Demokrati for viderekommende
Af Mette Richter, Simon S. Simonsen og Jeppe Bundsgaard
Mandag den 8. september 1997 kl. 12.00 trådte vi ud af Odense Universitetets humanistiske fakultetsråd. Det skete et lille halvt år før tiden. Vi ønsker ikke at deltage i dette offentlige skuespil, der kaldes for universitetsdemokrati. Det er en komplet og kompleks farce. Den handler om, hvordan universiteterne forringes fra dag til dag, og hvor vores roller, som politisk aktive studerende, har været at få det til at se ud som om, der var tale om demokrati.
Universitetet er blevet afdemokratiseret. Det er en floskel, men det er sandt: universitetet er blevet en pølsefabrik, som på ingen måde lever op til sin egen formålsparagraf om at skabe og formidle viden på højeste niveau.
Det, der fik bægeret til at flyde over, men som langt fra er den eneste grund til vores tilbagetræden, er Odense Universitets arbejde frem mod et fusioneret universitet: Universitetet i Syddanmark (USD). Der er det positive at sige om fusionen, at hensigterne er utilslørede og præsenteret med en uhyggelig ærlighed. I Odense Universitets Nyt nr. 11 ses det ved, at USD beskrives som en institution med en omsætning på 1,2 mia. kr. og 17.000 studerende. En beskrivelse, der i sandhed lever op til forkortelsen USDollar. Nu er der en verden uden for universiteterne, så vi ser det ikke som en nationalkatastrofe, men snarere som en national pinlighed, at det, der skulle være et ungt og nytænkende universitetet, er blevet til en gammel og sur institution, der tror, den kan holde sig oven vande ved at ekspandere til et "EuroUniversität du Nord", en USDollar-fiktion.
Vi mener, fusionen er utilsløret kapitalistisk tankegang, som ikke er til nogens fordel overhovedet, men blot fremmer omsætningen i en institution, der skulle være styret af forsknings og undervisningshensyn og ikke af nøgen profit. Jamen, hvad sker der?, vil den forvirrede læser måske spørge. Hvis der sidder tre studerende i et fakultetsråd, som er et af universitets styrende organer, hvorfor i alverden trækker de sig så? Når det netop er i et sådant organ de, som studenterrepræsentanter, kan bruge deres demokratiske ret til at diskutere og påvirke universitets udvikling væk fra en fusion, eller måske mod en bedre fusioneret institution. Da må vi svare, at universiteterne med Universitetsloven, som vi ser den i praksis på OU, ligeså langsomt er ved at aflive enhver form for demokrati. Og det burde jo egentlig være et paradoks, da det jo også er på universiteterne, den kommende generation af gymnasielærere og samfundsforskere uddannes. Og disse mennesker skal blandt andet undervise og forske i demokrati.
På den måde er universitetet uhyggeligt vedkommende for den danske demokratidebat. Vi sætter spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er et demokrati på universiteterne og vil hermed gerne invitere til en offentlig debat om, hvorvidt det er fremmende for det danske demokrati at uddanne studerende på en ikke-demokratisk institution? På universiteterne ser vi måske tydeligst indikationerne på, at samfundet er inde i en generel demokratisk krise, hvor den forjættede kvalitetsudvikling og brugerundersøgelser afløser den demokratiske debat om både fælles og modstridende mål, og hvor kravet ovenfra og fra medierne om klar, stærk og gennemskuelig ledelse smadrer den nære deltagelse fra dem, der kender til forholdene og sidder inde med kompetencen.
Aflivningen af demokratiet tager for alvor fat den 18. december 1992, hvor den nye Universitetslov vedtages for at træde i kraft den 1. januar 1993. Alt magt centraliseres, rektor bliver alle ansattes arbejdsgiver, og fyringer kan nu ske direkte fra rektors bord. Det understreger blot Konsistoriums manglende betydning, at ingen lærere ved sidste valg gad sidde der. Der måtte lodtrækning til for at finde tre "repræsentanter".
Hensigten med Universitetsloven er, at det skal være muligt at overskue strukturen og at kunne holde enkeltpersoner ansvarlige. Dette medfører, at strukturen gør enkelte ansvarlige for ting, de ikke nødvendigvis har faglig kompetence i, samt at al diskussion kan standses, så længe det ikke er i den ene ansvarliges interesse. Hvem modsiger en rektor eller dekan, som ifølge strukturen er arbejdsgiver og ansvarlig for de ansatte og ikke mindst ansvarlig for de midler, forskellige institutter får tildelt. Usikkerheden i form af sleskeri gør sit indtog. Hån og rakken ned på andre bliver en overlevelsesmanøvre, som gør den hårde hånd medgørlig. Ingen kan pege præcis på, hvor det sker, men alle kender jargonen og de stivnede "jeg er vel god nok"-smil. Og i ironien ligger en behagelig intellektuel og overlegen distance.
Vi ved fra vores medstuderende, at det største problem på universiteterne i dag er mangel på socialitet, er mangel på et kontinuerligt studentermiljø, er mangel på nærhed og omsorg. Vi mener ikke, at det er udflippede idealer, men at det er et grundlæggende menneskeligt faktum, at enhver arbejdsplads, enhver institution, som nedprioriterer nærhed, tryghed og tillid, ødelægger unge talentfulde mennesker ved at fylde dem med en løgn om, at de kan vurderes med karakterer, at de skal konkurrere om at forske, at universitetet er et supermarked med frit valg på alle hylder.
At vi ikke er de eneste, der tager afstand fra den politiske line på Odense Universitet, ses på antallet af lektorer der trak sig fra de styrende organer i 1992, det ses på den universitetslovshøring, Odense Universitets konsistorium udskrev i 1993 (høringen var foreslået af Simon S. Simonsen), det ses på de mange studerende, som i 1994-studenteraktionerne gav deres mening til kende på såvel OU, RUC som Københavns Universitet, men ikke mindst ses det på det pinligt lave antal af kandidater til rektor og dekanvalg.
Er det et demokrati, hvor ingen undtagen én ønsker at stille op til rektorposten? Hvori ligger den demokratiske styrke, hvis ingen ønsker at deltage i demokratiet? Hvilket demokrati er det, hvor de mest magtfulde positioner er reduceret til administration af hoben og ikke bygger på demokratiske diskussioner. Hvor er dialogen blevet af? Den er slet og ret blevet væk.
Dialogen som medfølelse, forståelse og refleksion er blevet tæret op af hån, latter, behagesyge og spekulation. Dialogen er væk, vi ser den ikke længere i nogen af de styrende organer over studienævnsniveau, og ingen af os kan sidde og være medansvarlige for et psedodemokrati, som så direkte afliver sig selv. "Så gør dog din indflydelse gældende!", vil man råbe ude fra sidelinien. Det har vi hermed gjort. Vi vælger at være medskabere af vores eget liv, fremfor at være statister, der skal få det til at se ud som om, man lytter til de studerende. Vi opfordrer vores medstuderende med ansvarlige poster til forsat at gøre et godt stykke arbejde og til at være sig deres positioner bevidste.
Vi har gennem vores arbejde både som valgte repræsentanter for de studerende og som enkeltpersoner eller i grupper forsøgt at ændre på tingenes tilstand. Vi har igennem årene mødt og talt med de ansvarlige ministre, med folketingsmedlemmerne i uddannelsesudvalget og haft hyppige møder med universitetsledelserne. Vi har lavet underskriftsindsamlinger, holdt debatmøder, lavet aktioner, lavet fredelige besættelser af vores studier. Og vi har i mange forskellige sammenhænge været med til at udforme visioner og praktiske vejledninger til, hvordan universiteterne kunne blive bedre, fx har vi skrevet kronikker, lavet tidsskrifter og pjecer, og vi har arrangeret kurser og foredrag. Vi har lært meget om videnskab og universiteter, og vi har haft betydning for mange af vores medstuderende. Men på et punkt har vi altså indset, at vores tilstedeværelse ingen forskel gør. Det er i det repræsentative system. Her diskuteres meget sjældent politik og ideer, på trods af, at de tilstedeværende nok burde vide, at det er sager af såvel politisk som fagpolitisk betydning, der er til behandling. Vi spørger os selv, om det er af simpel dovenskab, at interessen ikke er der, eller om det snarere skyldes, at styrkeforholdene er kendte, så intet kan ændres med gode argumenter.
Vi trækker os fra vores poster i det repræsentative system. Vi mener ganske enkelt ikke, at vi kan leve op til vores forpligtelser som repræsentanter for de studerende. I begyndelsen troede vi, at vi kun skulle bruge gode argumenter, vi troede oprigtigt på dialogen, og at vi igennem diskussioner og argumenter ville blive hørt, men sådan er det ikke. Demokratiet fungerer ikke, argumenterne er frugtesløse. Det er ikke i en så skæv magtstruktur, argumenter virker. Derfor træder vi nu tilbage (eller frem) til de græsrødder, vi kommer af, for der at formidle vores egne oplevelser af demokratiet videre og for at være medskabere af den kritiske røst, universitetet og samfundet trænger til. Vi bliver græsrødder igen, fordi det er her, mennesker mødes og tør tænke de gode tanker.
|
|
