Internettet
Atom eller fragment

– en dialektisk kommunikationsteoretisk og -historisk undersøgelse af internettet

Specialeafhandling af Jeppe Bundsgaard
Center for Nordiske Studier ved Odense Universitet
April 1999

---

Indhold

Forord

Indledning

Baggrund og formål
Historie og topos
Tese, spørgsmål og struktur

Kommunikationsteknologiteori og -historie

Tese og teori
Spørgsmålets konstituenter og teorigrundlag
Teori for betydningsdannelse
Den traditionelle metafysiske tegnteori
Derridas tegnteori og grammatologi
Fra arbitrære forskelle til dialektiske afhængigheder
Det dialektiske tegn
Kropslige kommunikationsteknologier
Kropslige kommunikationsteknologier
Konventionalisering
Skriftlige kommunikationsteknologier
Mindemærker
Vareudveksling
Verbalsproglig skrift
Fonetisk skrift
Hvad skyldes fonocentrismen?
Trykpresse
Gutenberg: Gudsfrygtig kapitalist
Religion: Fra kristendom til naturvidenskab
Delresumé

Internettet

En internethistorie
Information
Social sense-betydning af information
Informationer i (den rette) sammenhæng
Findes der informationer på internettet?
Nødvendige informationer?
Nålen i høstakken
Internetsider: Atom eller fragment?
Fra informatom til kludetæppetekster
Kommunikation
Fremvæksten af et moderne demokrati
Etisk diskurs eller demokratisk-økologisk dialog?
Demokrati med nettet – Visioner og virkelighed
Telehøring – Et eksperiment med perspektiver
Internet – Kropsløs kommunikation
Six Degrees of Seperation
Kommunikation i sixdegrees – Dialog eller duolog?
Atomers udveksling

Resumé og perspektiver

To veje – Atom eller fragment

Litteratur

Bilag

Summary in English

Fodnoter

---

Forord

Tak til alle de dejlige mennesker, der har taget sig tid til at lægge egne projekter fra sig for at give mig et intellektuelt og menneskeligt mod- og medspil før, under og efter den fascinerende proces, det er at skrive kronen på værket, specialeafhandlingen. Tak til mine venner og vejledere: Joachim Wrang, Jørgen Christian Bang, Jørgen Døør, Lars Mortensen, Simon S. Simonsen, Sune Steffensen, Thomas Thorndal Larsen, Thomas Illum Hansen og Thorbjørn Hertz Jensen, som alle på hver deres måde har givet mig al den hjælp, man kan ønske sig af venner. Og tak til min familie, der altid har været klar til at høre og diskutere mine seneste påfund, særlig min far, der besidder en veludviklet evne til altid at sige det modsatte af mig. Det er drønirriterende og meget udviklende. Sidst, men ikke mindst tak til min vigtigste vejleder, min dejlige kone, Trine, og til Rasmus, som næppe er klar over, hvilken glæde han bereder sin far.
    Samtidig med indleveringen af specialeafhandlingen til bedømmelse offentliggør jeg den på internettet på adressen http://hjem.get2net.dk/JeppeB/speciale/.

Indledning

a central part of democratic communication policy-making is to evaluate the effects of a new technology before adopting it, to look before we leap. That has not been the case with the Internet or the information highway. Robert W. McChesney

Baggrund og formål
Siden 1993-94 har stadig flere personer rundt i (primært den vestlige) verden i stadig højere grad anvendt internettet i stadig flere kommunikationssituationer. Det betyder, at de er i færd med at ændre vores kulturelle rekursbasis¹ og vores samfundsformation. Jeg har selv været med i et par år efterhånden, både praktisk og i diskussionen af, hvordan vi i vores lokale, nationale og globale samfund kan finde frem til en sund bevidsthed om og anvendelser af teknologien. Diskussionerne har ofte, for andres, men i lige så høj grad for mit eget vedkommende, båret præg af en udpræget uafklarethed om, hvad denne nye teknologi egentlig er, hvad den kommer af, og hvilke muligheder den bærer i sig. Denne uafklarethed har ført til en, for mig at se uheldig og ukritisk, jagt på at få bredt computerteknologien ud i hele samfundet uden nogen grundig overvejelse over, hvad den skal til for.
    Alle de initiativer, der sættes igang i disse tider, kan være interessante og gode nok, men vi ved det ikke, for der er meget langt mellem undersøgelser, der kan fungere som basis for en diskussion og evaluering af den slags initiativer. Det er en sådan basis, jeg i sidste ende har sat mig for at være medskaber af. Samtidig vil jeg give mine bud på, hvilken retning disse initiativer bedst kan bevæge sig i. Projektet kan således betragtes som et argument i en ideologisk, etisk og politisk debat om, hvor vores samfund skal bevæge sig hen. Mens jeg teoretisk betragter mig selv som dialektiker, bekender jeg mig politisk til en socialdemokratisk grundholdning.
    Min afhandling har altså flere sigter:

1. Meritering i min uddannelse
2. Teoretisk afklaring af et delvist uopdyrket område
3. Forbedring af grundlag for og argumenter i en politisk debat
4. Opstilling af eksperimenter, der kan vise veje mod en sund anvendelse af teknologien

Historie og topos
Mit teoretiske udgangspunkt er den dialektiske teori, Jørgen Døør og Jørgen Chr. Bang har udviklet over de seneste godt 20 år. Heri indgår det som en integreret del, at en teori virker dialektisk med det, den er en teori om, og dermed også med dem, der skaber teorien. Derfor tilstræber vi i den dialektiske teori en dialektisk fremstillingslogik², hvor forfatteren selv står frem i teksten, vedkender sig sit udgangspunkt, sit topos, således at det bliver klart, hvilke interesser forfatteren har i teorien.
    Det er sommeren 1985, jeg er 14 år. Rune og jeg løber og leger. "Har du hørt, at man kan få en maskine, der kan få et tog til at køre hen over en fjernsynsskærm?", siger Rune til min undren og tvivl. Sådan startede det. Snart fik vi begge en Commodore 64, som vi programmerede på livet løs. Det var utroligt, hvad computeren kunne. Efter gymnasiet var datateknologi det naturlige valg for mig. Jeg mente, at jeg med computerteknologien kunne løse nogle af alle de praktiske problemer, jeg oplevede i min dagligdag, og som min mor fortalte om fra sit arbejde med handicappede børn. Der skulle gå tre år med fordybelse i computerteknologiens vidundere, før jeg erkendte, at computerteknologi alene ikke er vejen frem, hvis verden skal reddes. For det ville jeg gerne. Men jeg måtte indse, at et menneske fra eller til ikke betyder det store i maskinteknologiens logik, at maskinerne ikke i sig selv kan løse verdens problemer, og at de også kan skabe problemer. Derfor stoppede jeg efter tre år min datateknologiuddannelse.³
    De første år efter afbrydelsen af datateknologistudierne tog jeg afstand fra min tidligere fascination af computerteknologi. Teknologibegejstring var nørdet og usundt for mennesker. Men de senere år har mine studier ad mange omveje ført mig tilbage til overvejelser over teknologiens funktion og betydning i samfundet og for mennesker. Jeg håber, at denne afhandling viser, at spørgsmålene om teknologi ikke er sort-hvide, men at udvikling og anvendelse af teknologi er et grundlæggende træk ved den menneskelige praksis. Derved har jeg i min egen personlige historie gjort den humanistiske teknologifilosofiske bevægelse fra teknologioptimismen op til 50'erne over 60'ernes og 70'ernes teknologipessimisme til de mere nuancerede overvejelser, der tegner sig nogle steder i tænkningen i disse år.

Tese, spørgsmål og struktur
Den dialektiske sprogteoris udgangspunkt er, at sproget er dialektisk determineret af mennesker og deres biologiske, ideologiske og sociologiske miljø. For at sætte afhandlingens emne i det rette perspektiv indleder jeg første del med at skitsere denne dialektiske sprogteoris udgangspunkt ved at modstille det traditionelle (strukturalistiske) tegnbegreb med et dialektisk.
    For at forstå hvad internetteknologien kan få af betydning for vores samfund og kultur, undersøger jeg i resten af første del af afhandlingen, hvad nye kommunikationsteknologier før internettet har betydet. Min tese kan formuleres således:

Tese: Kommunikationsteknologier dannes, udvikles og virker dialektisk determineret af samfunds eksisterende kommunikationsteknologier, af transhistoriske og kulturelle rekursbaser samt af produktionsrelationer og samfundsformationer.

Mennesket og dets verden er ikke den samme efter en ny kommunikationsteknologis dannelse. Tesen beviser jeg gennem en undersøgelse af tre væsentlige kommunikationsteknologier: Krop, skrift og trykpresse. Derved får jeg også karakteriseret nogle væsentlige træk ved de tre teknologier, som kan hjælpe mig i karakteristikken af internettet. Det følger af tesen, at internettet som kommunikationsteknologi vil få betydning for os og vores samfund som skitseret i tesen.
    Jeg indleder anden del med en kort skitsering af internettets historie og fortsætter med at undersøge de to begreber 'information' og 'kommunikation', som begge er centrale i debatten om internettet, samtidig med at en undersøgelse af dem generelt og i konkrete anvendelser kan klarlægge karakteristika ved internettet som kommunikationsteknologi. Jeg stiller altså spørgsmålet:

Spørgsmål 1: a. Hvad er information? Hvilke former for forståelse og deling af information fremmer internettet? b. Hvad er kommunikation? Kan kommunikation via nettet føre til et mere demokratisk samfund?

I min dialektiske teori indgår, at forskeren er engageret og interesseret i det emne, der undersøges. Dette implicerer, at forskeren opstiller forslag til bedre og sundere måder at organisere emnet på og opstiller eksperimenter, som hun/han selv er klar til at deltage i. Derfor stiller jeg løbende og til slut spørgsmålet:

Spørgsmål 2: Hvordan kan vi (individuelt og kollektivt) medvirke til, gennem eksperimenter og praksis, at internetteknologien anvendes, så den medvirker til at skabe sunde sammenhænge mellem mennesker og mellem mennesker og deres omgivelser.

Kommunikationsteknologiteori og -historie

Tese og teori

Som omtalt i indledningen danner tesen udgangspunkt for undersøgelsen af internettet.
    Indtil videre kan vi betragte tesen som et spørgsmål, som jeg i dette kapitel giver nogle tentative svar på, hvorved jeg understøtter tesen.

Spørgsmålets konstituenter og teorigrundlag
For at afklare min anvendelse af de forskellige begreber i tesen gennemgår og diskuterer jeg i det følgende tesens konstituenter og giver derved samtidig en karakteristik af mit teoretiske fundament, der er inspireret af Jørgen Chr. Bangs og Jørgen Døørs dialektiske sprogteori og filosofi.
    Nærværende afhandling har begrebet kommunikationsteknologi i centrum. Der indgår to dele i begrebet: Teknologi, som jeg definerer bredt som 1) fysiske redskaber 2) teoretiske redskaber og 3) sociale redskaber. Teknologi er ikke et neutralt redskab, men sætter tvært imod forud nogle grænser for, hvilken udfoldelse, der er mulig, og for, hvor personer, der anvender teknologien, retter deres opmærksomhed hen. F.eks. var Ford og hans medarbejderes udvikling af samlebåndet ikke neutral; den betød bl.a., at effektivitet og kvantitet kom mere i centrum for ejernes opmærksomhed, mens personlig indeståen for og stolthed over produktet kom mindre i centrum.
    Første del af begrebet er kommunikation, som er sproglig interaktion. Sprog er først og fremmest et intersubjektivt/-personelt⁴ meddelelsesmiddel, hvormed personer deler erfaringer, følelser og meninger. I den forstand er sproget noget, vi deler og har fælles forestillinger om. Dernæst kan sprog betragtes som et intrasubjektivt/-personelt meddelelsesmiddel; som bærer af vores tanker. Under den synsvinkel er sprog noget, vi har hver vores forestillinger om, og som er dannet og udviklet i alle de forskellige situationer, vi hver især er indgået i. Sidst kan sprog betragtes som et ekstrasubjektivt/-personelt meddelelsesmiddel; som mærker i verden, der kan læses, høres, mærkes – forstås. Manifestationerne af personers anvendelse af en kommunikationsteknologi kan betragtes som sådanne ekstrasubjektive/-personelle meddelelser. En kommunikationsteknologi er derved et redskab til at sætte intelligible mærker i verden i form af tale, gestik, mimik, skrift, tryk, billeder osv. Jeg skelner kommunikationsteknologi fra (kommunikations-)medie ved at betragte den førstnævnte som redskabet og mediet som det fysiske resultat af redskabets anvendelse. Det papir eller den computerskærm (og de fysiske tegn derpå), denne afhandling læses på, er altså medie for afhandlingen.

Kommunikationsteknologier dannes og udvikles. Der sker således i historiens løb og løbende transformeringer og nydannelser af kommunikationsteknologier (således kan hver og en manifesteret ytring betragtes som en transformation af kommunikationsteknologier). Jeg har i fællesskab med Jørgen Chr. Bang, Søren Høyer Hansen og Sune Steffensen arbejdet på at finde frem til en kategorisering af væsentlige træk ved vor tids kendte kommunikationsteknologier.⁵ Min udgave af en sådan kategorisering ser således ud (jeg behandler hver enkelt type nedenfor):

Kommunikationsteknologi	Procestype	Kategori
Tale, gestik, mimik	0-middelbar produktion	Kropsligt	ì í î	Krop
Tegning, skrift	Primitiv middelbar produktion	Skriftligt
Trykpresse, skrivemaskine	Sekundær middelbar produktion	Maskinelt	ì í î	Maskine
Telegraf, radio, internet	Transformeret/transporteret produktion	Computer

Figur 1. Kommunikationsteknologikategorier
Mit teoretiske udgangspunkt er dialektisk. Det betyder, at jeg betragter verden som et hele, hvor alle dele gensidigt virker ind på hinanden, som det beskrives i buddhismens fortælling om Indras net⁶. "Ved en dialektisk determination eller implikation forstår jeg en relation mellem (i) to forskellige individualiteter, (ii) som er dele af et hele, (iii) og som betinger og begrænser hinandens væremodus, og (iv) en af delene dominerer historisk."⁷ Jeg markerer den dialektiske implikation med en dialektisk pil, , der indikerer det historiske dominansforhold.
    Kommunikationsteknologier indgår i et samfund. Derved forstår jeg en gruppe mennesker, der deler væsentlige livsbetingelser. Således er alle mennesker på Jorden et samfund, og en familie er et samfund.
    I min tese fremhæver jeg rekursbasernes historiske dominans i forholdet til kommunikationsteknologierne. Jeg opererer som Jørgen Døør i hans Moralske Meditationer med to typer rekursbaser: transhistoriske (fylo- og ontogenetiske) og kulturelle (ideo-, socio- og biologiske). Det er sidstnævnte, der er primært i fokus i nærværende afhandling. Den udgøres af de kulturelle kernemodsætninger: race, alder, køn; klasse, autoritet, ideologi; by-land, offentlig-privat, natur-kultur. Disse kernemodsætninger er dialektisk indbyrdes forbundne.
    Produktionsrelationer er de relationer, mennesker indgår i i den samfundsmæssige produktion. Produktionsrelationerne svarer til bestemte materielle produktivkræfter. En samfundsformation er helheden af produktivkræfter, produktionsrelationer og kulturel overbygning.⁸
    Jeg skal understrege, at ingen lades uberørte ved dannelse og udbredelse af kommunikationsteknologier. Både ændringen af den kulturelle rekursbasis hos mennesker med direkte berøring med teknologien og de ændrede produktionsrelationer, produktivkræfter og samfundsformationer indvirker på de øvriges kulturelle rekursbasis.⁹

Teori for betydningsdannelse

Som udgangspunkt for behandlingen af kommunikationsteknologierne udvikler jeg i det følgende en teori for betydningsdannelse og et dertil hørende tegnbegreb. Jeg tager afsæt i Derridas banebrydende grammatologi (lære om skriften), fordi den på en gang repræsenterer et radikalt opgør med og en gennemførelse af tankerne i den strukturalistiske videnskabsteori. Men jeg ender gennem en art 'dekonstruktion' af Derrida med en dialektisk teori for betydning og tegn, som jeg kan anvende i undersøgelsen af forskellige kommunikationsteknologiers karakteristika. Tegnet, jeg når frem til, ser således ud:

Figur 2. Det dialektiske sprogtegn
Det dialektiske sprogtegn adskiller sig fra det traditionelle strukturalistiske tegn ved at bestå af tre poler. Polen 'basis' er central, idet den understreger, at tegnet ikke er arbitrært, men derimod henter sin betydning i vores materielle og kulturelle verden. Jeg beskriver og motiverer tegnet efter, at jeg har diskuteret Derridas kritik af og alternativ til den såkaldte nærværsmetafysik, som det strukturalistiske tegn er et udtryk for.

Den traditionelle metafysiske tegnteori
Derrida slår sit stort anlagte opgør med den vestlige metafysik an med kapiteloverskriften og slagordet: La fin du livre et le commencement de l'écriture. Målet er en nytænkning af den første menings grund, af metafysikken som sådan, så den ikke længere, som bogen, forstås som et encyklopædisk samlet hele, en guds ordnede natur, men derimod som skrift, som forskelsdannelse, som fragmenter, spor, différance.

L'idée du livre, qui renvoie toujours à une totalité naturelle, est profondément étrangère au sens de l'écriture. Elle est la protection encyclopédique de la théologie et du logocentrisme contre la disruption de l'écriture, contre son énergie aphoristique et, nous le préciserons plus loin, contre la différence en général.¹⁰

Kritikken samler sig om det traditionelle metafysiske begreb tegn, som siden Aristoteles har været opdelt i signans og signatum, signifiant og signifié, udtryk og indhold.

Figur 3. Det saussureanske (strukturalistiske) tegn¹¹
Disse parallelle begreber er siden den vestlige filosofis begyndelse blevet tillagt forskellig værdi, idet signifié, indhold, har været konciperet som dækkende den første mening, Gud, Ordet, mens signifiant er blevet betragtet som afledt, blot udpegende, adskilt fra meningen. I det samlede tegn har der altså bestået en heterogenitet; signifianten har været forskudt og signifiéen derved oprindeligere i forhold til signifianten.
    Den samme tradition har derfor haft et tvetydigt forhold til skrift, som først og fremmest er blevet betragtet som forfald, som yderliggørelse af dén oprindelige mening, som stemmens nærhed var et udtryk for. Skriften er altså blevet betragtet som en signifiant for signifianten, som den onde ydre skrift, "la mauvaise écriture"¹². Men på den anden side har skriften gennem hele historien fungeret som metafor for noget oprindeligt og intelligibelt i naturen, skriften i naturens store bog, "l'écriture de la vérité dans l'âme"¹³. Denne tradition har altid opfattet skrift som synonym for fonetisk skrift, som en skrift, der 'efterligner' eller snarere er signifiant for talen, der er blevet opfattet som væsentligste kommunikationsteknologi. Denne fonocentrisme (græsk: fone, lyd) er central i den vestlige metafysik; så central, at Derrida kalder den vestlige metafysik for lydskriftens metafysik¹⁴ og døber den logocentrisme, fordi den altid har forstået logos, fornuft¹⁵, som sandhedens oprindelse.
    Derridas argumentation for de to begrebers historiske sammenhæng er mangelfuld, men den kan rekonstrueres. Den fonetiske skrift 'gengiver' talen. Fordi skriften således fremhæver talen fremfor andre kropslige kommunikationsteknologier (gester, mimik osv.), priviligerer de skrivende mennesker (dem selv uafvidende) talen som kommunikationsredskab. Dernæst opfattes skriften som kun en afskrift af talen, sekundær i forhold til den. Derved kan Derrida tale om fonocentrisme. Logocentrismen opstår som følge heraf, fordi talen fremmer tankens, logos, refleksion vha. ordet, logos, på bekostning af følelsen, drifterne – det uudsigelige. Fornuften, logos, kommer i centrum.¹⁶ I kapitlet om skrifthistorie nedenfor (Her) giver jeg med den russiske psykolog Lev Vygotsky nogle forklaringer på de psykologiske forudsætninger for sammenhængen mellem den fonetiske skrift, fonocentrismen og logocentrismen.

Derridas tegnteori og grammatologi
En væsentlig del af Derridas intention er gennem traditionens egne anvisninger at gøre op med – dekonstruere – den vestlige metafysik, der har nærværet som værens mening.¹⁷ I stedet vil han sætte différance. Différance er en nydannelse, som Derrida danner ud fra différence for at markere, at begge betydninger af ordet différence, forskel og udskydelse eller udsættelse, indtænkes samtidig i différance. Différance er produktion af forskel og udsættelse, altså betydningsdannelse; og derved mere aktivt end différence.¹⁸
    I grammatologien indgår den dialektiske erkendelse, at en afstandtagen til en tradition og neutral overtagelse af dens begreber ikke er forenelige. Nissen flytter med. Derved er Derridas problem, at tegnbegrebet er 'rigtigt', men at det er inficeret af små 3000 års metafysisk tradition og dermed indskrevet som en uløselig del af vores kultur.¹⁹ Men Derrida ser en begyndende lukning af denne bogens epoke og muligheden for åbningen af en ny, skriftens epoke, begge indledt med Hegel. Derrida ser det således som sin opgave at indlede en dekonstruktion af traditionen fra Platon til Husserl, Heidegger og Saussure, og gennem årvågen gentagelse af denne dekonstruktion langsomt at frigøre tegnbegrebet fra sin arv, så det kan finde sig til rette på sin nye plads.
    Traditionelt har talen som omtalt været forbundet med nærhed (til kroppen, meningen osv.) og dermed været omfattet med sympati. Skriften derimod betragtes, på grund af sin karakter som signifiant for signifiant (signifiant for tale), som forfald.²⁰ Netop signifiant-for-signifiant-karakteren er udgangspunktet for Derridas radikalisering af skriftbegrebet. Med støtte i bl.a. Freud²¹ danner Derrida dette mere generelle skriftbegreb, der fungerer som grundlæggende model for meningstilskrivning.

« Signifiant du signifiant » décrit au contraire le mouvement du langage : dans son origine, certes, mais on pressent déjà qu'une origine dont la structure s'épelle ainsi – signifiant de signifiant – s'emporte et s'efface elle-même dans sa propre production. Le signifié y fonctionne toujours déjà comme un signifiant. […] L'avènement de l'écriture est l'avènement de jeu […]"²²

I denne forstand forstås skrift som betydningsspor. Meningen konstitueres i forhold til disse spor, er disse spors udvikling. De første dannelser af sådanne spor kalder Derrida arkeskrift. Arkeskrift er det absolutte fravær, det, vi aldrig kan komme tilbage til; det døde punkt, som arbejder²³, medskaber nærværet, og derfor er skyld i, at nærværet aldrig kan blive absolut.²⁴
    For Derrida er sporet symbolets ensidige bliven-immotiveret, bliven-tegn ("[…] la trace est indéfiniment son propre devenir-immotivée. […] il n'y a pas de symbole et de signe mais un devenir-signe du symbole."²⁵). Enhver betydning viser altid tilbage til en tidligere betydning. Derved fjerner Derrida ethvert grundlag for betydning: Hverken Gud, naturen eller andet kan fungere som det, der 'starter' betydningsdannelsen. Det oprindelige er, at der ingen oprindelse er; sporet er oprindelsens oprindelse²⁶. "Il faut penser la trace avant l'étant."²⁷
    Sporet er altså signifiant for signifiant for signifiant osv.²⁸ Fordi skriften traditionelt i den vestlige metafysiske tradition har haft status som signifiant for signifiant, generaliserer Derrida skriftbegrebet, idet han lader det danne metafor for al betydningsdannelse.
    I Derridas forståelse er sproget altså et apersonligt system uden centrum af forskelle, der udgør udsatte, udskudte betydninger. Det er i sin hævdelse af, at sproget består i denne dobbelthed af forskel og udsættelse, at Derrida adskiller sig fra strukturalisterne. Sproget er ifølge Derrida ikke et allestedsnærværende system i sig, som strukturalisterne antager. Det er et ikke-nærvær (jf. udsættelsesbetydningen i différance-begrebet). Der, hvor Derrida og strukturalismen derimod har fælles udgangspunkt, er i antagelsen af, at sprog er et apersonligt system – og det er bl.a. det, der gør grammatologien og strukturalismen uholdbare. Mening og betydning eksisterer ikke udenfor mennesker, men er tværtimod skabt af mennesker i deres omgang med den verden (både den bio-, ideo- og sociologiske), der virker i dem. Det er udgangspunktet for den dialektiske sprogteori, som jeg skal skitsere grundlaget for i det følgende.

Fra arbitrære forskelle til dialektiske afhængigheder
En dialektisk udgave af sporet kan vi opfatte som mærker, der sættes i personernes kulturelle rekursbasis. Mens Derrida betragtede sporet som symbolets bliven immotiveret, fremhæver en dialektisk sprogteori, at sporet også er sin egen bliven-motiveret. Der er både en bevægelse mod en tilsyneladende arbitraritet (relationalitet) og mod en analogisering. Derrida betragtede det rene spor som différance²⁹, som forskel og udsættelse, mens jeg (som det senere vil fremgå) betragter den tilsvarende betydningsdannelse som analogi, deiksis³⁰ og relation, der ikke kun er udsættelse, men også er udpegning af det andet, det fraværende, som gør det fraværende nærværende i en anden – tænkt, følt, genkaldt – form. Sporet meddanner personernes kulturelle rekursbasis, og personernes transhistoriske og kulturelle rekursbasis meddanner sporet.
    Jeg overtager den gode ide med at opfatte skriften som metafor for betydningsdannelse. Men med baggrund i den dialektiske virken mellem (skrift-)tegn og rekursbasis, som jeg senere uddyber, kan jeg modsat Derrida hævde en 'første' mening, ikke i form af en gud, men i form af fylo- og ontogenesen. I fylo- og ontogenesen dannes den transhistoriske del af den menneskelige rekursbasis, som sammen med den kulturelle rekursbasis fungerer som 'rekursbasis' for sproget.
    En dialektisk sprogteori opererer med andet end forskelle. Her spørges således, hvad der er oprindelsen til ord og sprog, ikke i en metafysisk onto-teologisk forstand, men i en materiel, skabende forstand. Derrida mener som sagt, at der er tale om différance, men holder dette begreb ude af de praktiske eksempler på skrift. I de praktiske eksempler fremtræder der nemlig nogle bestemmelser, som peger ud over den rene forskelsdannelse.
   

Depuis quelque temps, en effet, ici et là, par une geste et selon des motifs profondément nécessaires, dont il serait plus facile de dénoncer la dégradation que de déceler l'origine, on disait « langage » pour action, mouvement, pensée, réflexion, conscience, inconcient, expérience, affectivité, etc. On tend maintenant à dire « ecriture » pour tout cela et pour autre chose : pour désigner non seulement les gestes physiques de l'inscription littérale, pictographique ou ideographique, mais aussi la totalité de ce qui la rend possible ; puis aussi, au-delà de la face signifiante, la face signifiée elle-même […].31

(A)

Umiddelbart kan det undre, at den ellers eksempelfattige og stringente Derridatekst pludselig i stor forvirring flyder over med eksempler fra alle mulige områder. På dette usikre sted i teksten finder vi kimen til et helt andet sprogsyn end det, der bygger på différancebegrebet.
    I citatet anvender Derrida betegnelser for skriftsystemer, som er kendt fra strukturalistiske skrifthistorier³²: piktografiske, ideografiske og bogstavelige (fr. littérale, svarende til fonetiske). Disse betegnelser omtales igen under dekonstruktionen af Saussures Cours de linguistique générale. Behandlingen her sker som kommentar til Saussures udelukkelse af piktografisk skrift som 'rigtig' skrift, og inddeling af 'rigtige' skriftsystemer i blot to typer: "ideografisk" og "fonetisk", begge defineret som systemer for repræsentation af det talte sprog. Derrida forklarer Saussures kategorier således:

Cette limitation est au fond justifiée, aux yeux de Saussure, par la notion d'arbitraire du signe. L'ecriture étant définie « un système de signes », il n'y a pas d'écriture « symbolique » (au sens saussurien), pas d'écriture figurative : il n'y a pas d'écriture tant que la graphisme garde un rapport de figuration naturelle et de ressemblance quelqonque à ce qui est alors non pas signifié mais représenté, dessiné, etc. Le concept d'écriture pictographique ou d'écriture naturelle serait donc contradictoire pour Saussure.³³

Den piktografiske skrift bestemmes her som "naturligt figurativ" og "symbolsk", altså som en skrift, der har anden forbindelse til en betydning end den rent forskelsbestemte. Saussure har øje for, at skrift af typen figurativ eller symbolsk vil være ødelæggende for teorien om tegnets arbitraritet, men i stedet for at revidere (eller grundlæggende ændre) sin teori definerer han sig ud af pinen. Han benægter ganske enkelt, at der skulle være tale om skrift ved de såkaldte piktografiske skriftsystemer. Derrida påpeger, at Saussures begrænsning af begreberne (for hvad der kvalificerer som skriftsystem) er uforsigtig, og kalder det nødvendigt, at begreberne, der er overtaget fra metafysikken, skal forlades. Alligevel anvender han dem i citat (A) uden at problematisere dem og ovenikøbet samtidig med, at han taler om, at skrift er "aussi la totalité de ce qui la [l'inscription] rend possible". Der er med andre ord noget, skriften forudsætter; noget som gør den mulig.
    Derved åbner Derrida for den beskrivelse af skrift, som han med sit différancebegreb gerne vil undgå, nemlig som deiktisk og analogisk. Disse funktioner fremhæves af hvert sit af de to 'før-fonetiske' skriftsystemer. Meget generelt er definitionen på piktogrammer, som navnet siger, tegninger, som gennem en 'fysisk gestus' udpeger ting i verden (en deiktisk funktion), mens ideografisk skrift ligner eller (igen ifølge definitionen (ideo: ide og grafi: at skrive, ideografi: at skrive ideer)) giver en 'beskrivelse' af ideer. Således fungerer de såkaldte 'ideografiske' tegn analogisk³⁴ eller metaforisk. Om den tredie traditionelle kategori, bogstav- eller fonetisk skrift, gælder, at den primært fungerer i kraft af relationer mellem bogstavernes værdi. Hvert element opnår således sin værdi lige så meget ud fra, hvad det ikke er, som ud fra hvad det er. Sat på spidsen kan den fonetiske skrift siges at repræsentere et lukket sæt af fonetiske værdier, der udgør en fuldstændig beskrivelsesmodel af et åbent sprogsystem. Relationerne mellem disse værdier afgør deres forhold til det beskrevne system (i princippet kunne et andet sæt af (passende) værdier vælges, hvorved relationerne mellem disse blot også ville være nogle andre (det danske sprog kan beskrives (praktisk) adækvat med både det latinske alfabet og runerne)). Som det senere vil fremgå, er dette ikke ensbetydende med, at det kun er relationerne, der afgør forholdet mellem værdierne. De to andre funktioner spiller (betydningsfuldt) ind.
    Derved har jeg tentativt karakteriseret betydningsdannelse som deiksis, analogi og relation, hvorved jeg tillige har tydeliggjort, hvad der gør skrift så velegnet til at fungere som den grundlæggende metafor for betydningsdannelse. Det skyldes ikke, som Derrida mener, at betydningsdannelse består i ren henvisning fra signifiant til signifiant uden en endelig grundlæggende signifié, men tværtimod, at skrift i oprindelsen (og altså betydningsdannelse i det hele taget) med udgangspunkt i den nære materielle eller psykiske verden henviser til ting eller fænomener gennem deiksis (tegning, der ligner det, der betegnes), analogi (tegning der beskriver eller giver mindelser om) og gennem (allerede etablerede) relationer til eller mellem andre tegn.
    Jeg skal naturligvis slå fast, at der for alle tre karakteristikker er tale om et mere det ene moment end de andre. Alle tre typer skriftsystemer fungerer således deiktisk, analogisk og relationelt. Det viser sig desuden, at opdelingen i piktografisk, logo-/ideografisk og fonetisk slet ikke har nogen korrelater i de kendte skriftsystemer. Der er ganske enkelt ikke fundet rene udgaver af nogen af de tre typer. Såkaldte logo- eller ideografiske skrifter som den ægyptiske, den mesopotamiske og den kinesiske har således alle fonetiske og piktografiske momenter. I min behandling nedenfor af skriftlige kommunikationsteknologier anvender jeg derfor betegnelser på forskellige skriftsystemer, hvor mere distinktive forhold afspejles tydeligere. Bemærk dog, hvor præcist den strukturalistiske tredeling i piktografisk, ideografisk og fonetisk fremhæver væsentlige træk ved sproget; på trods af arbitraritetsmaksimet har gode strukturalistiske lingvister langt hen ad vejen altid haft en god og sund intuition for sprogets komplekse sammenhænge med sit menneskelige ophavs livsformer og -betingelser. Det er denne intuition, der betyder, at der er kommet mange gode indsigter ud af strukturalistisk forskning, som den dialektiske sprogteori og -praksis kan trække på.
    Min 'dekonstruktion' af citat A viser, at kimen til forståelse af det sproglige tegns funktioner som en dialektisk treenighed af deiksis, analogi og relation, ligger hos Derrida. En sådan dialektisk tegnteori skal jeg udvikle i det følgende.
    Derrida overtager det traditionelle tegnbegreb, som han nok har øje for lider af mangler og har ført til den nærhedsmetafysik, han kritiserer, men som han ikke er i stand til at danne et alternativ til. Derfor bliver hans foreslåede vej, at tegnbegrebets historiske rødders udvikling dekonstrueres (eller omkonstrueres). En vej, som Derrida selv tvivler på kan lykkes.³⁵ Derridas vanskeligheder med at få dekonstrueret tegnbegrebet hænger sammen med, at han deler i hvert fald en forudsætning med den tradition, han kritiserer; nemlig den, at sprog er noget, der foregår i og mellem de talende personers hoveder.

Det dialektiske tegn
Implicit i Derridas kritik af tegnbegrebet ligger den erkendelse, at tegnbegrebet ikke er dialektisk (signifiéen går forud for, hersker over, signifianten). Det er denne kritik, jeg ekspliciterer og tager højde for i det tegnbegreb, jeg har foregrebet og skal skitsere grundigere i det følgende. Jeg tager udgangspunkt i det strukturalistiske sprogtegn, idet jeg spørger, hvad basis for de to poler signifié og signifiant er. Saussure sammenligner lingvistikken med økonomien, i hvilken han mener, objekternes værdier henter deres betydning i en eller anden form for "base naturelle"³⁶, mens lingvistikkens tegn er rent arbitrære: "[…] en linguistique les données naturelles n'ont aucune place."
    De fleste sprogteoretikere tager udgangspunkt i en erkendelse af, at sproget er et redskab til intersubjektiv kommunikation³⁷; det er med andre ord dannet gennem og for at handle om noget, nogen har meddelt og vil meddele hinanden. Sproget har således rod i en basal materiel og psykisk verden. Denne basale verden har virket og virker ind på sproget, og sproget virker ind på den. Den enkelte ytrings/det enkelte ords betydning eller mening er afhængig af henvisning til en basal verden. Derfor må en teori om sproget og dets konstituenter også inddrage denne verden. Jeg foreslår, at denne markeres som basis i det sproglige tegn. Basis er en del af tegnets 'natur', hvorfor det bliver umuligt at tale om tegnets arbitraritet, som strukturalismen har gjort det i hvert fald siden Saussure.
    Den franske filosof Maurice Merleau-Ponty behandler i sin Phénoménologie de la perception i kapitlet "Le corps comme expression et la parole" problemet om meningens grund og uddyber derigennem mit begreb om basis. Merleau-Pontys eksistentielle fænomenologi er et opgør med den bevidsthedsfilosofiske tradition, en forskydning fra det selvberoende cogitos 'jeg tænker' til kroppens 'jeg kan'. En af kroppens væsentlige funktioner er evnen til at kommunikere, blandt andet gennem talen: "[…] la parole est de toutes les fonctions du corps la plus étroitement liée à l'existence en commun, ou, comme nous dirons, à la coexistence"³⁸ Opfattelsen af mennesket som en sansende og handlende krop indebærer, at sproget skabes og udvikles med kroppen. Derved undgår Merleau-Ponty at betragte sproget som et arbitrært system af forskelle skabt af intet og af ingen, sådan som strukturalismen tenderer. Forholdet mellem indhold og udtryk er ikke arbitrært. Tværtimod er talen som kropslig gestus udtryk for, at der er en sammenhæng, eller rettere et sammenfald mellem tanke og tale.
    Merleau-Ponty forstår den talte ytring analogt til den kropslige gestus (eller som en type kropslig gestus),³⁹ der bærer meningen i sig, "[…] je lis la colère dans le geste, le geste ne me fait pas penser à la colère, il est la colère elle-même."⁴⁰ Betydningen af gesterne er hverken rent konventionel eller rent naturlig; selv den mest fundamentale gestus, f.eks. den sexuelle, er formidlet af en kulturs konventioner. Betydningen af gester og derigennem af ytringer skabes gennem reciprocitet, idet min krop i den andens gester eller ytringer kender⁴¹ mine egne gester og ytringer. "Tout se passe comme si l'intention d'autrui habitait mon corps ou comme si mes intentions habitaient le sien."⁴² Konventionaliserede gester dannes gennem sedimentering⁴³ af tidligere gester og ytringer. Jeg skal senere gå mere i dybden med fremvækst og udvikling af ord og andre konventionaliserede udtryk.
    Når vi tager et ord i vores mund, overfører vi ikke blot et begreb ved hjælp af et ord, der fungerer som begrebets klædning. Vi frembringer en mening, som den anden forstår med sin krop og sit intellekt. Hvert ord bærer på en mening, som ikke kan beskrives fyldestgørende gennem andre ord, men som udtrykker en manér (fr. style)⁴⁴ eller, for at sige det med Løgstrup (og Heidegger), en måde hvorpå sindet stemmes. Og hvert ord indeholder således på sin vis en reference til et præekspressivt lag i vores krop og bevidsthed, som vi ikke kan dele gennem ord.⁴⁵
    Nu skulle indholdet af mit begreb basis være tydeligere. Det enkelte tegns basis dannes gennem sedimentering af gester og ytringer i den fylo- og ontogenetiske sproghistorie. Tegnenes basis er ikke ens, men fælles. Jeg forstår ikke det samme ved 'hest', som andre gør, men jeg vil i praksis udpege mange af de samme genstande og betydninger som 'hest'. Vi har således hver vores forståelse af de enkelte tegn, men de har en fælles grund, som er skabt i fylogenesens sedimentering. Bang og Døør har kaldt de to niveauer hhv. social sense og individual meaning.⁴⁶

Det kendetegner al kommunikation, at den tager en eller anden form for fysisk udtryk. Saussure kalder dette udtryk for signifiant. Jeg foreslår, at vi erstatter dette begreb med produkt. Et produkt er kendetegnet ved, at det indgår i de menneskelige relationer og medskaber dem; det betyder noget, har en værdi i vores fælles verden, at vi siger noget. Desuden bliver det tydeligere, at der er tale om et resultat af menneskeligt arbejde, og, i og med at ethvert produkt er sluttilstanden af en proces, at producenten af en ytring ikke har den samme oplevelse af produktet som konsumenten⁴⁷.
    Den værdi, tegnet har, er den plads, det har i systemet af relationer – altså i sprogsytemet. Jeg kalder det, Saussure kalder signifié, for værdi, så det fremgår, at alle tegn altid antager deres betydninger i relation til noget andet, bl.a. deres relation til andre tegn. Når jeg i en ytring anvender ordet 'hingst', fremhæver jeg bl.a., at jeg taler om en hest, men ikke om en hoppe, et føl, en pony. Hvis et af disse ord ikke havde eksisteret, ville hingsts betydning have været bredere. Begrebet værdi fremhæver desuden, at vi 'værdsætter' alle tegn; vores ord er ikke neutrale, men indgår tværtimod i en konjunktur af vurderinger af vores verden. I vores kultur har hesten således i lang tid været central og livsnødvendig i mange sammenhænge. Det bærer vores ord 'hest' præg af, og det er således mere positivt ladet end f.eks. 'ulv', som tværtimod bærer en tung skygge af uhygge og frygt med sig. Et andet, mere konsekvensrigt eksempel er ordene arbejdsgiver og arbejdstager. I vores samfund har vi et købers arbejdsmarked. Det er dem, der køber arbejdet, der har magten. Derfor kalder vi dem arbejdsgivere, på trods af, at det jo er arbejderne, der giver deres arbejde til de såkaldte arbejdsgivere, der tager arbejdernes arbejde mod betaling. Sproget er nogens.
    Det fremgår af disse overvejelser, at den dialektiske sprogteori adskiller sig fra strukturalismen på samme måde, som en 'økologisk' økonomi adskiller sig fra en traditionel økonomi. Den strukturalistiske lingvistik er 'økonomisk', idet den ikke anerkender noget som væsentligt, der ligger udenfor systemet af indbyrdes definerede og definerende værdier, mens den dialektiske sprogteori er 'økologisk', idet den betragter den indbyrdes værdidefinering som snævert knyttet til værdiens udtryksform og til en psykisk, social og materiel basis.
    Derved har jeg skitseret et dialektisk sprogtegn, der består af tre indbyrdes afhængige poler⁴⁸:

Figur 4. Det dialektiske sprogtegn
Jeg antyder i figuren, at hvert element er knyttet til hver sin funktion. Det betyder ikke, at elementerne ikke har en forbindelse til de andre funktioner. Det har de altid, men blot prototypisk mindre, end den angivne funktion har.
    Bemærk de dialektiske pile, som antyder, hvor den historiske dominans ligger. Basis er, som navnet også antyder, det grundlæggende og historisk dominerende element. Basis har en dobbelt betydning af basis i marxsk forstand og af rekursbasis. Det er disse baser, der udpeges, og som betydningsdannelsen derved har rod i. Alle sproglige tegn har således i en eller anden form en deiktisk funktion. Tegnet fødes (i dette ords dobbelte betydning) af basis. Verden findes før sproget, og det er den, der udpeges og handles i. Basis er det, der skaber værdi og produkt og i en dialektisk proces befrugter dem. Bemærk desuden, at jeg med en dialektisk pil har markeret, at basis dialektisk determinerer relationen mellem produkt og værdi. F.eks. betyder vores 3000 år gamle logocentristiske metafysik (som jo er en del af vores rekursbasis) således, at vi har meget svært ved overhovedet at acceptere, at basis skulle have betydende indflydelse på sammenhængen mellem produkt og værdi (signifiant og signifié).
    Et dialektisk tegn er en helhed af sine deiktiske, analogiske og relationelle funktioner. Ethvert tegn har dem alle, men vægten ligger ikke ens i ethvert tegn. F.eks. er de kinesiske tegn for 'kvinde' () og 'barn' () oprindeligt tegnet deiktisk (tidligt 'kvinde'-tegn: ) og udviklingen af 'barn': )⁴⁹; men langsomt har de udviklet sig væk fra tegningen, som i dag er svær at ane (omend betydeligt lettere for kinesere end for vesterlændinge), og har samtidig fået en fastere konventionaliseret relationel funktion. Med tegnet for god (), der består af tegnene for 'kvinde' og 'barn'⁵⁰, er der en klar relationel funktion, og samtidig er der i kraft af tegnets konstituenter bevaret en forbindelse til produkt og rekursbasis. Derved har tegnet tillige med en relationel både en analogisk og en deiktisk funktion, som dialektisk føder begrebet god (både i den talte og den skrevne form).
    Det dialektiske tegnbegrebs dialektiske karakter gør det klart, at ingen tegn kan oversættes en-til-en fra et medie til et andet. Følger vi det kinesiske eksempel op, er det klart, at betydningen af det skrevne og det talte 'god' er forskellig, ligesom en fonetisk beskrivelse giver 'begrebet' en tredie betydning. Umiddelbart kan det se ud, som om denne 'uoversættelighed' ikke gælder mellem f.eks. tale og fonetisk skrift. Men ikke alene beskriver den fonetiske skrift blot nogle aspekter af den talte lyd (der mangler så væsentlige elementer som intonation, styrke, følelse osv. (de kan til dels udtrykkes med kursiv o. lign. og forskellige sætningstegn)), også alle de andre kropslige momenter (mimik, gestik) i det 'talte' sprog reduceres bort. Det dialektiske tegn er altså ikke arbitrært.

De tre funktioner fungerer som sagt i ethvert sprogligt tegn, blot kan der være mere opmærksomhed knyttet til de forskellige funktioner i forskellige ytringer og manifesteringer af tegn. I det følgende undersøger jeg, hvordan mennesker med forskellige kommunikationsteknologier (og produkterne deraf) fremhæver forskellige træk ved tegnet, og hvorledes dette fremmer forskellige typer værdier og rekursbaser. Ved at gøre dette, uddyber jeg det her skitserede dialektiske tegnbegreb.

Kropslige kommunikationsteknologier

Derridas imponerende skitse af en dekonstruktion af fono- eller logocentrismen henter skriften ud af dens traditionelle position som sekundær, afledt, forfald, og generaliserer skriftbegrebet, så det fungerer som metafor for betydningsdannelse. Derved gøres tale til én manifestation af den generaliserede skrift, som én måde at sætte (sig) spor. Og derved bliver skriftsystemer, der tidligere blot er blevet betragtet som uudviklede eller strandede, interessante i kraft af deres specifikke måde at sætte spor, der (med-)fører til andre verdensanskuelser end fono- og logocentrismen⁵¹.
    Men når det kommer til eksempler på betydningsdannelse, der ikke er manifesteret som tale eller skrift, er Derrida påfaldende tavs. Det sker kun den ene gang, jeg har citeret i (A), at andre betydningsdannelsessystemer tematiseres.
    Derridas grammatologi er et opgør med dén vestlige nærværsmetafysiske tradition, der f.eks. hos Descartes gav sig udtryk i en tillid til muligheden af den totale selvgennemskuelse, og som satte fornuften, logos, som det højeste, i sidste ende som den uendelige fornuft, Guds fornuft. I stedet for (eller snarere integreret med) denne fornuftstro vil Derrida med Freud sætte det ubevidste, drifterne, og for Derridas vedkommende dødsdriften: Længslen efter fraværet.⁵² Derved forbliver han på sin vis inden for en opfattelse af mennesket som et bevidsthedsvæsen, som udspiller alle sine livskampe inden for bevidsthedens eller åndens felt. Den 'anden del', kroppen, bliver således hos Derrida reduceret til den hånd, der nedskriver åndens bevidste og ubevidste spor.⁵³ Bemærk desuden, at Derrida, når han i citatet (A) skal give eksempler på fænomener, der kvalificerer som sprog (skrift) i den udvidede betydning, blot har ét kropsligt eksempel (bevægelse – og med god vilje handling og sansning) og mindst fem bevidsthedsfænomener.⁵⁴
    Derrida vil nytænke forholdet mellem signifié og signifiant og mellem tale og skrift. I det første tilfælde magter han ikke at komme ud over idealismen, i den anden kommer han ikke tilstrækkeligt langt ud over den fonocentrisme, han selv kritiserer. Tale er kun en del, omend væsentlig, af den 0-middelbare produktion.⁵⁵
    Idet jeg tager udgangspunkt i den oprindelige (i onto- og fylogenetisk forstand) kommunikationssituation, bliver det åbenbart (hvilket jeg nedenfor skal uddybe), at kroppen fungerer som integreret del af mediet for meddelelsen. Vi gestikulerer, mimer, rører, taler osv.⁵⁶ Udskillelsen af talen som priviligeret del af meddelelsen er således et uacceptabelt analytisk greb, som netop skyldes den fonocentrisme, som jo ifølge Derrida er et resultat af vores fonetiske skrift, og som Derrida så radikalt forsøger et opgør med. Vores fonetiske skrift har priviligeret talen, og derved underkendt resten af kroppens sproglige potentiale og aktuale. Her tænker Derrida altså ikke radikalt nok.⁵⁷

Kropslige kommunikationsteknologier
Udover talens sætningsform findes en lang række udtryksmidler, som kan udvikles til mere eller mindre konventionaliserede tegnsystemer. Således gestik, mimik, tone, rytme, styrke, proksemik (berøring og fysisk afstand/nærhed), positur og 'øjenkontakt'. Som det fremgår, er kroppen et komplekst kommunikationsredskab, som kan udvikles til endog særdeles præcise og fintmærkende konventionaliserede kommunikationssystemer (i vores fonocentriske kultur er talen i centrum for vores opmærksomhed; resten af kroppen 'opdages' specielt ved mangel på tale- eller høreevne). Således er døvesprog konventionaliseret gestik, mimeteater er mere eller mindre konventionaliseret eller bevidstgjort (og -gørende) mimik.
    I protosamtalesituationen⁵⁸ er ytringen konjunkturen af alle disse dimensioner⁵⁹: sætninger, gestik, mimik, tone, rytme, styrke, proksemik, positur og øjenkontakt.⁶⁰ I det følgende karakteriserer jeg kort de enkelte dimensioner.
    Sætninger forstår jeg som sammenhængende udtryk, der tillægges mening af producenten og som af andre sprogbrugere kan forstås som udtryk for en betydning.
    Blandt det første, det nyfødte barn gør, er at skabe øjenkontakt med sine forældre. Denne grundlæggende kontaktform er på sin vis grundlaget for al senere kommunikation. I samtalen ("under fire øjne" (bemærk, at jeg ikke taler om synet i den objektive forstand, men om synet som vejen til den andens 'sjæl')) møder de samtalendes øjne hinanden som udtryk for accept, tegn på forståelse eller det modsatte.
    Lang tid før barnet kan udtrykke ord, der kan forstås som ord i snæver forstand (men efter 'forklarlige' lyde som skrig, 'pludren', 'nyden' osv.) kan det udpege verden⁶¹ og ledsage sin pegen med lyde, der gentages.⁶² Denne gestik udvikler sig gennem de første par år til udtryk, f.eks. for undren (skuldrene løftet, hænderne i skulderhøjde, håndfladerne vendt opad), og bliver til et meget udtryksfuldt apparat.⁶³ Som omtalt er døvesprog det bedste vestlige eksempel på gestisk kommunikationsteknologi (når bortses fra tungens gestik i talen), men naturligvis er vores gestik særdeles konventionaliseret, omend vi sjældent er os det bevidst (mest kendt er vinken farvel eller afværgende, trækken på skuldrene osv.). I mange (ikke-fonocentriske) kulturer, anvendes gestikken som en mere eller mindre bevidst konventionaliseret kommunikationsteknologi.⁶⁴
    Mimik er ligesom gestikken en meget tidlig del af kontakten mellem barnet og dets forældre (m.fl.). Eksempler på mimiske ytringer (læseren bedes lægge ansigtet i de rette folder): 'Det ved jeg ikke', 'Jeg mener det ikke', 'Stop!', 'Hvor er du dejlig!', 'Du er dejlig' osv.
    Positur, der er kroppens stilling, giver et ganske sikkert billede af den andens sindsstemning, f.eks. gal, imødekommende, usikker osv. Proksemik (berøring og fysisk nærhed/afstand) er en af de tidligste oplevelser af kommunikation, et barn oplever. Med proksemik vises blandt større børn og voksne siden bl.a. intimitet, frastødning osv.
    Tone og styrke, eller intonation, er meget væsentlige dimensioner i samtalen (men som bekendt ikke (særligt) udtrykkelige i alfabetskriften). F.eks. sarkastisk, sørgmodig, munter, kærlig, vred osv. Vygotsky omtaler en samtale, Dostojevskij skal have overværet og refereret, hvor seks-syv personer alene med intonationsvariationer over ét ord, "vi ikke finder i et almindeligt leksikon" førte en samtale. "Så snart en tankes indre indhold kan gengives i intonationen, kan sproget forkortes tilsvarende, og en hel samtale kan forløbe måske alene ved hjælp af et enkelt ord."⁶⁵ Jakobson refererer en tidligere skuespiller fra Moskva, der var blevet bedt om at danne fyrre forskellige meddelelser af ordene Segodnja vecàerom ('I aften') ved at variere ordenes ekspressive farvning. Skuespilleren lavede en liste over godt fyrre forskellige emotionelle situationer og fremsagde ordene i hver af disse stemninger. Det var nu op til publikum at genkende stemningen alene ved hjælp af forandringer i den lydlige form. Jakobson bad i en anden forbindelse skuespilleren gentage eksperimentet. Skuespilleren lavede over halvtreds meddelelser, der svarede til forskellige stemninger, og indtalte dem til en båndoptager. De fleste af disse meddelelser blev korrekt og detaljeret udlagt af tilhørere fra Moskva. "May I add that all such emotive cues easily undergo linguistic analysis."⁶⁶
    Rytme er en 'ekstra' dimension til alle de nævnte dimensioner. Rytme og gentagelse er rart. Det binder verden sammen til et overskueligt hele, der kan forstås og handles i. Disse grundlæggende menneskelige fænomener har fungeret som grundstenen i menneskelig kultur fra de tidligste tider.

Det er ikke alle dimensioner, der kan opfattes i alle samtalesituationer. Talerstolen skjuler en del af gestikken, afstanden til den bageste stolerække udvisker mimikken. I mørke ses mimikken og gestikken ikke, selv om den kan fornemmes gennem talen og talerens position. På byggepladsen opfattes anmodningen om at hente boremaskinen på trods af den øredøvende larm. Som sagt betyder dette ikke, at ytringen nødvendigvis bliver uforståelig, blot at den principielt er en anden.
    Denne korte karakteristik skulle gerne have anskueliggjort, hvor mange fint differentierede dimensioner den kropslige ytring består af, og hvor betydelig en indskrænkning det således er at tale om skrift versus tale. Knap 3000 år med en primært fonetisk skrift har betydet, at det er helt 'naturligt' for os fonocentrister, med Derridas udtryk, at lægge vægten udelukkende på talen.

Konventionalisering
Med udgangspunkt i Jakobson og Bang skal jeg i det følgende gøre mig nogle overvejelser over, hvad det egentlig vil sige, at tegn konventionaliseres, hvordan det sker og udvikles.
    George Peter Murdock har gennemgået 1.072 ord for mor og far på forskellige sprog og spurgt, hvorfor der tilsyneladende er en tendens til, at sprog, der ikke er forbundet historisk, udvikler "similar words for father and mother on the basis of nursery forms"⁶⁷. Roman Jakobson beskæftiger sig med dette i sin artikel "Why "Mama" and "Papa"?". Han bemærker, at årsagen til, at M, N og ÷-konsonantklasserne ofte optræder ved ord for mor (i 55% af tilfældene mod 15% for far), ikke skal søges i Otto Jespersens "overtroiske" spekulationer over barnets "meningsløse" stavelser, som "arbitrært" er fortolket og undervist af voksne i børneværelser i alle lande, men derimod hænger sammen med den nasale mumlen, som er det eneste, barnet kan frembringe, når det, med læberne presset mod brystet, dier. Denne "madlyd" bliver siden, i Jakobsons fortolkning, til barnets udtryk for mad, mor eller andre ønsker.⁶⁸ Dette er et eksempel på analogi-funktionen i mit tegnbegreb.
    Jørgen Chr. Bang er i færd med at udvikle Jakobsons erkendelse. Bangs tese er, at udviklingen af sprog og ord er nært knyttet til kroppen og omgivelserne, og at denne tilknytning er bevaret og udvikles gennem onto- og fylogenesen. Udviklingen kan rekonstrueres, fordi udgangspunkterne for ordene er bevaret i mange af de ord, vi kender idag. Udførelsen af en sådan sproglig arkæologi kræver en anden teori om sprog og ord end strukturalismens, og den kræver langt større følsomhed overfor vores eget sprog, krop, historie og bevidsthed.
    Bang tager udgangspunkt i en række af vores grundord og undersøger, hvordan de forholder sig til en række af menneskenes nære livsbetingelser. Derved finder han en række grundlæggende kvaliteter ved forskellige lyde. I sin undersøgelse af 'M' kommer Bang frem til en konklusion, der ligner Jakobsons, men han stopper ikke der. M har en kropsnær kvalitet (udtales med lukkede læber, stemme, åben næse og fri tunge), som anvendes i betegnelser for 'mor', 'mad', 'mig', 'med', 'kom' osv. Lyden kan laves, mens barnet sutter, bruges som nydelyd og ved tilkendegivelse af tilfredshed med (bl.a.) mad. 'M' kommer altså til at fungere som prototypen på det, der er rart at have inden for kroppens rækkevidde og på det, der opfattes som en del af mig selv. I videre betydning kommer 'M' så til at betyde det, der er saMMen Med Mig. Som det ses går kvaliteten af M som det nære, det familiefælles med over ved skabelsen af nye ord, der i sådanne tilfælde dannes og udvikles videre gennem kombination af lyddelenes kvaliteter, som en art rebusser. F.eks. kan 'sammen' være skabt som en rebus af S, der ifølge Bang har kvalitet af forbindende, og M, det nære. K-kvaliteten er den fjernende (jf. runetegnet for k: 'k', der ligner en boomerang eller en kastestav) udvendiggørende (jf. kigge) og kombineret med M bliver den til det fjernende mod det mig nære: KoM. Bevarelsen af netop disse kvaliteter frem for helt andre er ikke tilfældig, men hænger sammen med, at vi opfatter lydenes kvaliteter som væsentlige for meningsindholdet i ordene, vi udvikler vores ord gennem analogi.
    I sine undersøgelser er Bang specielt opmærksom på småordene. Således viser det sig, at pronominerne er opbygget systematisk bl.a. efter et nærhedsprincip, hvor M, som jeg har beskrevet, karakteriserer det mig nære, i MiN det helt nære og i MiT det fjernere, mens D-kvaliteten (Din, Dit) karakteriserer den anden, den der peges på med munden (åbne læber, tunge fremme, pegende udad)⁶⁹. Derved fungerer talen deiktisk.
    Udredninger, som dem jeg er kommet med ovenfor, er ikke udtømmende, og de kan ikke blive andet end antydninger af de virkelige sammenhænge. Naturligvis er anvendelsen af lydene langt fra konsekvent. Der spiller mange (dialektiske) faktorer ind, når ordene dannes, bruges og ændres.⁷⁰ At de 'samme begreber'⁷¹ siges anderledes på andre sprog, er ikke et argument imod mine og Bangs. For det første er der, som vi så med Roman Jakobson, en lang række almenmenneskelige lydkvaliteter med fælles betydningsindhold, og for det andet er der ikke blot én mulig udvikling eller ét aspekt, der kan lægges vægt på ved formulering af en mening. Nogle har lagt vægten på det fælles og har derfor udviklet ord som netop 'fælles' af fæ (oldnordisk: fehu), mens andre har lagt vægten på det relationelle mellem det individuelle og derfor udviklet ord som 'penge' af pecus (som har samme indoeuropæiske rod som fehu).⁷² Kritikere vil fremhæve, at sproget udvikles, og at det er forskellene, der er det betydningsdannende: "Denn ohne Unterscheidungen gibt es keine Bestimmungen"⁷³. Men på dette centrale punkt tager strukturalister, poststrukturalister (bl.a. Derrida) og moderne kommunikationsteoretikere som Bateson, Luhmann og den citerede Bolz for mig at se fejl. Også det blivende er bærer af betydningen. Det handler om at se ligheder, særheder og forskelle i en dialektisk forståelsesramme.⁷⁴
    Forskellene, eller relationerne, som jeg foretrækker at kalde fænomenet, da det medinddrager den basale lighed, betydningerne trækker på, har Bang bl.a. behandlet i sin Flexiver som Relatorer, hvor han arbejder med det danske fleksivsystem. Heri viser han, hvorledes alle fleksiver kan beskrives vha. et firekategorisystem, der består af lydsegmenterne Å, N, D og S. Hver kategori dækker over et stort område af distinkte lyde, som kunne kaldes allomorfer, men som Bang redegør for er kontekstbetingede variationer af samme fleksivfonem.⁷⁵ Den enkelte konkrete udtale af et fleksiv kan altså variere efter kontekstens krav og dialekt, æstetik osv., blot fleksemet ligger inden for lydområdet. Derved er fleksiverne et system, som er konventionaliseret i fire lydsegmentkategorier, der er defineret ved deres interne (inter), indbyrdes (intra) og eksterne (extra) relationer.⁷⁶

Skriftlige kommunikationsteknologier

Jeg kalder skrift, tegninger osv. primitiv middelbar (se figur 1) produktion af ytringer for på den ene side at fremhæve, at der anvendes ét (primitiv af lat.: primus, et, første) middel til produktionen af ytringen, f.eks. en træpind, en blyant eller en finger, og på den anden side, at ytringsprocessen har ét niveau: Konsumenten ser sporet af den bevægelse, producenten har udført.
    Som jeg omtalte ovenfor, er der tradition for at kategorisere skriftsystemerne i piktografiske, ideografiske og fonetiske.⁷⁷ Kategoriseringen er blevet kritiseret fra forskellige sider, bl.a. fordi idealtyperne ikke er fundet i ren form, fordi de enkelte tegn i skriftsystemerne ofte fungerer som alle tre typer samtidig, og fordi meget tyder på, at skrifternes genealogi ikke nødvendigvis går fra konkret afbildning mod større abstrakthed. Jeg vil derfor i det følgende tage udgangspunkt i en kategorisering, der er mere i overensstemmelse med de materielle omstændigheder, og som i terminologien udtrykker de sociologiske og ideologiske kendetegn ved de skrifthistoriske dannelser.
    Nedenfor har jeg skematisk opstillet en skrifthistorie, som den ser ud fra mit vestligt funderede synspunkt. Jeg har som født ind i en tradition, der anvender alfabetskriften, en intim og ubevidst forståelse af mange facetter af alfabetskriften, som ikke træder frem umiddelbart eller tematiseres i indlæring og studie af alfabetet. Derigennem har jeg lettere tilgang til skrifter, der så at sige er indskrevet i alfabetets historie, hvorfor jeg primært henter mit materiale herfra. Det sker dog uden at afholde mig fra at give eksempler også fra andre kulturer, når det belyser ellers dunkle aspekter af skriftteknologien.
    Hver enkelt epoke i skrifthistorien fungerer også som kategori i de senere epokers systemer. Der er med andre ord stadig f.eks. mindemærker i vores kultur. Som det fremgår er min kategorisering mere bestemt af, hvilke sociale og ideologiske funktioner, skriften har og får, end af, hvordan tegnene ser ud. Skemaet må kun betragtes som en indledende skitse: De forskellige kategorier har fungeret forskelligt i forskellige samfund til forskellige tider. I den grundigere gennemgang fremtræder nogle af de geografiske og tidsmæssige forskelle forhåbentlig tydeligere.
    Til hver kategori har jeg fremhævet en funktion, der er dominerende i den pågældende kategori. Mindemærker fungerer således primært deiktisk, men har naturligvis også både analogiske og relationelle funktioner.

Kategori/epoke	Karakteristik	Eksempler	Socio- og ideologik
Mindemærker Deiksis	Anvendes til støtte af genealogi, fortælling, ejendomsforhold osv.	Huskestave mm., hulemalerier.	Små stammer. Normadekulturer.
Vareudveksling Relation	Som repræsentation af varer, ting osv.	Tidlig kileskrift.	Agerbrug, småkapitalisme, bureaukrati, stat. Opdeling i verdslig, gejstlig, folkelig.
Verbalsproglig Deiksis og analogi	Tegn for ord, sætninger, ting, lyde, handlinger, kropsudtryk.	Kileskrift, hieroglyffer, kinesisk skrift, runerne.	Nationalstat. Jura, skole, sandhed, nedskreven litteratur, teoretisk videnskab. Bøger. Linearitet.
Fonetisk Relation og analogi	Tegn for lyde.	Runerne, hebraisk, græsk alfabet, latinsk alfabet.	Fonocentrisme. Logocentrisme. Aristotelisk ('dekontekstualiseret') logik. Penge.

Figur 5. En skriftteknologigenealogi

Mindemærker
Som det fremgår af figur 1 (se her) skelner jeg mellem kropslighed og skriftlighed ved anvendelsen af fysiske redskaber. Derfor tager jeg i min skitse af skrifthistorien udgangspunkt allerede i de første anvendelser af fysiske redskaber til støtte af hukommelsen. Sådanne redskaber anvendes (og anvendtes) i alle kendte kulturer. Jeg kalder de mærker, der sættes med eller i de fysiske redskaber for mindemærker.⁷⁸
    De hulemalerier og tegninger i ben og andre materialer, der kendetegner alle menneskelige samfund, og som kendes helt tilbage fra 20-25.000 år f.Kr. (og i Danmark fra jægerstenalderen), kan have haft rent dekorative formål, men mere sandsynligt er det, at de har fungeret i religiøse og historiske sammenhænge, som mindemærker til genealogierne og gudefortællingerne og som manifestation af de gode jagthistorier. Motiverne er varierede: Mennesker i færd med alle mulige handlinger, dyr, geometriske figurer osv. Fra mange samfund kendes også andre, mere abstrakte mindemærker i form af huskestave med mindemærker indridsede eller -tegnede, snore med knuder osv. Makondefolket anvendte således (og anvender måske endnu) en 'knudestav' til at huske begivenheder og tidspunkter. En makondemand kunne f.eks. vise sin kone staven med elleve knuder på og fortælle hende, at den første knude var i dag, mens den anden knude var i morgen, hvor han ville begive sig på rejse. De følgende knuder var de følgende dage, hvor han nåede frem den sjette dag, vendte om den syvende og nåede hjem ved den sidste knude, den elvte, hvor maden skulle stå parat. Andre huskeredskaber kan anvendes til at markere, hvem der ejer hvad i landsbyen, som støtte i og anskueliggørelse af fortællinger osv.⁷⁹
    Disse redskaber og hukommelsen konstituerer den tradition, der kan bevare endog særdeles højtudviklede samfund, hvor traditionen videreføres gennem efterligning og gentagelse af handlinger, ordsprog, myter osv. I disse samfund er den livskundskab og den viden om omgivelserne, vejret osv., som ordsprog, talemåder og mindemærker indeholder og indikerer, en væsentlig måde at bevare og videregive den oparbejdede viden fra generation til generation.⁸⁰ Fra middelalderens germanske sprogområde er der således optalt op mod 50.000 ordsprog.⁸¹

Vareudveksling
Vores alfabetiske skriftsystem nedstammer fra de egyptiske hieroglyffer, og det vil derfor være mest interessant for os at kende til deres historie, både fordi den åbner for dybere forståelse af os selv og vores egen kultur, men også simpelt hen fordi den er lettere at indleve sig i. Vi har i vores kulturelle rekursbasis overleverede spor af den hieroglyfiske skriftkultur og derfor en (mere eller mindre) ubevidst forståelse af den og dermed lettere tilgang til den. Desværre kender jeg ikke til nogen velfunderede teorier om hieroglyfskrifternes tidligste historie. Derimod har franskmanden Denise Schmandt-Besserat udviklet en spændende teori om de mesopotamiske kileskrifters genese. Jeg antager, at denne genealogi kan kaste lys over hieroglyfskrifternes dunkle fortid.
    De tidligste kendte kileskrifttavler er fra omkring 3100 f.Kr. Der knytter sig et par interessante spørgsmål til indskrifterne. For det første er de skrevet på ler, som nok var et meget udbredt materiale i området, men som ikke umiddelbart virker særlig praktisk som skrivemateriale. Leret skal gøres klar tæt på indskrivningstidspunktet, være blødt uden at være for blødt, og det skal tørre efter endt indskrivning. Desuden er ler ganske tungt og pladskrævende. Mange andre materialer kunne være anvendt (ben, potteskår, skind osv. – som alle fandtes i Mesopotamien og som er blevet anvendt som skrivemateriale andre steder).⁸² Og for det andet er de 'piktografiske' tegn eller billedtegnene i de tidligste indskrifter forholdsmæssigt i undertal i forhold til 'abstrakte' tegn. De abstrakte tegns betydning har for en dels vedkommende kunnet tydes, fordi assyriologer har sporet dem frem til tegn i senere indskrifter, der var tydet. Disse tegn er i mange tilfælde begreber, der kan formodes at være varer: Lam, metal, øl, brød osv. De traditionelle teorier om kileskrifterne siger, i overensstemmelse med den hævdvundne tese, at de tidlige tavler, der antyder, at der var et stabilt skriftsystem, er et udtryk for et trin efter et oprindeligt piktografisk baseret skriftsystem. Schmandt-Besserat sår tvivl om denne teoris rigtighed.
    I artikelen: "Clay Tokens as Forerunners of Writing: The Linguistic Significance" forklarer Schmandt-Besserat sammen med Elisabeth Feldbusch, at der fra tiden efter agerbrugets opståen i Mesopotamien (omkring 8000 f.Kr.) er fundet nogle små 1 til 3 cm store lerstykker i geometriske former som kugler, kegler, cylindre mm. Nogle med indridsede eller -trykte mærker. Schmandt-Besserat kalder disse lerstykker for mærker (tokens). Mærkerne er blevet antaget for spillemærker eller amuletter, men Schmandt-Besserat og Feldbusch mener derimod, de i begyndelsen har fungeret som raffinerede tællehjælpemidler (som sådan skulle de være en udvikling af småsten).⁸³ Schmandt-Besserat og Feldbusch antager nemlig, at agrikulturens dannelse førte til et behov for "[…] a practical system of information storage and retrieval."⁸⁴, der kunne håndtere administration af varer. I denne form forestiller de sig, at mærkerne tillige har kunnet fungere som egentlige kommunikationsmedier.⁸⁵
    Fra tiden omkring 3350 f.Kr. og senere er der fundet mere komplekse mærker (almindelige mærker med nye indskrifter, nye geometriske former, mærker formet som dyr osv.), der var mindre geografisk distribueret og oftest holdt adskilt fra de almindelige mærker, der fortsat var i brug. De nye mærker fandt ifølge Schmandt-Besserat og Feldbusch anvendelse i værksteder, mens de almindelige var blevet anvendt i "[…] the socio economic context of animal pens and granaries […]"⁸⁶. Dette får dem til at slå fast:

The widely expanded use of complex tokens with the first occurrence of monumental architechture is probably not mere coincidence. This change in the token system can be related to state formation and the expansion and increased efficiency of the bureaucracy needed, not only for the management of agricultural produce (for example), but for the implementation of a coercive redistributive economy, one involving taxes.⁸⁷

Fra tiden omkring 3300-3250 f.Kr.⁸⁸ er der fundet mærker, der er indkapslet i 'lerkonvolutter': små, hule kugler omkring 5-7 cm i diameter. På disse konvolutter er der ofte indtrykt noget, Schmandt-Besserat og Feldbusch formoder, er officielle segl, så konvolutten kunne fungere som "a legal, binding, unalterable contract."⁸⁹ De begreber Schmandt-Besserat og Feldbusch anvender (og som vel mere angiver en nutidig end en datidig opfattelse af fænomenet), giver en antydning af, hvad der er tale om af dialektisk forbunden sociologisk og kommunikationsteknologisk udvikling. De simple tælleredskaber, der fungerede som repræsentanter for varer, arbejdskraft osv., var væsentlige brikker i det samfund, der udviklede sig til det, der af en sovjetisk assyriolog er blevet kaldt "one of the worst totalitarian regimes known to history"⁹⁰. Skriften, staten og juraen følges ad.⁹¹ I denne form fungerer skriften altså som relationsudtryk i en vareproduktions- og -udvekslingssammenhæng.
    For at få adgang til de indpakkede mærker var det nødvendigt at smadre konvolutten. Denne uhensigtsmæssige praksis blev dog snart afløst af den nyskabelse, der førte til skrift i snæver forstand. Man begyndte at indridse udenpå, hvilke mærker der var indeni konvolutten. Derved blev mærkerne overflødige, hvilket snart førte til, at de blev udeladt og konvolutten erstattet af en håndformet lerplade, hvorpå tegnene blev indridset. Disse tegn blev hurtigt standardiseret til det, der udgør tidlige stadier i kileskriftens efterfølgende udvikling.⁹² Derved er der givet et svar på spørgsmålene om skrivematerialet og den abstrakte form af de tidlige tegn.
    De fornyede morfologiske muligheder blev snart afprøvet, og en lang række piktografiske tegn blev indført i systemet. Jeg formoder, at mange af disse piktogrammer har fungeret som mindemærker i andre forbindelser tidligere. Men grundlaget for kileskriftsystemet er altså (overvejende) abstrakte (relationelle) tegn – og ikke piktogrammer, som den traditionelle teori lyder.
    Denne rudimentære udgave af den senere kileskrift havde henved 600 år foran sig, før den blev anvendt som verbalsproglig repræsentation. Fra vareudvekslingsperioden kendes et stort antal lister over varer, der blev sendt, modtaget, betalt osv. og over arbejdere, militær, slaver osv., "all elements in an administrative system of great complexity […] The aim was clearly the establishment of clear routines and standardized behaviour - in the best tradition of Max Weber"⁹³

I Ægypten formodes de første landbrugssamfund at være opstået i tiden omkring 5000 f.Kr. Fra denne tid kendes både keramisk håndværk, husdyrhold og agerbrug. Samfundene var formentlig organiseret som egalitære småstammer. I løbet af de næste 2000 år udvikledes et centraliseret statssamfund med en gejstlig overklasse, der administrerede det store rige langs Nilen. Som sagt kender jeg ikke de tidlige ægyptiske hieroglyffers forhistorie, men på tidspunktet for de første kendte hieroglyffer var der allerede etableret et statsapparat af en type, der lignede det mesopotamiske. Det er naturligvis ikke sikkert, at hieroglyfferne som kileskrifterne er udviklet fra tælleredskaber over vareudvekslingsredskaber, men de første kendte hieroglyfskrifter fungerede i en kontekst, der var præget af et gejstligt økonomisk bureaukrati, og jeg vil derfor arbejde ud fra den hypotese, at hieroglyfskrifterne er dannet i dialektisk samspil med en kapitalistisk bureaukratisk gejstlighed⁹⁴.
    Således formoder jeg, at de ægyptiske hieroglyffers embryogenealogi bestod i en systematisering af optælling af varer og ejendom. Denne systematisering muliggjorde stadig større administrative enheder, hvilket efterhånden udvikledes til egentlige byer, dannet omkring templer og med en gejstlig overklasse. Denne overklasse var i stand til at administrere et stort område, som det var tilfældet i Mesopotamien⁹⁵.

Verbalsproglig skrift
De tidligste af de skriftsystemer, som traditionelle skrifthistorier regner for de udviklingshistorisk første, og som Derrida kalder skrift i snæver forstand, opstår omkring 3100 f.Kr. i Mesopotamien og Ægypten. Disse skrifter var formentlig fra begyndelsen (fra de blev anvendt i andre sammenhænge end de vareudvekslingsmæssige) et system af krops- eller handlingstegn, tingstegn, begrebstegn og af fonetiske tegn – ofte fungerede det samme tegn i flere af disse kategorier.⁹⁶ Mens det mesopotamiske system snart udviklede sig fra arbitrære relationelle og analoge og deiktiske tegn til kiletegn, der kan opfattes som arbitrære, bevarede de ægyptiske tegn klare indikationer af sammenhængen med en betegnet verden.
    Derrida ser udviklingen fra ulineær skrift i form f.eks. af mindemærker ('pluri-dimensionale' skrifter) til lineær skrift i form af tegn skrevet i rækker, som et frugtbart klassifikationsprincip.⁹⁷ Netop lineariseringen fører en lang række konsekvenser med sig for sprog og historie. Vores deraf følgende 'vulgære' og 'verdslige' tidsbegreb (homogent, nutidscentreret og kontinuert lineært eller cirkulært) har ført til en tilsvarende forståelse af historien som lineær (eller cirkulær). Derrida mener ligefrem, at lineariteten kan være forudsætningen for et historiebegreb overhovedet. Jeg anvender ikke direkte et sådant klassifikationsprincip, men behandler tanken om linearisering og en eventuel opløsning af den i afhandlingens sidste del (se her).
    Alle kulturer har et behov for at samle viden om den omgivende verden; alle forsøger at opstille sammenhængende systemer af kendsgerninger, som tilsammen udgør hele verdens visdom.⁹⁸ Dette behov kan sættes i system med en skriftteknologi. Skrift fandt både i Mesopotamien og i Ægypten i tiden efter 3000 f.Kr. sin betydeligste anvendelse i buraukratiet i forbindelse med lister over varer, personer, love osv.⁹⁹ Næsten fra begyndelsen viste det sig, at der fandtes mange flere anvendelser for lister, end dem buraukratiet umiddelbart medførte. Fra tiden omkring år 3000 f.Kr. kendes de første mesopotamiske lister over embedsmænd, dyr, blomster, træer, klæder, varsler osv. De var opdelt i kategorier af samme type som skriftens determinatorer og derefter f.eks. for embedsmændenes vedkommende efter deres position i hierarkiet. Lister har tilsyneladende opfyldt et behov for at skabe et ordnet og systematisk billede af verden og, som det udtrykkes i en tidlig ægyptisk tekst, at nedskrive alt, hvad der er i verden: "Beginning of the teaching for clearing the mind, for instruction of the ignorant and for learning all things that exist."¹⁰⁰
    Sådanne lister over verdens ting opnår status af sandhedslister, man kan henvise til i diskussionen af verdens sammenhæng. Derved kan teksten betragtes som en neutral og upersonlig autoritet, som kan gives den rette tolkning af gejstligheden, hvad enten den er kirkelig eller videnskabelig. Vi ser altså en fornyet udformning af kernemodsætningen autoritet¹⁰¹.
    Skriften har altså helt fra denne begyndelse hvilet på systematisering af magi, på gejstlighedens opbyggelse af et priviligeret materiale, der måtte hemmeligholdes, så uindviede ikke kunne få adgang til det, og så det kunne fungere som legitimering af de gejstliges magt.

Fonetisk skrift
Henimod midten af det andet årtusind f.Kr. var hieroglyfferne stadig en hemmelig og hellig kunst, som de skriftkyndige forsøgte at holde for sig selv.¹⁰² På denne tid udviklede en række folk forskellige hovedsageligt fonetiske skriftsystemer på baggrund af de ægyptiske tegn. I de ægyptiske skriftsystemer indgik der næsten fra begyndelsen et antal (ca. 24-28) tegn, heriblandt også vokaler, der var tilstrækkelige til at give en adækvat fonetisk repræsentation af sprogets lyde. Dette 'alfabet' kaldes ofte det ægyptiske alfabet. Tegnene blev hovedsageligt anvendt i fremmede navne og ord. I de nye skriftsystemer blev ideen om fonetisk beskrivelse af sproget radikaliseret, således at de fonetiske tegn blev de eneste tegn i systemerne. Hvorvidt der var tale om egentlige alfabeter i f.eks. de tidlige semitiske skriftssytemer eller om stavelsesskrifter, hvor flere stavelser blev repræsenteret med ét tegn (f.eks. et tegn for ko, ka, ke osv.) skal jeg ikke diskutere her. Men jeg formoder, at der stadig var tale om gejstlige redskaber i de semitiske skrifter. En måde at bevare skriften på de fås hænder kan have været udeladelse af vokalerne. En sådan udeladelse gjorde skriften sværere at tyde for uindviede (vokalerne kunne siden i de hebraiske efterkommere til de semitiske alfabeter repræsenteres med et sindrigt system af prikker).¹⁰³ Det fønikiske alfabet, som kaldes oprindelsen til alle senere alfabeter, blev anvendt i den store handelskultur, fønikkerne opbyggede omkring begyndelsen af første årtusind f.Kr. Fønikkerne har haft brug for et kommunikationsmiddel, som var let og hurtigt at anvende i den merkantile kommunikation.
    Både de græske, de hebrariske og runealfabetet nedstammer fra det fønikiske alfabet, der bestod af konsonantlyde (eller fællestegn for stavelser). Fælles for disse alfabeter er, at tegnene havde navne, hvori første lyd udgjorde tegnets lyd i skriften. Navnene har formentlig i det hebrariske og runealfabetet fungeret som kulturbærer, idet de har udtrykt grundlæggende og livsnødvendige fænomener. Bang arbejder i sine runestudier med en hypotese om, at futharken opstillet, som den er flere steder, i tre rækker beskriver tre kategorier: krop, steder og guder, med hver tre elementer. Stedsangivelserne kan således være en overlevering af steder, hvor futharken oprindelig blev dannet, og hvor futharkens folk havde deres fælles samlings- eller udgangspunkt.
    I de græske alfabeter er navnene lydligt overtaget fra fønikisk og derfor uden betydning på græsk, mens navnene helt er udeladt i de latinske skrifter.

Abstraktionen blev netop et væsenstræk ved disse [græske og latinske] alfabeters grammatologi: med dannelsen af det græske alfabet gled tegnenes ikonografiske analogimindelser i glemmebogen, og tegnenes sociale brug og indlæring kom i dominerende grad til at bero på institutionaliseret, konventionaliseret orto-grafi. […] [Futharken er altså] efter min mening en historisk innovation til "højere niveau" uden så meget tab af væsentlige, traditionelle skriftkvaliteter som den mere brutale klassiske alfabetdannelse.¹⁰⁴

Grækerne gør skriften verdslig, genindfører vokalerne, formentlig med inspiration fra de ægyptiske hieroglyfiske lydtegn, og gør den verdslige anvendelse af skriften til det almindelige. Denne udbredelse til den besiddende del af folket fører samtidig til glemsel af den gejstlige visdom. Runerne skabes derimod af germanske folk (måske i egnene nordøst for sortehavet), som bevarer skriftens magiske potentiale og samtidig gør den alment tilgængelig, vha. vokaler, navne med relation til de typiske livserfaringer og huskeremser (formentlig uden dog at åbenbare de inderste hemmeligheder).

Hvad skyldes fonocentrismen?
Derrida karakteriserede den vestlige tænkning som fono- og derfor logocentrisk. En sådan karakteristik gælder naturligvis ikke generelt og fuldstændigt, hvilket alene muligheden af at tænke en anden tænkning indefra den vestlige tradition viser¹⁰⁵, men den fungerer som (historisk dominerende) pol i den dialektiske udvikling af tænkningen. Derrida antyder, som jeg har vist (Her), at den vestlige verdens fonocentrisme skyldes den fonetiske skrift. Derridas abstrakte karakteristik kan forekomme som et postulat (som tilsyneladende mere bygger på et kendskab til den vestlige filosofi end til psykologiske undersøgelser af den fonetiske skrifts konsekvenser for tænkning og sprog), idet den snarere fungerer som udgangspunkt for De la grammatologie end som konklusion på den. Men postulatets psykologiske forudsætninger kan findes i undersøgelser af den sovjetiske psykolog Lev S. Vygotsky, som i sin Sprog og Tænkning gennem en modstilling med tale (i dialoger) og indre tale beskriver en række karakteristika ved den fonetiske skrift. Vygotsky opfatter sin socialpsykologiske forskning som et politisk projekt og tager i modsætning til Freud udgangspunkt i den sociale handling, når han skal beskrive det individuelle indre. Vygotsky anvender i sin forskning en metode, der udfra et historisk-materialistisk synspunkt undersøger den genetiske udvikling af sprog og tænkning. Målet for Vygotsky er at se de processer, han undersøger, i deres dialektiske helhed.
    Vygotsky betragter tale som middel til socialt samvær; det samme gælder naturligvis skriftsproget. Men skriftsproget skabes uden for dialogsituationen i en form for monolog, hvilket skaber en helt ny situation. "Skriftsprogets udfoldelse forudsætter i en vis forstand et principielt nyt forhold til situationen, et mere uafhængigt, et friere forhold."¹⁰⁶ Denne nye situation vanskeliggøres af, at forholdet til den fysiske meddelelse også bliver et andet, idet "[…] skriftsproget i selv sin minimale udvikling [forudsætter] en høj abstraktionsgrad. Det er et sprog, der mangler hele den lydlige del: det musikalske, intonationen, ekspressivitet. Det er et sprog i tanken og forestillingen, men et sprog, der er totalt befriet for et af det talte sprogs primære karakteristika – den materielle lyd."¹⁰⁷
    I sin undersøgelse af begrebsdannelse hos børn kommer Vygotsky frem til, at "[…] kommunikation forudsætter generalisering og udvikling af ordbetydningerne, dvs. generalisering gøres mulig i takt med kommunikationsudviklingen."¹⁰⁸ Børn lærer altså i takt med sproget at abstrahere fra enkeltgenstande i verden, således at flere genstande kan betragtes under ét på baggrund af fællestræk ved enkeltgenstandene. Men med skriften kræves en helt ny form for abstraktion, der ikke blot reproducerer abstraktionsprocessen fra tillæringen af det talte sprog.¹⁰⁹ "Op til skolealderen har barnet nået et temmelig højt abstraktionsniveau i henseende til objekternes verden ved hjælp af det talte sprog. Og nu stilles det overfor en ny opgave: det skal abstrahere fra sit sprogs materiale, og gå over til et abstrakt sprog – et sprog, der ikke betjener sig af ord, men forestillinger om ord. […] Skriftsproget kræver altså en dobbelt abstraktion: der må abstraheres både fra det givne sprogs lydlige side og fra samtalepartneren."¹¹⁰
    At skrive er således ifølge Vygotsky ikke blot en teknik, der skal læres og appliceres på det talte sprog i form af en oversættelse af talen til skrifttegn. At skrive fonetisk skrift er fra grunden og grundlæggende en ny måde at forme kommunikationen på kognitivt og fysisk, "[…] hvor det tidligere udviklede talte sprogs psykologiske system omstruktureres."¹¹¹
    Til forskel fra talen, som flyder uvilkårligt, skal barnet handle vilkårligt¹¹² i skrivningen. Den teknik, skriften hviler på, bygger på artikulation af enkeltlyde. En sådan teknik er ikke så ligetil for barnet. "Hvis man under et forsøg beder det lille barn om at frembringe en eller anden lydkombination f.eks. »sk«, vil det ikke gøre det, fordi den slags vilkårlig artikulation volder det vanskeligheder, men i ordet »Moskva« udtaler det de samme lyde frit og uvilkårligt. […] Altså kan barnet udtale en given lyd, men det kan ikke udtale den vilkårligt."¹¹³ Men en sådan analyse af ordene er nødvendig for at kunne skrive de fonetiske tegn. Bogstaveringen hviler altså på en proces, hvor barnet træder ud af den umiddelbare talesituation og betragter sine egne ord som objekter, der kan deles op i enkelte lyde, som igen kan repræsenteres med tegn. I kraft af denne abstraktion fra den umiddelbare situation bliver skriften langt mere bevidst end talen.¹¹⁴
    Foruden den vilkårlige tilgang til skriften skal barnet tillige abstrahere fra den givne situation for at kunne forme sin meddelelse, så læseren forstår den uden barnets uddybning. Barnet skal gengive de betingelser, der i dialogen er underforstået, det skal uddybe sin ytring tilstrækkeligt til, at konteksten for meddelelsen kan begribes af læseren. Denne monologform er ny for barnet, der allerede kender til en anden monologform, nemlig den indre tale, som barnet ifølge Vygotsky har udviklet via egocentrisk tale (tale til eller med sig selv): "Overgangen fra maksimalt reduceret tale dvs. tale for sig selv, til maksimalt detailleret skriftsprog, dvs. sprog henvendt til andre, kræver de mest komplicerede operationer af et barn, idet det vilkårligt skal opbygge meningsfulde enheder."¹¹⁵
    Resultatet af den fylogenetiske dannelse og den ontogenetiske indoptagelse af den fonetiske skrift er altså et erkendelsesmæssigt skred. Med karakteristikken af skriftens betydning for tænkningen bliver Derridas bestemmelse af den vestlige tænkning som logocentrisk lettere at forstå. Den bevidste opmærksomhed på udformningen af meddelelsen, som Vygotsky viser adskiller den fonetiske skrift fra talen, har ført til, at det, der kan udtrykkes entydigt med skrevne ord¹¹⁶, er blevet betragtet som den eneste vej til erkendelse. Den logocentriske metafysik "a toujours assigné au logos l'origine de la vérité en général : l'histoire de la vérité, de la vérité de la vérité […]"¹¹⁷
    Da logocentrismen er forårsaget af den fonetiske skrifts abstraktion fra det abstraherede begreb, kan Derrida tale om fonocentrisme som synonym for logocentrisme. Logocentrismens betoning af det rationelle har hos filosoffer siden Nietzsche været kilde til sønderlemmende kritik, som er mundet ud i forsøg på at nedrive de systemer, der mente at kunne forklare vores verden og vores begreber om sandhed og godt og ondt som formålsrettede eller skabt af Gud. Derrida indskriver sig i denne tradition, og med påvirkning fra Freud betoner han det ubevidste, drifterne, længslen efter det fraværende. Jeg selv tager, som det er kommet til udtryk tidligere, udgangspunkt i en erkendelse af betydningens forudsætning af kroppen, med alt hvad det medfører af uklarhed, der kan begrundes i meningens basis i kroppens handlen i og omgang med verden og mennesker.
    Vores fælles erkendelse er således, at vi i kraft af en blindhed, som Derrida og jeg mener bl.a. bunder i vores fonetiske skriftsystem, i vores tænkning og videnskab har glemt væsentlige sider af den menneskelige tænknings og eksistens basis. De sider, der har været skjult for og af os og vores forgængere, kan drages frem i lyset. Men det betyder ikke, at vi blot kan forkaste vores traditions tænkeformer og fordomme. Kommunikationsteknologiernes betydning for samfund og erkendelse er en pol i de dialektiske sammenhænge, og den udgør derfor nogle forudsætninger for vores tænkning og handlen, som vi ikke uden videre er opmærksomme på. Den dialektiske sprogteori handler bl.a. om at gøre sig sådanne forudsætninger klart, så vi med teorien bedre bliver i stand til at beskrive, hvilke faktorer der spiller ind i vores og andres handlinger og tænkning.

Trykpresse

Den produktion af ytringer, hvor den formning, producenten gør, ikke direkte sætter sig spor i det færdige ytringsmateriale, kalder jeg for sekundært middelbar. Det kan f.eks. være den simple indridsning af et billede i f.eks. en træblok eller en metalstok, som anvendes til påtryk af det spejlvendte billede på papir, mønter osv. Der anvendes således først et indridsningsmiddel som former det andet middel, der 'former' den endelige ytring. En af de mest revolutionerende sekundært middelbare kommunikationsteknologier er trykpressen¹¹⁸.
    Den amerikanske historiker Elisabeth Eisenstein har i sit imponerende værk The Printing Press as an Agent of Change undersøgt trykpressens betydning for en række store historiske omvæltninger i århundredene omkring 1500.
    Eisenstein undersøger specielt, hvordan den italienske renæssance, den protestantiske reformation og den naturvidenskabelige revolution alle er uløseligt forbundet med den kommunikationsteknologiske revolution, trykpressen indebærer. Jeg tager i det følgende fat i en flig af denne store undersøgelse for at give en fornemmelse af trykpressens omkalfatrende betydning for de europæiske samfund i midten af vores årtusind – og for vores eget nutidige.

Gutenberg: Gudsfrygtig kapitalist
Alfabetet var på sin vis indskrevet i flere af de tidlige stavelsesskrifter. Alligevel blev alfabetet ikke udviklet af disse skrifter – der skulle andre forhold end den tekniske mulighed til, før det skete. På samme måde var det med trykpressen, som vi normalt tilskriver guldsmeden Johan Gutenberg i 1440-50'ernes Mainz.¹¹⁹ Kineserne kendte allerede i det tredie århundrede e.Kr. til alle de ingredienser, der var nødvendige for at udføre tavletryk: Papiret, en passende blæk og teknikken til at lave tavletryk var opfundet, men "le contexte social"¹²⁰ manglede, for at de løse typer og den egentlige trykpresseteknik kunne opfindes og blive udnyttet på det tidspunkt.¹²¹ Opfindelsen fandt til gengæld sted i Korea i 1100-tallet – men her var de socioøkonomiske omstændigheder altså heller ikke til stede.
    Der var en række funktioner, der skulle udfyldes i et trykkeri. Først skulle typerne skæres, udstemples og støbes, blækket blandes og papiret fremstilles, dernæst skulle siderne sættes, der skulle læses korrektur, korrigeres, påføres blæk, trykkes, tørres og tilsidst bindes ind. Til alt dette anslår Clapham, at Gutenberg havde omkring 25 mænd i sit værksted.¹²² Alle var de specialiserede i en enkelt eller få funktioner¹²³. Og derved var den første serieproduktion i verdenshistorien en realitet¹²⁴ – 350 år før Ford T-bilmodellen, der jo ellers regnes for den første serieproducede vare. Efterhånden udviklede der sig en række underleverandører, der var specialiserede i f.eks. typeskæring og -støbning, eller i blæk- eller papirfremstilling.
    Trykkerne forsøgte at holde deres videreudviklinger og 'forretningshemmeligheder' for sig selv, men med de mange arbejdere var det ikke let. Måske var det nedbrændingen af Gutenbergs værksted under besættelsen af Mainz i 1462, hvorefter alle Gutenbergs arbejdere spredtes for alle vinde, der var den væsentligste årsag til, at ideerne og teknikkerne blev udbredt over næsten hele Europa i løbet af blot 50 år. I løbet af de samme 50 år blev der trykt et svimlende antal bøger: Det anslås til mellem 8¹²⁵ og 15-20¹²⁶ millioner eksemplarer af mellem 30 og 35.000 udgaver.
    De primære anvendelser af tavletrykteknikken før selve trykpressen var produktionen af spillekort og religiøse billeder. Gutenberg fulgte den sidstnævte tradition op. Mens den troende trykker og hans arbejdere arbejdede på den kendte 42-liniersbibel, som det tog et par år at få færdig, blev der tid til at trykke afladsbreve. Masseproduktionen af afladsbreve¹²⁷ blev en af trykkernes store indtægtskilder; til at sælge de mange afladsbreve ansatte de mellemmænd, til hvem de ovenikøbet solgte bøger om Kristi gerninger, som kunne bruges som salgsargumenter. Anvendelsen af trykpressen var integreret med kapitalismen helt fra første spæde tryk.
    Trykkerne var væsentlige aktører i udbredelsen af kapitalismen. Ved opfindelsen af trykpressen havde der længe (siden 1000-tallet) været voksende markeder og gryende kapitalisme, men "the transmission of skills in commercial arithmetic (outside Northern Italy) during that interval was 'incredibly slow.'"¹²⁸ Trykkerne havde selv behov for effektivitet for ikke at bukke under i konkurrencen, så de gjorde brug af (og udviklede i nogle tilfælde selv) den præcise bogføring, omregningstabeller¹²⁹, vejkort osv. Med trykpresserne blev disse evner i løbet af kort tid udbredt over hele Europa. Årsagen til kapitalismens kraftige udvikling fra omkring det 16. århundrede skal altså ifølge Eisenstein ikke søges primært i den protestantiske arbejdsmoral, som Weber gør det, eller i en 'rising middle class', men i den spirende kommunikationsindustris ændrede produktionsforhold.¹³⁰

Religion: Fra kristendom til naturvidenskab
Trykpressen fik betydning for både religionsdyrkelsen og for naturvidenskaben. Bibelske og naturvidenskabelige traditioner havde fulgt samme bane i middelalderen: "Until the advent of printing, scientific inquiries about 'how the heavens go' were linked with religious concerns about 'how to go to heaven.'"¹³¹ Men med trykpressen skiltes deres veje.
    Den første bog, Gutenberg producerede, var en bibel på latin; men der gik ikke lang tid, før trykkere rundt omkring oversatte eller fik oversat Bibelen til nationalsprog og udgivet i stort antal.¹³² De mange forskellige udgaver af Bibelen på latin og græsk intensiverede opfattelsen hos de lærde af, at det var nødvendigt at komme til bunds i alle fejlene og frem til en 'sand' og 'korrekt' udgave af Guds ord. Men forskningen i og diskussionen af Bibelen førte blot til "a thickening special literature devoted to variants and alternative theories of composition."¹³³

It is surely one of the ironies of the history of Western civilization that Bible studies aimed at penetrating Gothic darkness in order to recover pure Christian truth – aimed, that is, at removing glosses and commentaries in order to lay bare the pure 'plain' text – ended by interposing an impenetrable thicket of recondite annotation between Bible-reader and Holy Book.¹³⁴

Sideløbende med, at lærde blev klar over, at Bibelens ord ikke var så troværdige, som de hidtil havde troet, og derfor mistede tilliden til den kristne religion, betød trykpressens mangfoldiggørelse af Bibelen, at 'det glade budskab' af driftige sælgere kunne spredes til stadig flere: "Where indulgence sellers were discredited, Bible salesmen multiplied."¹³⁵ Så mens den lærde overklasse blev afkristnet, blev folket mere kristent.
    Trykpressen muliggjorde ligeledes mangfoldiggørelsen af empiriske data og af tabeller over matematiske funktioner¹³⁶. Det betød, at naturvidenskabsmændene kunne sidde forskellige steder i Europa og studere de samme data, og at de selv kunne foretage undersøgelser (f.eks. af stjernernes baner), der be- eller afkræftede dataene.¹³⁷ Mens bibelstudierne kun havde tidligere udgaver af Bibelen at sammenligne, havde naturvidenskabsmændene således både tidligere tænkeres tekster og den fysiske verden at sammenligne. Disse sammenligninger kunne de meddele hinanden ved at udgive bøger, som igen kunne fungere som grundlag for nye observationer og rettelser.
    Både i bibelstudier og i naturvidenskabelige studier var målet altså at nå til en mere sand forståelse af verden. Men mens trykpressen betød, at naturvidenskaben opnåede klarhed og revolutionerende resultater, der i sidste ende førte til vore dages naturvidenskab, betød den, at studiet af Bibelen førte til stadig mere uklarhed om den oprindelige tekst:

[…] the changes wrought by printing provide the most plausible point of departure for explaining how confidence shifted from divine revelation to mathematical reasoning and man-made maps.¹³⁸

Delresumé

I indledningen opstillede jeg følgende tese:

Tese: Kommunikationsteknologier dannes, udvikles og virker dialektisk determineret af samfunds eksisterende kommunikationsteknologier, af transhistoriske og kulturelle rekursbaser samt af produktionsrelationer og samfundsformationer.

Tesen har jeg nu underbygget gennem en gennemgang af kommunikationsteknologihistorien. At nye kommunikationsteknologier er determineret dialektisk af tidligere, eksemplificeres af alle de udviklinger, jeg har gennemgået. Nye teknologier hviler på gamle: Nye kommunikationsteknologier skabes ikke pludselig ud af intet.
    Fonocentrismen er et vigtigt eksempel på, at nye kommunikationsteknologier får betydning for tidligere kommunikationsteknologier. Med udviklingen af den fonetiske skrift priviligeres talen som (næsten) eneste væsentlige kropslige kommunikationsteknologi.
    Min diskussion af Jakobson og Bangs undersøgelser af udviklingen af ord (mennesket har en krop, gennemgår et livsforløb og handler i verden – derfor danner de nogle ord og ikke andre (jf. Mor)) viser, hvordan transhistoriske og kulturelle rekursbaser dialektisk determinerer dannelse og udvikling af kommunikationsteknologier.
    At kommunikationsteknologier også virker tilbage på de kulturelle rekursbaser kan udledes af, at autoritetskernemodsætningen fornys af den upersonlige autoritet, som teksten (først som liste over alle verdens ting) bliver et udtryk for, og af Derridas påvisning af, at logocentrismen følger af fonocentrismen. Et tredie eksempel er trykpressens betydning for, at videnskab erstatter religion som forklaringsmodel.
    Den dialektiske sammenhæng med samfundsformationer og produktionsrelationer er bl.a. eksemplificeret af, at trykpressen ikke i Asien fik den omkalfatrende betydning, den siden fik i Vesteuropa, omvendt er fremvæksten af centralistiske bureaukratier afhængige af udviklingen af en skriftteknologi til vareudveksling.

Min tese fører altså til – for at foregribe temaer og konklusioner i afhandlingens anden del – at det ikke bare er et spørgsmål om at komme først i det globale IT-kapløb, og ikke blot handler om at kunne kommunikere, finde informationer og købe let og ubesværet ind ved hjælp af nettet. Den måde vi udvikler vores praksis på gennem anvendelse af internettet, får betydning for vores liv som tænkende og handlende væsener på helt andre måder, end vi forventer. Vi skal ikke tro, at internettet er en neutral teknologi, vi bruger til det, vi vil, men som vi lige så godt ikke kunne bruge og alligevel være de samme. Internettet vil ændre vores liv. Hvordan? Det giver jeg nogle bud på i anden del af afhandlingen, ligesom jeg diskuterer, om vores brug af nettet i dag er på rette vej.

Internettet

En internethistorie

Den historisk set første kommunikationsteknologi, der fungerer ved transformerende og transporterende produktion af ytringer er telegrafen. Ved sådanne teknolgier er den meddelelse, producenten hører, ser eller mærker, ikke den samme som den, konsumenten hører, ser eller mærker. Teknologien transformerer ytringen før, under og/eller efter transporten.
    Allerede i sidste halvdel af 1700-tallet var ideen om og princippet i en telegraf udviklet, men det var først med Samuel Morses telegraf fra 1842 (han havde sin første udgave klar i 1837), hvor meddelelsen fremkommer som prikker og streger på en rulle papir,¹³⁹ at den tekniske konstruktion var på plads.¹⁴⁰
    I de følgende 150 år udvikles andre transformerende og transporterende teknologier til fjernsamtale (telefon), udsendelse af lyd og siden billede fra en afsender til mange modtagere (radio og television), samt teknologier til at 'opbevare' lyd og billede på fysiske genstande (film, fonograf, magnetbånd osv.). Alle disse teknologier har som bekendt været centrale elementer i udviklingen af de (vestlige) samfund.¹⁴¹
    Vore dages internet har teknologisk set alle de tidligere transporterende og transformerende teknologier i sig. Her kan gemmes lyd, billede og tekst og overføres lyd, billeder og tekst fra en til en eller fra en til mange. Den ene grundlæggende teknologi i internettet er den digitale computer¹⁴², den anden er udvekslingen af data mellem dem (der kan blive til kommunikation mellem mennesker).
    Ideen til et 'globalt' net af computere kan bl.a. spores tilbage til den amerikanske ingeniør Paul Baran, der var ansat ved den militært finansierede tænketank RAND Corporation.¹⁴³ I slutningen af 50'erne havde den kolde krig nået frysepunktet, og truslen om en total udslettelse af jorden ved en atomkrig var reel, bl.a. pga. de såkaldte balistiske missiler, der fik tilstrækkelig fart på ved afsendelsen til at nå frem til målet uden styring og energi, og (i princippet) hvor som helst fra kunne sendes alle steder hen. En fare bestod i muligheden for, at en af parterne fejltolkede den andens handlinger og trykkede først på atomudløseren – der var kun omkring 25 minutter, fra modpartens raketter var sendt afsted, til det var for sent at reagere. Det andet problem var den centraliserede kommandostruktur. Hvis det lykkedes fjenden at sætte centralkomandoen ud af spillet eller at afbryde forbindelsen mellem de politisk og de militært øverstkommanderende, var krigen tabt. Derfor skulle et modangreb sættes ind umiddelbart efter, et angreb var konstateret, og ikke først, når angrebet var ovre. Barans mål var at udvikle principperne bag et kommunikationsnetværk, der kunne overleve en krig.¹⁴⁴ Han udviklede to grundlæggende ideer, der til en vis grad er implementeret i det nuværende internet. Den første ide løste problemet med, at fjenden ved at ødelægge den centrale kommando kunne sætte hele den militære styrke ud af spillet. Ideen var at erstatte den centrale kommandostruktur med et distribueret netværk af ligestillede knudepunkter med forbindelser fra hver knude til flere andre knuder. Hvis en forbindelse eller knude faldt ud af systemet ville meddelelsen kunne sendes en anden vej (hvilket Baran kaldte 'redundans').
    Den anden ide var at dele en meddelelse op i flere 'blokke' (eller 'pakker', som englænderen Donald Davies kaldte dem et par år senere). Disse blokke kunne nu sendes flere gange hver for sig ad flere veje og samles ved modtagelsen. Derved ville udvekslingen mellem to computere ikke lægge beslag på forbindelsen mellem dem (som ved telekommunikation), så flere maskiner kunne udveksle data parallelt. Der var yderligere to fordele ved at sende flere af den samme pakke forskellige veje. For det første ville en brudt linie ikke være fatal, og for det andet ville en forsinkelse af en pakke ikke betyde noget, hvis blot én kom hurtigt frem. De pakker som kom senere, kunne smides væk.
    Russerne var indirekte skyld i, at den amerikanske grundforskning fik enorme tilskud i slutningen af 50'erne og frem, fordi de i 1957 sendte satelitten Sputnik I i omløb omkring Jorden. Ikke alene havde amerikanerne været overbevist om, at de var førende i det teknologiske kapløb. Sputnik kunne også teoretisk set uden de store problemer medbringe en atombombe og en halv time efter affyringen droppe den over amerikansk grund.
    For at få USA frem forrest i rumkapløbet oprettede den nytiltrådte amerikanske forsvarsminister McElroy en grundforskningspengetank (Advanced Research Projects Agency: ARPA (siden DARPA for Defense ARPA)), som skulle yde støtte til grundforskning, der havde relevans for forsvaret (raketter, computere, kommunikationssystemer osv.). Det var universitetsforskere med midler fra ARPA, der implementerede grundlaget for internettet (som de kaldte ARPANET). De kendte i begyndelsen ikke til Barans arbejde, og udfoldede ikke hans ideer; der var f.eks. ingen redundans fra starten. Siden er internettet i en vis udstrækning blevet redundant.
    De forskere, der deltog i denne indledende udvikling af ARPANET, fremhæver i dag, at de ikke arbejdede med henblik på en atomkrig. Men som Nørretranders så rigtigt argumenterer, havde der ikke været noget ARPANET uden ARPA og intet ARPA uden frygten for atommissiler.¹⁴⁵ Den første aktant i udviklingen af internet var altså militæret og frygten for atomkrig.
    I de følgende år foregik udviklingen af ARPANET på amerikanske universiteteter. Her var det ofte studerende på sidste del af deres studie, der udførte det tekniske og teoretiske arbejde. De udviklede bl.a. de såkaldte protokoller, der beskrev, hvordan de forskellige computere, der blev tilsluttet ARPANET, skulle udveksle data. Protokollerne løste det problem, som kommercielle computerproducenter ikke ville løse, nemlig at forskellige computermærker og -modeller sjældent kan anvende de samme data¹⁴⁶. I løbet af 70'erne og 80'erne kom der gang i anvendelsen af ARPANET, primært til epost og offentliggørelse af rapporter mm.
    Nettet voksede både i antallet af tilsluttede computere og i filer (programmer, tekster, datasæt osv.), der kunne hentes fra disse computere. Efterhånden blev det ganske uoverskueligt for de forskere og studerende, der anvendte det, at finde frem til, hvad de skulle bruge. Det blev en computerkonsulent ved det europæiske atomforskningscenter CERN, Tim Berners-Lee, der – efter et par mislykkede forsøg på at få sine chefer til at støtte forslaget – endelig i 1990 sammen med en kollega fik sat gang i et projek