrer, forsikringsagent osv. kan vi udveksle erfaringer om arbejdet hjemme og om hinandens arbejde. De andre kan give os nye vinkler på, hvad vi laver.

Disse hjemmearbejdsnetværk kan tillige danne rammen om forøget aktivitet i det nære miljø. Vi kan blive enige om at lave en fælles køkkenhave, en dilettantskuespilsforening osv. Den politiske udfordring bliver at acceptere, at med fornyede stærke sociale bånd i de lokale miljøer bliver arbejdskraftens mobilitet en saga blot. Jeg vælger, hvor jeg vil bo, efter hvor mine venner bor, efter hvor jeg føler mig som en del af et fællesskab.

Hvis det ikke lykkes os at overskride de grænser, vi har skabt til vores naboer, så vi ender med at sidde alene derhjemme med vores computer, ser alternativet ikke rart ud. I USA viser undersøgelser, at generthed er ved at blive et alvorligt problem og at stadig flere bliver alvorligt afhængige (dvs. at de bruger mere end 38 timer om ugen af deres fritid på nettet) af deres kontakter på internettet. Hvis vi vil undgå en sådan social indskrænkning, må vi alle deltage i udviklingen af nye måder at være sammen på.

Hermed er alt naturligvis ikke sagt om hjemmearbejde, lad mig blot nævne en række problemfelter, der skal med ind i overvejelserne over, hvad hjemmearbejde kan føre med sig af udfordringer. Mange, som har prøvet at have arbejdet med hjem, eller som har studeret, har haft den ubehagelige oplevelse, at arbejdet altid lurer. Det giver en kronisk dårlig samvittighed, som kan gøre livet surt for familie og venner. I dag får vi penge for den tid, vi arbejder. Det kan blive svært fremover, hvorfor vi vil se en bevægelse mod betaling for produkt snarere end for tilstedeværelse. Det kan være fint for de dygtige, men det kan også føre til at produkterne bliver flotte og imponerende og knap så værdifulde i det lange løb. Meget tyder på, at der er større effektivitet blandt hjemmearbejderne. Det betyder, at de mennesker, der i bogstavelig forstand er glade for at tage på arbejde kan blive presset til at arbejde hjemme.

Langt hen ad vejen bliver det de personer, der med et grimt (og betegnende?) ord kaldes symbolanalytikere, der får muligheden for at arbejde hjemme. Det betyder, at der kan ske en social opsplitning i nye brydningszoner, så mennesker, der arbejder i produktionen, med deres hænder, ender i randen af de lokale fællesskaber og ikke får lejlighed til at skabe bedre betingelser for deres børn, venner og fritidsinteresser.

Jeg ved, at man i fagforeningerne og mange andre steder er igang med at diskutere nogle af de spørgsmål, jeg har behandlet ovenfor. Men der er meget mere at tage fat på af forsøg og diskussion blandt fagforeninger, politikere, meningsdannere, videnskabsfolk og alle os andre på landets arbejdspladser, hvis vi skal opleve udviklingen som positiv.